Nogle forfattere holder deres læsere i hånden og hjælper dem gennem siderne. Andre kaster dem lukt ned i en malstrøm af ord, hvor de selv må forsøge at holde sig oven vande.
Østrigske Friederike Mayröcker hører til i sidstnævnte kategori. Tag bare hendes suveræne ”Rejse gennem natten”, der udkom på tysk i 1984 og nu omsider er oversat til dansk. En ukategoriserbar, vild og vildt smuk tekst, der trods et genkommende ”kan du følge mig” virker fuldkommen uinteresseret i at please læseren.
Den indstilling kendes fra en anden østrigsk mester, der i de her år udkommer på dansk, nemlig Thomas Bernhard. Men hvor han på sin egen excentriske og über-gnavne facon er fortæller, så er fortællingen kun en overfladisk ramme i Mayröckers store selvbiografisk farvede værk og således også i ”Rejse gennem natten”, hvor en kvinde foretager en togrejse fra Paris til Wien. Og det hele begynder sådan:
”Vi er på vej tilbage fra Frankrig, min TILHVISKER og jeg, og for et øjeblik siden så jeg de koldt hængende engdrag feje forbi sovekupéen, med sløret blik, fordi nattetimerne gav mig lyst til at græde og forbande og så videre.”
Citatet er sigende for den lille bog med det store indre rum, hvor spørgsmål og skønhed rejser sig af hver eneste side. For hvor man kan nyde en beskrivelse som ”de koldt hængende engdrag”, må man også undre sig over, hvem denne ”TILHVISKER” er, og hvorfor vedkommende skal skrives med versaler.
Som læsningen skrider frem, står det dog nogenlunde klart, at kvinden rejser med en elsker, Julian, og hjemme i Wien har en anden mand, Lerche. Og helt sikkert er det, at kvinden er syg – som Mayröcker selv var det, da hun skrev bogen – og at hun ikke bare nærmer sig endestationen i bogstavelig, men også i overført forstand. Døden presser sig på, og det giver sig udslag i vidunderligt formulerede spørgsmål som dette: ”Hvor mange gange vil vi endnu se kirsebærtræernes sortskinnende grene om foråret og grønsisknerne, lærkerne, gulspurvene, finkerne i træet?”
Disse glimt af sart poesi lyser op overalt i ”Rejse gennem natten”, der ikke kun er en rejse i det ydre, men også i det indre, hvor tanker om døden hvirvles ind i Mayröckers karakteristiske stil, der er let at forveksle med stream of consciousness – altså en uordnet strøm af tanker og indtryk.
Men som forfatteren Madame Nielsen gør opmærksom på i sit begavede efterord, er det snarere en ordnet ”strøm af skærver – af notater, syn, dialoger, scener, erindringer, sprogmutationer, alliterationer, associationer, poetikker, refleksioner, hallucinationer og citater fra de forfattere, hun for tiden læser...”
Resultatet er i hvert fald et intenst prosalyrisk trip, der kun kan sammenlignes med andre værker af Mayröcker, der gavmildt byder på neologismer – nye orddannelser – og på ordsammensætninger baseret på lydlig eller grafisk lighed.
Et eksempel på det første er, når hun skriver om Julians ”velkendte vedsidenafmigvejrtrækning”, et eksempel på det andet, når hun skriver om et ”slag- og slangetilfælde”.
Det siger sig selv, at oversætteren har været på sit livs opgave, og Eva Botofte har løst den eminent. Med musikalitet, opfindsomhed og intelligens. Det er derfor også helt på sin plads, at hendes navn står på bogens forside, under Mayröckers. Men måske skulle der ikke have stået ”Oversat af Eva Botofte”, men ”Gendigtet af Eva Botofte”. For det er dét, hun har gjort, og det er det eneste, der giver mening i forhold til en så original forfatter som Mayröcker. Der i øvrigt overlevede den mave- og nyresygdom, hun led under, da hun skrev ”Rejse gennem natten”.
I dag er Mayröcker 94 år og ser ud til at kunne overleve det meste. Men dødens mærke er overalt i ”Rejse gennem natten”, og det samme er det viltre, egensindige sprog, der er udtryk for det stik modsatte. For livsdrift og livsglæde. Som læser er det bare at lade sig rive med.