Debutroman af tidligere teaterchef Preben Harris er underholdende

”Prins Hamlet af Svaneke” er en varm og livfuld beretning, hvor Harris med udgangspunkt i erindringer fra halvtredserne fortæller om to unges kærlighed med dens op- og nedture.

Nok er ”Prins Hamlet af Svaneke” i høj grad en teaterroman. Men Preben Harris har tilsyneladende villet undgå, at den helt lukker sig om verden i og omkring rampelyset. Arkivfoto.
Nok er ”Prins Hamlet af Svaneke” i høj grad en teaterroman. Men Preben Harris har tilsyneladende villet undgå, at den helt lukker sig om verden i og omkring rampelyset. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen

Det er aldrig for sent at påtage sig en ny rolle. Jeg skal ikke kunne sige, om Preben Harris har tænkt sådan. Men han har handlet derefter: Han har været teaterchef i sammenlagt 43 år og fejrede for kort tid siden sit 60-årsjubilæum som skuespiller og instruktør. Og nu er han debuteret overbevisende som romanforfatter.

”Prins Hamlet af Svaneke” er en varm og livfuld beretning, hvor Harris med udgangspunkt i erindringer fra halvtredserne fortæller om to unges kærlighed med dens op- og nedture. Det hele – og det vil sige ganske meget – begynder på Bornholm, hvor hovedpersonene, Anne Marie og Hans Peter, bliver studenter i 1956. Vi følger dem til København, hvor hun skal læse kunsthistorie og han teaterhistorie.

Meget bliver det dog ikke til for Hans Peters vedkomende. Han vil hellere selv være skuespiller end læse om andre, der er det. Hans far, fiskeskipperen, brummer ildevarslende hjemme i Svaneke. Han havde foretrukket at få en akademiker i familien, dens i givet fald første af slagsen. Men den lurende konflikt glattes hurtigt ud. I øvrigt nærmest som forventet: Den djærve optimisme, der indgår i bogens fortællestemme, overbeviser læseren om, at de vanskeligheder, der opstår, nok skal blive overvundet.

Dette gælder ikke mindst Anne Maries og Hans Peters på forskellige måder hårdt prøvede forhold. Jalousien fra hendes side kan være heftig, og ubegrundet er den ikke altid – med hidsige brud til følge. Det er i overensstemmelse med romanens ånd, når harmonien mellem dem ikke alene genoprettes, men også – sådan virker det – fordybes: Deres forhold viser sig stærkt nok til at rumme en tragedie.

Preben Harris’ fortrolighed med stoffet præger i særlig grad passagerne fra det københavnske teatermiljø. Hele tiden er man forvisset om, at de er skrevet af en mand, der kender det indefra – og både på godt og op ondt. Misundelsen kan syde. Men når det virkelig gælder, er der medlevende menneskelighed at støtte sig til.

Et hovednummer fra miljøet er et kosteligt afsnit om de to unge bornholmeres møde med ”den påtrængende frigjorthed” hos scenens folk – med deres afstikkende normer i forhold til de unges egen baggrund, den velbjærgede borgerlighed.

Mange af de portrætter, som Harris giver af skuespillere og andre fra teatret, opfatter jeg uden nævneværdig tøven som værende måske endda meget tæt på virkeligheden. Jeg føler mig i de pågældende sekvenser som gæst i en nøgleroman. Om man er i stand til at dechifrere de agerende på bogens scene, har ikke den store betydning. For personerne har ikke kun overtaget eventuelle modellers liv. De har også deres eget, tegnet som de er med effekt og humor – samt med smerte, ensomhedens afmægtigt maskerede smerte.

Det er via Hans Peter, vi lærer teatret at kende. Han optages på ”Privatteatrenes Elevskole” – og det er dér, han skal være. Hurtigt opnår han succes, kulminerende med at han skal spille Hamlet, hvad der får en begejstret journalist til at udråbe ham til ”Prins Hamlet af Svaneke”. Men fejringen af det fremstormende talent står i grel modsætning til det, der samtidig sker i hans privatliv: Anne Marie føder en døende dreng med store deformiteter, som skyldes thalidomid. Anne Marie rammes af fødselspsykose, men kommer sig, før vi forlader hende.

Nok er ”Prins Hamlet af Svaneke” i høj grad en teaterroman. Men Preben Harris har tilsyneladende villet undgå, at den helt lukker sig om verden i og omkring rampelyset. Ikke alene ved at inddrage intimsfæren, men også ved at give overordnede glimt af samtiden som i forbindelse med Sovjetunionens overfald på Ungarn i 1956. Hans Peter deltager blandt andet i en demonstration ved den russiske ambassade, kommer i ”vildt klammeri” og må tilbringe natten i politiets varetægt.

Men vigtigere: Tiden er til stede som en grundstemning i den underholdende og til dels gribende historie.

kultur@k.dk