Prøv avisen

Pris på Jagtvej 69 falder dramatisk

Køberen af Ungdomshusets gamle adresse er afsløret. Firmaet Procasa gav 1,75 millioner kroner for grunden, men vil ikke presse byggeri igennem mod andres vilje

Prisen er faldet dramatisk for den københavnske adresse Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset stod, til det blev nedlagt under stor dramatik.

I marts blev den tomme grund overtaget af investeringsselskabet Ventureinstituttet for otte millioner kroner. En måned senere blev grunden solgt videre for kun 1,75 millioner kroner, kontant.

Den seneste køber, rådgivningsfirmaet Procasa, ser prisen i sammenhæng med den helt særlige historie omkring Jagtvej 69. Det fortæller firmaets direktør Carsten Tidgen Houtved.

- Det er en ejendom, som er omgærdet af meget politik og følelser. Og den kan være meget svær at udvikle. Derfor var vi interesseret i at købe den på det prisniveau, siger direktøren.

Prisen er sat midt imellem vurderinger fra to uvildige ejendomsmæglerfirmaer. Fordelen ved grunden er, at den nye bygning kommer til at ligge tæt ved en metro station.

Den nye ejer af Jagtvej 69 er ved at planlægge et byggeri, som skal drøftes med Københavns Kommune i efteråret. Der kan blive tale om erhverv i bunden og boliger ovenpå, fortæller direktøren fra Procasa.

Firmaet har ingen kontakt med de tidligere brugere af Ungdomshuset og har ikke tænkt sig at inddrage dem.

På den anden side har Procasa ikke tænkt sig at forsvare sit byggeri bag vagtværn.

- Hvis vi vurderer, at der problemer omkring det, så bliver det bare ikke gennemført. Vi har ikke nogen ambitioner om at presse noget igennem mod andres vilje. Vi vil lave noget, der kan bære og som kan støttes, siger Carsten Tidgen Houtved, Procasa.

Frikirken Faderhuset, gav 2,6 millioner kroner for grund og hus, da ejendommen blev købt af kommunen.