Prinsesser sover på gaden, og drømmene lever: Teaterfestival forvandler Avignon i Sydfrankrig

En af verdens største teaterfestivaler er i gang i Sydfrankrig. Skuespillere kæmper fra gade til gade om publikum

Avignon er fuld af udklædning. Her er Disney-prinsesser ude at reklamere for deres stykke, der sætter spørgsmålstegn ved prinsesse-idealet.
Avignon er fuld af udklædning. Her er Disney-prinsesser ude at reklamere for deres stykke, der sætter spørgsmålstegn ved prinsesse-idealet. Foto: Anders Ellebæk Madsen.

En vogn med pirater kommer kørende om hjørnet med høje råb. Det er skuespillere, der er på gaden for at gøre opmærksom på, at man kan opleve dem på scenen i aften. En af verdens største teaterfestivaler er nemlig i gang, og der er forestillinger og koncerter overalt i Avignon.

I den smukke middelalderby foregår det som i middelalderen: Teatret kommer ud på torve og pladser og møder folk, hvor de er.

En høj mand med alvorlig mine skiller sig ud i gadebilledet. Han bærer en lang sort frakke i 35 graders varme. Snart står han på scenen i Theatre de l’Etincelle og præsenterer sig som en mand, der er blevet gjort grin med – og en mand, som nu finder tilværelsen ligegyldig. Det sker i Fjodor Dostojevskijs fortælling ”Et latterligt menneskes drøm”.

Han optræder en time alene i den afkølede sal. Den alvorlige mand ransager sig selv – og særligt sine egne fejl og mangler. Han når hurtigt frem til et spørgsmål, som er helt ude på kanten af eksistensen:

”Jeg har besluttet at begå selvmord, lagt en pistol frem på bordet og er altså snart væk. Men hvordan kan det så være, at jeg i den grad føler medlidenhed med den lille pige i nød, som jeg skubbede fra mig på gaden, da hun bad om hjælp i dag? Den slags burde ikke længere betyde noget for mig, når jeg ikke eksisterer om et par timer.”

Sådan lyder det både simple og svære ræsonnement leveret af skuespilleren Jean-Paul Sermadiras.

Det latterlige menneske undrer sig. Og på en måde redder det hans liv. For i stedet for at skyde sig selv falder han i søvn midt i selvransagelsen. Han drømmer om et kærligt broderskab af uselviske mennesker.

Da han vågner, er Dostojevskijs samvittighedsmenneske blevet en anden. Han vil ikke længere dø. Tværtimod. Han løber ud ad døren for at hjælpe den lille pige, han tidligere svigtede.

Ude på gaden er murene dækket af teaterplakater. De viser, at der også er masser af nyskrevet dramatik ved siden af klassikere af Molière og Dostojevskij. Der er tilsvarende mange unge og mange amatører på festivalen, der har navnet Off, og de tænker nyt og anviser andre retninger for landets rige scenetradition.

Pludselig står der en flok farvestrålende skuespillere klædt ud som Disney-prinsesser. De vil med deres teaterstykke vise, hvad der sker, når den lyserøde pigedrøm møder den barske virkelighed. En prinsesse, der ligger sovende på gaden med en flaske rom i hånden, giver et fingerpeg om svaret.

En gruppe af mennesker med handicap deler reklamer ud for et stykke, der fortæller om Stalins brug af psykiatriske institutioner. De bærer blå dragter, som indlagte havde i gamle dage på den lukkede afdeling.

Et fransk ægtepar skændes så højt på en café, at folk kigger forlegent væk. Det viser sig at være en gimmick for at få besøgende ind til et skuespil om moderne samlivsproblemer.

Der kæmpes fra gadehjørne til gadehjørne for at få teatergængere i tale, og det er der en god forklaring på. Den giver skuespiller Laurent Brunetti, der er ude for at fortælle om sit stykke ”Ni Brel, ni Barbara” (Hverken Brel eller Barbara).

”Avignon-festivalen er en af verdens største teaterfestivaler. Det er et udstillingsvindue. Der er mange topfolk fra branchen her. Så hvis man gør et godt indtryk, kan man blive opdaget og få sit stykke på større teatre,” siger Laurent Brunetti, der tilføjer, at han har lagt til side for at være her.

”Hver teatergruppe skal leje sig ind hos et teater. Mange kommer hjem med underskud, også selvom de har sparet sammen længe for at få råd til at tage til Avignon og optræde.”

Drømmene lever på festivalen. Ilden brænder i Avignon – også hos de mange kunstnere, der er uden statsstøtte og stort budget.

”Kom og se os. Det handler om vores identitet,” siger Laurent Brunetti.

Og så er han videre for at dele brochurer ud til de næste forbipasserende på gågaden.