Prisbelønnet forfatter: I store dele af verden er venlighedens historie groet sammen med kristendommens

Forfatteren Jens Christian Grøndahl fortæller i bogen ”Min svage tro” om Bibelens indflydelse, sin egen tro og kunsten at lade sig gribe. Kristeligt Dagblad bringer her et uddrag fra bogen, der udkommer den 31. august

”Enhver af os får undervejs gennem livet grund til ikke bare at være taknemmelige for fremmedes venlighed. Vi opdager med tiden, hvor afhængige vi er af den,” skriver Jens Christian Grøndahl, som her er fotograferet i Det Kongelige Biblioteks Have
”Enhver af os får undervejs gennem livet grund til ikke bare at være taknemmelige for fremmedes venlighed. Vi opdager med tiden, hvor afhængige vi er af den,” skriver Jens Christian Grøndahl, som her er fotograferet i Det Kongelige Biblioteks Have i København, i sin nye bog. Foto: Leif Tuxen

I slutningen af Tennessee Williams’ skuespil ”A Streetcar Named Desire” fra 1947 er det gået dårligt for Blanche DuBois. Det var det allerede, da hun ankom til arbejderkvarteret i New Orleans for at slå sig ned hos søsteren Stella og hendes mand, den grove Stanley Kowalski.

Stykket handler om social deroute og frygten for den, ikke mindst. De to søstre stammer fra et velhavende hjem, men hvor Stella har resigneret, kæmper Blanche mere og mere desperat og forgæves for at opretholde illusionen om stil og klasse.

Hun var skabt til noget bedre, det er baggrunden, da Stan har voldtaget hende, og hun sindsforvirret bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun til en sympatisk læge siger sin berømte slutreplik:

”Whoever you are – I have always depended on the kindness of strangers.”

Man fornemmer, at det ikke kun er almindelig hjælpsomhed, hun tænker på. Hun hentyder også til den hjælpsommes gode vilje til at samarbejde med hende i selvforståelsen som forkommen prinsesse.

Vi er ikke alle sammen forkomne prinsesser, men enhver af os får undervejs gennem livet grund til ikke bare at være taknemmelige for fremmedes venlighed. Vi opdager med tiden, hvor afhængige vi er af den. Det kan være en hjælpende hånd i den yderste nød, men det kan også være så lidt og dog meget som det venlige smil i mængden, der et øjeblik spreder ens triste tanker, så man får en lettere gang.

Man kan møde spontan venlighed overalt på kloden, i alle samfundslag, og hver kultur har et overleveret sprog for den. Sproget beskriver noget, der allerede findes, i begyndelsen var venligheden, men dens kulturelle udtryk fremmer den. Ordet skaber, hvad det nævner. I store dele af verden er venlighedens historie groet sammen med kristendommens. Middelalderens munke og nonner plejede de syge, men evangeliernes greb om sindene har også været en påmindelse til alle andre om at give venligheden plads. I et hårdt og utrygt liv er det ellers en lige så nærliggende impuls at være sig selv nærmest.

I vores variant, og det vil sige Luthers, har vi lært, at vi ikke skal gøre gode gerninger med henblik på frelse. Hvis vi på den måde nærmer os Gud med vores argumenter for benådning, fjerner han sig lige så stille. Nåden er en gave, må vi forstå, og vores fejlbehæftede stand er et vilkår, man ikke kan meritere sig ud af. Det betyder bare ikke, at vi slipper for at forholde os til næsten. Ikke engang i velfærdsstaten, hvor man ellers skulle synes, at systemet på pålideligste vis har taget over, fordi alt ellers ville stå og falde med vores hændelige næstekærlighed og dens notoriske upålidelighed.

Som beskyttet middelklassedansker er det næsten ikke til at leve sig ind i de sociale forhold i en fjern provins af Romerriget under kejsertiden. Her er man nødt til at tage evangelierne bogstaveligt. Det handler i helt overvældende grad om, at de fattige, syge og elendige i Jesus ser deres eneste håb i en ellers komplet håbløs situation. Den syge mand ved Betesdas dam har ventet i 38 år på en chance for at dyppe sig i det måske helbredende vand.

Scenen i Johannesevangeliet får mig til at tænke på et besøg for mange år siden i Calcutta, hvor de elendige, der var henvist til at sove på fortovene, anså sig selv for at være heldige, hvis de kunne få en plads inde langs husmuren.

Kristendommen har haft en særlig appel til underklassen, de besiddelsesløse, samfundets udstødte, det dårlige selskab. Midt i lidelsen og håbløsheden tilbydes et venskab, der ikke gør forskel på høj og lav. Man kan føle sig fristet til i Jesu lære at se en forløber for socialismen, men sammenligningen holder ikke. Det kristne fællesskab er ikke baseret på, at alle er lige. At være afhængig af fremmedes venlighed viser tværtimod, at man i en given situation er den svage, den lille. Men stor og lille, høj og lav, er pludselig helt uden betydning. Det er forskellen på retfærdighed, der er nøjeregnende, og kærlighed, der af væsen er alt andet. Det er derfor, der ikke er nogen retfærdighed til, når man elsker. Det er også derfor, det kan gøre så ondt.

Når det er muligt at føle sig kristen, selv om man er svag i troen, har det med kærlighedsbuddet at gøre. Mit forsøg på at gøre mig inderlig og leve mig ind i gåden om Kristi død og opstandelse kan være lige så forgæves, det skal være.

Mens jeg stirrer på korset uden at blinke, er det, som om to usynlige hænder tager mig blidt om skuldrene og vender mig om. Den omvendelse behøver ingen metafysik, for idet jeg vender mig, får jeg øje på de andre. De har været der hele tiden, og alt er godt, hvis bare én af dem også vil være der, når lokummet brænder.

Hvis tro er tillid til det, der håbes på, som der står i Hebræerbrevet, er tilliden til andre mennesker måske allerede nok. Så kan troen føle sig bekræftet, hver gang en ukendt rækker ud, idet man snubler, og man igen har vist sig afhængig af en venlighed, som man ikke engang har haft en chance for at gøre sig fortjent til. I stedet for Kierkegaards berømte spring ud i troens afgrund kommer det til at handle om tilliden til, at nogen vil gribe én, når man falder.

Det sker overalt i verden hver eneste dag, venlighedens mirakel mellem mennesker, der ellers ikke har noget med hinanden at gøre. Set i det perspektiv er Jesus helt jordnær og hverdagsagtig, da han i Lukasevangeliets kapitel 17 svarer farisæerne:

”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.”

Men det sværeste er ikke at være den fremmede ven for en anden. Vel kræver det, at man er i stand til at slippe, hvad man er i gang med, for at træde til, når der er behov, men mere kræver det ikke. Blot en kort afbrydelse i egennyttens målrettede fremfærd. Det kan være irriterende nok at føle sig kaldet til at gøre det gode, men godheden går heldigvis over. Det er langt sværere at tage imod. Man siger til sig selv, at det er, fordi man ikke vil være til ulejlighed og ligge nogen til last, men sandheden er gået i skjul bag beskedenheden.

Vi er ikke alle forkomne prinsesser, men enhver af os har en indre Blanche DuBois. Født til noget bedre end den vanskæbne, der ved et forbandet tilfælde er overgået én, ja, i virkeligheden højt hævet over den suppedas, man er i færd med at blive hjulpet ud af. ”Whoever you are ...” Føler man sig inderst inde også hævet over hjælperen? Jeg vil lade spørgsmålet stå, men jeg har på fornemmelsen, at det allermest radikale ved den kristne næstekærligheds fællesskab viser sig dér. Ikke som et spørgsmål om, hvorvidt man er parat til at udvise den, men i spørgsmålet, om man er parat til at tage imod den.

Det kan selvfølgelig også være underlegenhedsfølelse, der forhindrer mig i at tage imod i øjenhøjde fra en person, jeg ser op til. Måske ligefrem det forbudte had, der også går under betegnelsen misundelse. Jeg kender det fra mig selv. Der er mange måder at undslå sig på over for næstekærlighedens blottelse. Den blotlægger, at alle de ydre kendetegn og symboler, vi identificerer os igennem for at skille os ud, i virkeligheden er uden betydning. Mødet er skrækindjagende, men samtidig befriende: Vi er måske ikke lige, men vi er lige enestående, og det er nok til at kuldkaste alt, hvad der hedder status og rang.

Jeg tænker på det, hver gang jeg går til nadver. Det er stadig nyt for mig, stadig forbundet med splittelsen mellem tvivl og overgivelse. Jeg kommer til at tænke på min studiekammerat, der var opdraget romersk-katolsk. Han forsøgte engang at forklare mig transsubstantiationslæren. Det lykkedes ikke. Hvordan man end vender og drejer den oblat og den altervin, så er det jo hverken Kristi legeme eller Kristi blod. Det er dette ”er”, der spiller snusfornuften et puds. Man må åbne sig for et gran af utopisk tænkning, men det tager ingen skade af den ene gang om ugen.

”Gør dette til ihukommelse af mig.”

Efterhånden forstår jeg, at jeg deltager i et måltid, som er blevet gentaget i to årtusinder, til erindring. Et fællesskab uden grænser, hvor det er lige meget, hvem jeg knæler ved siden af, fordi vi er lige på en måde, som ingen humanisme og ingen fordelingspolitik har kunnet præstere.