Priden: Fra frihedskamp til folkefest med massiv støtte fra erhvervslivet

Det var bestemt ikke kun jubelråb eller økonomisk støtte, der mødte de første homoseksuelle, som i deres kamp for anerkendelse gik gennem gaderne i optog herhjemme. Men i dag markerer selv store virksomheder som Danske Bank og Maersk tydeligt deres opbakning

Opbakningen til årets store lgbti+-begivenhed WorldPride og EuroGames er tydelig i hovedstadens bybillede. Her sættes regnbueflaget op i Rådhushallen på Københavns Rådhus.
Opbakningen til årets store lgbti+-begivenhed WorldPride og EuroGames er tydelig i hovedstadens bybillede. Her sættes regnbueflaget op i Rådhushallen på Københavns Rådhus. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

”Vi er meget stolte over at kunne offentliggøre, at Danske Bank bliver hovedsponsor, når hele verden inviteres til at fejre mangfoldighed og lige rettigheder i København.”

Sådan lød det fra Danske Bank, da landets største pengeinstitut tidligere i år bekendtgjorde, at banken er med som en helt afgørende økonomisk støtte ved Copenhagen 2021, der begyndte i går og varer til den 22. august.

Copenhagen 2021 er det samlende navn for WorldPride og EuroGames, der ifølge arrangementets egen hjemmeside er ”den vigtigste lgbti+-begivenhed i 2021,” der også rummer ”det største lgbti+-forum for menneskerettigheder nogensinde”.

Danske Bank er en af i alt 10 hovedsponsorer, hvor man også finder virksomheder som Coca-Cola, Flügger og 7-Eleven, og som begrundelse for sin støtte skriver Danske Bank blandt andet:

”I Danske Bank fokuserer vi på diversitet og inklusion hele året rundt for at blive en endnu bedre arbejdsplads for alle ansatte – uanset hvem man er, hvor man kommer fra, og hvem man elsker.”

I listen af officielle partnere for Priden finder man også andre af erhvervslivets sværvægtere, som Lego og Maersk. Også Maersk, der, målt på omsætning, er landets største virksomhed, skriver på hjemmesiden for Copenhagen 2021, at man er stolt over at være officiel partner for Copenhagen 2021 og uddyber:

”Hos Maersk skaber vi en kultur, hvor alle kan føle sig hjemme. Vi arbejder ikke kun på tværs af kontinenter, vi arbejder på tværs af forskellige køn, generationer, etniciteter, kulturer, seksuelle orienteringer, religioner, handicaps og perspektiver.”

Det er med andre ord ret tydeligt, at der blandt nogle af dansk erhvervslivs helt store spillere er opstået en kæmpe interesse i at markere sin støtte til et arrangement, der hylder især seksuel mangfoldighed og retten til at være anderledes.

”Og det er noget, der særligt er sket inden for de seneste 10 år,” siger Mette Byriel-Thygesen, der er museumsinspektør ved Nationalmuseet i København, og som blandt andet har forsket i dansk seksualhistorie, ligestilling og homoseksualitet.

”Tidligere var Priden på mange måder kontroversiel og bestemt ikke noget, danske virksomheder havde lyst til at blive koblet med. Fra de første homoseksuelle gik på gaderne og demonstrerede i 1970’erne, og lang tid efter Priden begyndte i 1996, var det stort set kun folk fra miljøet selv, der var med. På nær nogle politikere fra venstrefløjen og organisationer som for eksempel Aids-Fondet. Andre så det mere som en slags karneval,” siger Mette Byriel-Thygesen.

I de første mange år var det især bøsser og lesbiske, der deltog i Priden, ”fordi de som minoriteter havde brug for at blive set og råbe højt for at blive anerkendt. Men i dag står ikke mindst virksomhederne i kø for at være med. Og mange af dem går endda med i optoget,” siger museumsinspektøren.

Når hun skal forklare, hvordan det kan være, at noget der tidligere blev set som et ”cirkus” eller karneval i dag bliver omfavnet af både virksomheder, fagforeninger og politikere fra næsten hele spektret på Christiansborg, peger hun blandt andet på, at Priden i dag handler om meget mere end seksualitet.

”Hvis man tænker over det, så er det jo især ord som ’diversitet’ og ’mangfoldighed’, virksomhederne bruger som begrundelse for deres støtte. Flere arbejdspladser har i de senere år indarbejdet netop det fokus i deres egen politik på arbejdspladsen, og det er værdier, som de gerne vil forbindes med. For støtten handler selvfølgelig også om branding. Ved at støtte Priden signalerer man både, at man er moderne og følger med tiden, hvor netop køn og seksualitet fylder meget i debatten,” siger Mette Byriel-Thygesen.

At det er blevet udtryk for at være i tråd med tiden, når man som virksomhed støtter en event som Copenhagen 2021, må man ifølge lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, Henrik Jøker Bjerre, også se som resultatet af en lang og sej kamp for anerkendelse, som de seksuelle minoriteter har kæmpet.

”Fra at have været udstødte og latterliggjorte er det jo en fantastisk udvikling og meget positivt, at kampen på den måde har forplantet sig til alment udbredte værdier og til intern politik på mange arbejdspladser i dag, hvor man bevidst arbejder med inklusion og diversitet,” siger han og tilføjer, at lgbti+-miljøet samtidig skal være opmærksom på, at det kan være en skrøbelig alliance eller ’kærlighed’, som man nu oplever fra både erhvervslivet og bredt politisk.

”Erhvervslivet er kun med og giver økonomisk støtte, så længe det er ufarligt. Så længe det flugter med den anerkendelse, som findes i majoritetssamfundet i forvejen, og hvor dette ikke føler sig væsentligt udfordret af minoriteterne,” siger Henrik Jøker Bjerre og tilføjer, at den brede anerkendelse nok især gælder gruppen af homoseksuelle, ”mens den er mindre eksplicit, når det gælder transseksuelle og folk med mere flydende kønsidentiteter,” som han siger.

Henrik Jøker Bjerre peger i den forbindelse på, at erhvervslivets omfavnelse af Priden skal ses i forhold til den overordnede ’politiske forhandling’ om, hvem der kan være med i ’det store vi’. For også her er mange politikere optaget af at finde – og hylde – den mere ufarlige mellemvej, mener han.

”Se for eksempel på Socialdemokratiet. På den ene side vil man gerne fremstå som garant for ’det frie samfund’, hvor alle er inkluderet. Men på den anden side er man også bange for at virke for outrerede, så når kønsforskere begynder at tale om, at køn er en konstruktion, og der derfor er meget mere at sige end kvinder og mænd, ja så bliver det for progressivt for S. For dér er de fleste af partiets vælgere nok ikke i deres opfattelse. Så det handler for mange af politikerne om hele tiden at finde balancen mellem at forsvare ’det frie samfund’ og samtidig vise, at man ikke vil tillade, at det traditionelle samfund begynder at erodere,” siger Henrik Jøker Bjerre.

Også museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen vil gerne prikke lidt til den danske selvforståelse som frisindets højborg som delvis myte.

”Hvis man tager den seneste undersøgelse af danskernes sexvaner- og holdninger, fra 2019, så viser den jo, at en ret stor del af befolkningen stadig har et negativt syn på homoseksualitet og især på mænd, der har sex med mænd. Og det kan da godt være, at vi var det første land i verden, som tillod registreret partnerskab mellem to af samme køn, men vi var kun nummer 12 i verden til at gøre det muligt for to af samme køn at gifte sig i kirken. Det var også så sent som i 2017, at transkønnethed ikke længere blev anset som en psykisk lidelse her i landet,” siger Mette Byriel-Thygesen.

Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, Mikkel Thorup, der gennem mange år har forsket i ikke kun politisk men også økonomisk idéhistorie, har også gjort sig nogle tanker om, hvordan man kan forstå den store interesse fra erhvervslivet i at støtte Copenhagen 2021. Helt overordnet ser han opbakningen som et udtryk for, ”at inklusion og mangfoldighed betaler sig,” som han siger.

”Udadtil har organisationer og virksomheder i årtier markedsført sig selv som gode, grønne, dyrevenlige, klimaneutrale og nu også antiracistiske og homovenlige. Det er ikke identitetspolitik men marketing, branding og imagepleje,” siger han og tilføjer:

”Lidt groft sagt: da slaveri og kolonialisme kunne betale sig, så gjorde man det. Når regnbuefarver kan, så gør man det. Det ene er klart bedre end det andet, men det er ikke udtryk for, at kapitalistiske virksomheder generelt set er i gang med at gøre profitmaksimering sekundært eller til et middel for at gøre godt i verden – det handler om, at det kan betale sig,” siger Mikkel Thorup.

Han mener også, at tendensen viser, at det politiske og det private (her forstået som private virksomheder) ikke længere klart kan adskilles. ”Alle handler i dag i et politiseret felt. Der er intet ’uskyldigt’ eller privat sted længere. Alle er blevet politiske aktører i det, vi kunne kalde ’kulturkrigen’.”