Det kan godt være, at filmen hedder “Apolonia, Apolonia”, og at den præsenterer hovedpersonen Apolonia Sokol som en lysende stjerne. Men tag ikke fejl. Det er filmens instruktør, Lea Glob, der er stjernen her.
Det er hende, der ydmygt trækker sig tilbage, retter kameraet mod Apolonia Sokol og fortæller os, hvor fantastisk et menneske Apolonia er. Og Lea Glob gør det så effektivt, at vi faktisk tror på, at Apolonia er noget helt specielt. Og at det liv, hun har levet, har en næsten overjordisk glans.
"Jeg vidste ikke, at det var selve livet, jeg filmede," konkluderer Lea Glob hen mod slutningen af ”Apolonia, Apolonia”. Og vi tror på hende. Apolonia Sokol har en særlig råstyrke. Hun er indbegrebet af en kunstnerisk flamme. Men altså – alle mennesker bærer jo rundt på livet. Vi har alle en livshistorie, der bærer livets utrolige styrke i sig. Dermed ikke sagt, at Apolonia ikke er spændende, eller at Lea Glob prøver at bilde os noget ind. Men når ”Apolonia, Apolonia” er så usædvanlig og uudgrundelig en film, er det, fordi Lea Glob på så overbevisende vis får os til at stole på, at Apolonia Sokol besidder noget ekstraordinært.
Apolonia er skam også særlig. Hun voksede op blandt bohemer og fantaster i noget så eksotisk som et lille, ludfattigt og eksperimenterende teater i Paris. Hendes forældre, en polsk mor og en fransk far, filmede sig selv, mens de havde sex og skabte Apolonia. De filmede også Apolonias fødsel, så man til enhver tid kan høre Apolonias mor råbe "Apolonia! Apolonia!", da pigen er blot få sekunder gammel. Senere placerede de båndene, så Apolonia ikke kunne undgå at finde og se dem. Så blev de skilt, og Apolonia flyttede med sin mor til Danmark. Inden hun som 18-årig vendte tilbage til Paris.
Flere år senere flyttede en af aktivistgruppen Femens stiftere, Oksana Shachko, ind hos Apolonia i det gamle teater i Paris, hvilket gjorde teatret til et mål for russiske nationalister og andre feministhadere. Således ser Apolonia ud til at suge alverdens eksotiske og farverige begivenheder til sig, alt imens hun forsøger at slå igennem som kunstmaler. Det bringer hende blandt andet forbi Los Angeles, hvor mere eller mindre lyssky mænd hjælper hende frem – eller nok snarere udnytter hende.
Alle de situationer filmer Lea Glob med sit trofaste kamera. Gennem 13 år filmer hun løs, lige fra hun får opgaven "Film et menneske" på Den Danske Filmskole. Egentlig skulle hun bare skabe en kortfilm med Apolonia, men hun kan ikke stoppe med at filme. Der sker hele tiden noget omkring Apolonia. Og til sidst står hun med nogle optagelser og et perspektiv, der handler om både kvinder i kunst, kønsbalance, tilværelsens tilfældigheder og livet selv. Og så væver Lea Glob sig selv ind i Apolonias fortælling, lige fra hun som barn sidder model for sin malende morfar, til hun ligger døden nær på grund af en infektion under en fødsel, og til hun til sidst perspektiverer den vildtvoksende historie, hun lige har fortalt os.
Der er hele tiden en nænsomhed og en nysgerrighed i Lea Globs tilgang til verden. Hun er aldrig bombastisk, snarere poetisk, når hun sætter ord på sin besættelse af Apolonia. Og til sidst er der ingen tvivl om, at den Apolonia, vi møder i ”Apolonia, Apolonia”, er et spejl af Lea Glob. Apolonia Sokol bærer en tilgang til livet, som Lea Glob ønsker, vi skal se.
”Apolonia, Apolonia” er ikke en film, der uden videre er til at beskrive med en enkelt sætning. Men takket være Lea Glob bliver den bundet sammen til et fascinerende tværsnit af verden. Det er helt klart hende, der er stjernen her.
Apolonia, Apolonia. Instruktion: Lea Glob. Manus: Lea Glob og Andreas Bøggild Monies. Kamera: Lea Glob. 116 minutter. Danmark 2023. Vises under festivalen CPH:DOX, der finder sted til og med søndag, samt i udvalgte biografer.