"At leve er at lyve." Sådan skriver digteren Thomas Boberg i sin nye samling ”69 dæmoner”, som han har skrevet i en meget stærk bølge af inspiration som ét langt faderopgør. Men det hele begyndte – måske – med et besøg af løgnens fader.
”Det føltes i hvert fald satanisk, som om jeg fik besøg af Djævelen selv, da jeg en nat omkring sidste nytår sad på mit arbejdsværelse på Fejø og så en tynd skygge med sit eget uhyggelige liv på væggen – lidt som H.C. Andersens ’Skyggen’. Tro det eller ej, men jeg fik et syn af, at der kom en skygge ud af væggen, og jeg havde det, som om at der stod én i rummet,” siger Thomas Boberg, der stadig ikke ved, om han skal tolke oplevelsen religiøst eller som et udslag af sin fantasi.
”Først blev jeg skræmt, men så fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge synet til at skrive,” siger han og tilføjer, at scenen føltes lidt som åbningen af Goethes "Faust", ligesom at den kan lyde lidt som Karen Blixens efterhånden berømte pagt med Djævelen, hvor Djævelen forsøger at slå en handel af med endnu en kunstnerisk sjæl.
Thomas Boberg befinder sig selv i den litterære superliga og har modtaget en lang række priser som forfatter, herunder Det Danske Akademis Store Pris i 2012, men selv er han ikke altid kommet nemt til ordene. Hans forrige digtsamling, ”Forberedelse til livet”, tog syv år at skrive, men i åbningsdigtet i den nye samling lover Djævelen digter-jeget, at han vil komme til at skabe igen. Denne gang er samlingen blevet skrevet på blot godt en måned.
”I mit syn på mit arbejdsværelse var det netop sådan en Faust-oplevelse af, at Djævelen kom til mig fra det hinsides og dødsriget, som Djævelen jo har adgang til, for at slå en handel af med mig, så han stadig kunne have en hovedpersonrolle i mit liv. Og det satte mig simpelthen i gang med at skrive," siger han.
"Digtsamlingen er bygget op som et slags kammerspil mellem to jeger – Djævelens jeg i forskellige faderskikkelser og digter-jeget, der svarer igen, så Djævelen i sine forskellige inkarnationer bliver modsat, for jeg syntes, at det var vigtigt, at der kom en modsigelse, og gennem digtene prøver jeget da også at modstå denne faustiske fristelse."
Thomas Boberg peger på, at digtsamlingen samtidig kan læses som én lang forsagelse af de forskellige faderskikkelser, som gennem livet har gjort ham ondt eller fristet ham og ledt ham i uføre.
På den måde indskriver den erfarne digter sig i en aktuel litterær tendens, der gør op med det, som forfatteren Glenn Bech her i avisen har beskrevet med den ofte brugte betegnelse ”giftig maskulinitet” – temaet i forfatterens debutroman ”Farskibet”. Og sidste år udsendte Christian Dorph digtsamlingen ”Jeg slog min far ihjel” som et opgør med lægefaderen, der også endte med at begå selvmord.
Thomas Bobergs egen stedfar var også læge, men lever stadig, så det må ikke være rar læsning at læse samlingens mest selvbiografiske digt, ”Historien”, hvor der direkte står, at stedfaderen selv syede Bobergs søster sammen, efter at han havde kastet hende ind i dørkarmen – og derefter ovenikøbet bad alle i familien om at fortælle til andre, at hun selv var faldet, så sladderen ikke løb i skolegården. I digtet skriver Boberg blandt andet:
”Far er god / Far syr mennesker sammen / Du syede selv en mundkurv på hver af os /og en morgen mange år senere / brændte jeg mundkurven væk / med alkoholens flamme.”
En sød mand, der svigtede
Alkoholen er en dæmon, Thomas Boberg selv har bekæmpet. For tre år siden holdt han helt op med at drikke for at frigøre sig fra myten om, at den sande kunstner absolut skal drikke og samtidig beruse sig så meget i sit eget kunstnerego, at der ikke er plads til noget andet end ham selv. For det er i udtalt grad mænd, han retter sin kritik imod med sine nye digte, som handler om meget andet end hans egne barndomstraumer, der har ulmet i hans forfatterskab længe.
”Jeg har tidligere skrevet om min stedfars vold, og meget af mit forfatterskab kan også læses som et faderopgør. For det var ikke trygt for mig at vokse op hos min mor og stedfar på Østerbro. Min mor var decideret psykisk syg og forsøgte endda på tidspunkt at begå selvmord, og der var både psykisk, men også fysisk vold i hjemmet. Min stedfar anførte en systematisk mobning af især min søster, der var Turner-barn, hun passede ikke ind i forældrenes forventninger, og vi søskende deltog i mobningen af hende. Det fortryder jeg meget i dag, selvom det jo er de voksne, der har ansvaret for, hvad der sker i en familie. Og for mig og mine søskende er min stedfar blevet et billede på en voksen, der ikke levede op til sit ansvar,” siger Thomas Boberg, der ikke har kontakt til stedfaderen i dag.
”Min stedfar slog selv hånden af mig, da jeg fik kontakt til min biologiske far, efter at min søster fandt en dåbsattest, der viste, at jeg havde en anden far. Og min biologiske far kom så ind i billedet og blandede sig, da min stedfar ville sende mig på kostskole. Så i stedet kom jeg til at bo med min biologiske far i Roskilde, så jeg havde flere fædre i barndommen.”
Thomas Bobergs biologiske far havde selv dæmoner at slås med, og titeldigtet ”69 dæmoner” hentyder til, at faderen blev 69 år, forklarer digteren.
”Min far var en sød mand, der aldrig var voldelig og utilregnelig. Han svigtede bare, da han forlod min søster og mig. Men denne bog er det totale faderopgør, der handler om mere end barndomstraumer. For jeg synes, at det er på tide at gøre op med alle de myter, jeg er vokset op med, ikke mindst den kunstneriske myte om den totale frihed, så man er klar til at gå over sine egne børns lig for sin kunsts skyld. Jeg har bokset med det tema i utroligt mange år, men efter nogle af de kunstnere, som jeg havde set op til, døde, så slap det hele fri i mig. For behøver man at drikke for at være en god kunstner? Og skal man virkelig være villig til at svigte sine børn for sin kunsts skyld?”, spørger han og tilføjer:
”Det er for eksempel myten om, at den kunstneriske frihed stod over alt andet, og det er på tide at gøre op med de kunstneriske patriarker, der hensynsløst skabte sig et rum til sig selv på andres bekostning. Men det drejer sig ikke kun om kunstnere, men om en bestemt mandefigur, der har sit eget ego som øverste myndighed. Der er også et krigsdigt, hvor jeg ikke nævner Putin, men det handler jo om ham, som jeg kalder for krigsfar.”
Hvor efterlader dit totale faderopgør så den moderne mand?
”Det efterlader ham jo ikke på en tom parkeringsplads,” siger han med et smil i stemmen og tilføjer, at man(d) jo bare må kigge på sig selv og sine vaner, så man opfører sig på en anden måde end tidligere. Så digtsamlingen kan også læses som et opgør med egoismen og narcissismen i både kunsten og samfundet, forklarer han.
To mirakler
Thomas Boberg tøver et øjeblik, før han svarer på, hvordan han selv har været far for sine tre børn fra tre forskellige forhold.
”Hvis jeg skal være god ved mig selv, vil jeg sige, at jeg er blevet en bedre far med årene. I dag kan jeg se, at jeg ikke var nærværende nok over for min ældste søn, der er 32 år i dag. Men som jeg skriver i et af digtene, forstår man måske også mere, når man bliver ældre, selvom man kan undre sig over, at det skal tage så lang tid at erkende de mest banale erfaringer. Og det er ærgerligt, at det nogle gange kræver, at folk bliver syge, før de forstår, at kærligheden er en grundlæggende kraft i universet og i det individuelle liv. Men det er også blevet klarere for mig, efter at jeg selv har været konfronteret med døden på det seneste,” siger han. Der er tavst et øjeblik, før han fortsætter:
”For tre år siden var jeg tæt på at dø af en forgiftning af malariamedicinen Lariam, mens jeg lå på 16. etage på Rigshospitalet. Min lever var ved at sætte ud, og lægerne troede, at det var slut, men så regenererede den sig helt mirakuløst. Min sygdom betød dog, at jeg måtte sige farvel til alkohol. Og så skulle man tro, at jeg blev klogere, men da jeg var ude at rejse, ville jeg med en teenagers dumdristighed bevise, at jeg stadig kunne drikke og ikke var blevet kedelig, så jeg drak 15 øl på én dag, men det fik mig til at indse, at jeg ikke kan styre det, så nu er jeg holdt helt op. Og det er en kæmpe befrielse. Jeg føler mig mere vågen. Og jeg tror egentlig, at det er vores største ansvar: at være vågne over for hinanden. Især når man har ansvaret for børn.”
Hvad er så din egen største dæmon i dag?
”Det er stadig min tendens til at glide ind i mig selv, så jeg ikke er nærværende. Jeg tror meget, at livet handler om at være nærværende. Især i sine nære relationer," siger han.