På den lille plads foran indgangen til Louisiana står tre lige så groteske som morsomme kæmpegræskar i bronze - et af kunstneren Yayoi Kusamas yndlingsmotiver. De anslår den uortodokse og legende tilgang, som præger udstillingen indenfor, og de sparker spøgefuldt liv i den 30 år ældre Henry Moores abstrakte kvindefigur, som har hvilet sig på pladsen i årtier.
Der er sat fulde sejl til udstillingen med den japanske kunstner, der er født 1929. Udstillingens kurator, Marie Laurberg, følger denne pragtfulde totaliscenesættelse op med en klog tekst i kataloget. Vi oplever en kunstner, som eksperimenterer beundringsværdigt og konsekvent i mange medier og materialer, og som ikke tøver med at udtrykke sig i de helt store formater. Udstillingen er organiseret således, at man arbejder sig igennem hendes mange eksperimenterende faser og til slut føler sig fortrolig med hendes univers og ”greb”.
Kusama voksede op i en borgerlig familie i provinsbyen Matsumoto, som ligger i et bjergrigt område 200 kilometer vest for Tokyo.
Hun river sig tidligt løs, og kunsten bliver redskabet, hvormed hun finder sig selv og holder de mørke kræfter i sit sind ude. Hun bliver en brobygger mellem Østens og Vestens kunst. Hendes værk falder i to dele - før og efter USA - men hendes senere udvikling ligger allerede i kim i de minutiøst komponerede, mangelagede naturstudier, som hun skaber som autodidakt kunstner i 1950'ernes Japan.
I slutningen af 1950'erne flytter hun til USA - først til Seattle og dernæst til New York - og bliver en del af 1960'er-avantgarden. Det er historien om den unge japaner, som trodser sin konservative familie og forlader sit hjemland for at få luft under vingerne. Hun kan ikke blive den kunstner, som hun gerne vil være, i sit kvindeundertrykkende og stokkonservative hjemland, så hun søger mod Vesten. Sejt, vedholdende og ludfattig arbejder hun sig op i kunstens hierarki i New York - den vesterlandske efterkrigstidskunsts mekka.
Hun får hurtigt vind i sejlene og et stort kontaktnet. Hun kommer til at dele arbejdsplads og seng med Donald Judd i et fællesatelier med blandt andre Eva Hesse, ligesom hun udstiller sammen med toneangivende avantgardekunstnere som Piero Manzoni, Yves Klein, Mark Rothko og Lucio Fontana på en gruppeudstilling i Tyskland.
Kusama foregreb tidligt den omsiggribende selviscenesættelseskultur, som er accelereret med de sociale medier. Den lille japanske kvinde performer gerne i sit selvskabte univers og går i ét med værkerne iklædt polkaprikkede dragter og rød paryk. Således glider værk og kunstner i ét, sådan som vi har set det hos blandt andre surrealisten Salvador Dalí og popkunstneren Andy Warhol. Som den karakteristiske kunstnerpersona, der brander sig så talentfuldt, får også designverdenen øje på hende. Blandt andet kreerer hun modeartikler for luksusmodehuset Louis Vuitton.
I USA bliver hun i 1960'ernes slutning og 1970'erne hippiebevægelsens og den frigjorte seksualitets ypperstepræstinde. Hun designer tøj, der kan anvendes under gruppesex, med åbninger, dér hvor de er praktiske at have, og hun laver nøgenperformances, som falder myndighederne for brystet, da hun forsøger at omplante dem til det bornerte Japan. Kusama er en af de tidligste eksponenter for performancekunsten. Også dette aspekt af hendes værk kan nu opleves på Louisiana.
Udstillingen er organiseret efter temaer. Først ”Spiren”, som omfatter ungdomsværket. De næste rum er dedikeret til ”Uendeligheden” med malerier med omtalte uendelighedsnet, som følges op af hendes spektakulære og sære tredimensionale værker fra 1960'erne, hvor hun gør brug af ”Ophobninger”: En lænestol, en stige, et strygebræt er overbegroet med stofbeklædte, falloslignende gevækster - og senere (i 1981) en robåd, som virker organisk overbegroet af tæt voksende, sølvfarvede gevækster.
Disse ophobninger udtrykker på én gang en neurotisk hang til repetition og nok en gang en manisk trang til udfyldning af alle tomme felter. Udstillingen kulminerer i temaet ”Polkaprikkernes præstinde”, hvor Kusama går amok i polkaprikker. Alt får polkaprikker: hesten, hun rider på, fotografier, mode med videre. Det bliver en besættelse. Disse ikoniske værker gør hende verdensberømt og populær i vide kredse. Udstillingen følger hendes udvikling op til i dag med afsluttende fokus på kosmosaspektet og hendes helt nye serie af mønstermalerier med titlen ”My Eternal Soul”, hvor hun overvinder dødens mørke med sin kunst og hylder ”mennesket ansigt til ansigt med universet”, som hun skriver.
Værkerne breder sig i rum efter rum i Louisianas sydfløj. Hendes frodige, legende og smittende kunst indtager vægge og gulve, og vi oplever også en række fascinerende spejlinstallationer, der multiplicerer hendes polkaprikker uendeligt. Her står publikum parat med deres smartphones og får skudt nogle uendelige selfies. Nogle rum er malet gule som græskar eller røde, så de understøtter de hvidprikkede, røde former, som indtager dem som farlige aliens. Udstillingen omfatter maleri, collage, skulptur, installation, performance, litteratur, film, design, relieffer og meget andet.
Omdrejningspunktet er imidlertid Louisianas permanente installation Gleaming Lights of the Souls (2008), som museet erhvervede i 2010. Værket samler alle Kusamas bestræbelser i ét favnende greb. Det er en svimlende oplevelse at gå ind i dette spejlkabinet med de mange små lysende kugler, som skifter farve i en - synes det - kosmisk rytme. Det er et af Louisianas mest populære værker, et senværk, som Kusama skabte, da hun var næsten 80 år. Det er rørende smukt og udgør et epicenter i det publikumsvrimlende museum. Her kan man åbne sindet og få pulsen ned. Det er et værk, som går i dybden og i sjælen. Det trænger man til efter denne omvisning i et ellers visuelt larmende værk, som ellers i den grad befinder sig på overfladen - uden på nogen måde at være overfladisk, for Kusamas værker er så enestående, eksistentielle - og helt uforglemmelige.
Det er første gang, at det skandinaviske kunstpublikum kan opleve Yayoi Kusama i fuldt udtræk, hvilket kan undre, da hun har været vist på talrige udstillinger i udlandet og er blevet hædret og prist overalt. Dertil kommer, at hun længe har været kunstnerisk forbillede, ja en slags kultfigur, for mange yngre kunstnere. Det er derfor fint, at udstillingen vil turnere til Skandinaviens storbyer efter Louisiana.
kultur@k.dk