”Det var ikke mig, der slog Benny Fredriksson ihjel.”
Åsa Linderborgs stemme forandrer sig pludseligt.
”Det gjorde han selv. Punktum!”
Som pr. refleks bliver tonelejet hårdt. De retoriske parader hæves, når spørgsmålet, der har hjemsøgt hende i snart tre år, dukker op igen: Hvilket ansvar bærer hun selv og hendes avis i sagen om den svenske teaterchef Benny Fredriksson, der blev hovedperson i Aftonbladets MeToo-dækning og som få måneder senere tog sit eget liv?
”Jeg forstår godt, hvor du vil hen. Hvor alle vil hen. Men jeg slog ikke Benny ihjel. Vel?”
Det er ikke et spørgsmål, snarere en forsikring. Efterfulgt af et næsten lydløst suk.
”Men jo, jeg føler skyld. Over at jeg skrev så idiotisk, som jeg gjorde. Det er en psykologisk gåde at lige netop jeg, der som en af de eneste var enormt kritisk over for den måde, MeToo-bevægelsen udviklede sig på i Sverige, selv forbrød mig mod de helt grundlæggende regler i journalistikken. Og i vores retssamfund,” siger den forhenværende kulturredaktør.
”Sagen om Benny Fredriksson har formørket mit liv, jeg vil altid være forbundet med hans selvmord. Jeg kan ikke lave om på det, men jeg kan bearbejde fortvivlelsen. Og derfor har jeg skrevet den her bog. Ikke for at fremstå som et offer, men for at få skabt orden i mit indre univers. Og fordi jeg inderligt håber, at vi i Sverige kan blive i stand til at tale om, hvordan MeToo udviklede sig i en helt forkert retning. For vores egen skyld og for, at andre kan tage ved lære af vores fejl.”
Den 52-årige Åsa Linderborg er en af Sveriges mest indflydelsesrige intellektuelle. Som storsælgende forfatter, som fast indslag på den venstreorienterede banehalvdel i den offentlige debat og ikke mindst som mangeårig kulturredaktør på en af landets største aviser, socialdemokratiske Aftonbladet.
I årtier har hun været med til at tegne den offentlige debat hinsidan . Vurderet virkeligheden, vendt tomlen op og ned, været hende, der var i kontrol. Men det var også i slutningen af Åsa Linderborgs tid som kulturredaktør, der strakte sig fra 2009 til 2019, at hendes arbejde og privatliv flød sammen på en måde, der efterlod begge dele forandret for altid.
Da MeToo-bevægelsen i efteråret 2017 skyllede ind over Europa, var svensk kulturliv et af de steder, bevægelsen først fik konsekvenser. Folk stod frem, medierne lagde spalter til, og menneskers liv blev forandret fra den ene dag til den anden.
I Åsa Linderborgs egen avis kunne man i december det år læse en række artikler om Benny Fredriksson, daværende direktør på Stadsteatret i Stockholm. I en artikel hævdede anonyme kilder, at Fredriksson over en årrække havde skabt en tavshedskultur og gjort sig skyldig i seksuel chikane. I en anden artikel harcelerede Åsa Linderborg selv over Fredrikssons ”skrækregimente”. Og på en spiseseddel til en tredje historie kunne man under Aftonbladets karakteristiske gule font læse, at ”teaterchef pressede skuespiller til abort for rolle”.
Kort efter sagde den 58-årige Benny Fredriksson op. Og tre måneder senere begik han selvmord. Et lynnedslag, der med et rettede al opmærksomhed mod Aftonbladet og kulturchef Åsa Linderborg.
”På mange måder var det en periode, der ændrede både Sverige og mig selv for altid,” siger forfatteren, hvis nye bog om den tumultariske tid udkommer onsdag.
”Året med 13 måneder” er baseret på hendes dagsbogsnotater fra efteråret 2017 til efteråret 2018. Intense måneder, hvor ballade på bogmessen i Göteborg satte ytringsfriheden til debat, hvor Det Svenske Akademi havnede i stormvejr og ikke mindst en tid, hvor MeToo vendte op og ned på store dele af Sverige. Kulturverdenen stod i flammer, og samtidig gik Åsa Linderborgs kærlighedsliv itu.
”Det var ret voldsomt. Kaos rundtom, kaos indeni. Jeg blev ældre, jeg blev forladt. Og så blev jeg vred. Enormt vred. På den måde har bogen også haft en terapeutisk effekt. Den har været et forsøg på at skabe sammenhæng i mit eget liv og kortlægge en periode, hvor min tilværelse var ét stort virvar. Da jeg efterfølgende fandt ud af, at det var nødvendigt for mig at reflektere over MeToo og tage ansvar for nogle af de uretfærdigheder, der blev begået i den gode sags navn, opdagede jeg, hvordan både min egen og debattens udvikling var helt tydelig i min dagbog. Fra dag til dag kunne jeg se, hvordan MeToo påvirkede verden omkring mig radikalt. Og det hele flød sammen med mit eget, kæntrende privatliv,” fortæller hun.
”Men bogen er ikke kun skrevet for mig selv. Den er skrevet til et Sverige, der har behov for at se sig selv i spejlet og reflektere over MeToo. Det store spørgsmål er, om vi tør.”
Efter Benny Fredrikssons selvmord meldte hans enke Aftonbladet til pressenævnet. Åsa Linderborgs egen klumme blev fjernet fra avisens hjemmeside, og flere artikler modtog hård kritik for brud på god presseskik. Og det var berettiget, mener hun i dag. Men Aftonbladet var langt fra alene med ”at sætte gængse etiske og juridiske grænser ud af spil i den gode sags tjeneste”.
”Og derfor insisterer jeg også på, vi tager en åben debat om de strukturelle problemer i vores medier og i vores samfund. Det havde været så let for mig ikke at skrive den her bog. Men jeg har gjort det, jeg har blottet min strube, fordi jeg mener, det er sindssygt vigtigt at reflektere over, hvorfor vi pludselig satte alle regler ud af kraft. Hvordan undgår vi, at sagen en anden gang bliver så vigtig, at det skygger for alt andet?”
Foreløbig er Åsa Linderborg dog forholdsvis alene med sit håb. Da hendes bog tidligere i år udkom i Sverige, blev hun flere steder beskyldt for at vaske sin egen samvittighed ren – og i den proces tage resten af branchen til gidsler i noget, de færreste mente, de havde en aktie i.
”Det var ikke ’alle de andre’, som skrev, at Benny Fredriksson havde tvunget en skuespiller til abort. Det var Åsa Linderborg, med hele kulturredaktørens publicistiske pondus (...) Da hun skrev det, blev hun ikke ’som alle andre’, tværtimod skilte hun sig ud fra flokken,” skrev kulturanmelder Per Andersson hos Sveriges Television.
Samme kritik lød andre steder fra, men selvom Åsa Linderborg afviser at være på jagt efter tilgivelse – måske allerhøjest fra sig selv – insisterer hun på, at medierne over en bred kam har behov for selvransagelse.
”Jeg er ligeglad med syndsforladelsen, men jeg har behov for at forklare, hvordan jeg havde det, da jeg skrev teksten om Benny Fredriksson. Og at der dengang ikke var nogen, der løftede et øjenbryn. Tværtimod blev det fremhævet som god journalistik i andre aviser. Og det, mener jeg, skyldtes, at vi var forblændede af sagen. At jagten på retfærdighed gjorde alt muligt. Anonyme vidnesbyrd blev normalen, anklager blev publiceret uden genmæle. Vi smækkede ansigterne på folk, der ikke var dømt for noget, på forsiden. Mediebranchen gik kollektivt alt, alt for langt,” siger hun.
”Dækningen af Benny Fredriksson fylder meget, fordi han begik selvmord, men andre blev udsat for en lignende behandling. Vi er mange, der burde gå bodsgang, men fordi jeg nu stiller mig frem og tager ansvar for mine fejl, og fordi jeg forsøger at tvinge andre medier til at reflektere over deres, bliver jeg set som en forræder.”
I Danmark har MeToo-bevægelsen for alvor fået vind i sejlene efter tv-værten Sofie Lindes opråb mod sexisme i slutningen af august. Kampen mod seksuel chikane og magtmisbrug har fået konsekvenser for danske politikere og kulturpersonligheder, men samtidig raser en debat om, hvordan retfærdigheden skal ske fyldest. Og her har Åsa Linderborg en bøn til de danske medier:
”Det er sindssygt vigtigt, at medierne ikke – som det skete i Sverige – bliver aktivistiske. I skal ikke blive en del af revolutionen! Journalister skal berette, hvad der sker, de skal grave og belyse uretfærdigheder, give stemme til dem, som ingen har. Men de skal gøre det på en ordentlig måde, og de skal ikke selv drive handlingen frem. Det gjorde flere medier i Sverige, og det var forkert. Når man suspenderer etikken i revolutionens navn, svækker man i sidste ende den gode sag. Så husk at trække vejret, husk fokus på strukturerne, på de store historier, og husk for guds skyld retssikkerheden. MeToo er for vigtig til at ende, som den gjorde i Sverige.”
Men klinger din formaninger ikke hult, når du selv spillede en central rolle i den udvikling, du i dag advarer imod?
”Jeg forsøger at forklare, hvorfor det gik galt. At jeg var en del af en flokmentalitet, der i jagten på læsere og sensation mistede integriteten. Når vi satte specifikke navne på personer, kunne vi jo se, at vores læsertal nærmede sig dem, vi havde under terrorangrebet i Stockholm tidligere samme år. Så vi vinklede hårdere, og vi strammede alt. Vi befandt os i en rus, men rusen betød, at vi glemte de principper, vi normalt bekender os til. Vi glemte, at kampen for retfærdighed i sig selv må være retfærdig,” siger hun og kobler den svenske MeToo-debat til en havareret, offentlig samtale.
”Sverige er mere polariseret end nogensine før. Kulturkrigen raser, debatten er strandet, og uanset om vi diskuterer feminisme eller indvandring, bliver du stemplet som enten pladderhumanist eller fascist. Alt er sort-hvidt, godt eller ondt. Nuancerne har tabt, og selv staten er blevet ideologisk i jagten på moralsk overlegenhed. Vi fører feministisk udenrigspolitik og har nærmest ophævet identitetspolitikken til statsideologi. Mangfoldighed og ligestilling er sindssygt vigtigt, ja, men kommer det alene oppefra, kan det være gift for den frie tanke. En slags intellektuel fascisme, der nok har gødet jorden for den måde, MeToo udviklede sig.”
Åsa Linderborg sammenligner den identitetspolitiske del af venstrefløjens forhold til det frie ord med Josef Stalins: Så længe folk var enige med sovjetdiktatoren, måtte de sige præcis, hvad de ville.
”Alt politiseres, alle holdninger vurderes gennem en bestemt ideologisk prisme. Man peger fingre ad højrepopulisternes autoritære tendenser, alt imens man selv trækker bestemte holdninger ned over hovedet på andre. Og det kan man synes er fint, hvis man tilhører venstrefløjen, men inden længe får vi muligvis en konservativ regering i Sverige, og så bliver det med omvendt fortegn; identitetspolitik ført gennem en nationalkonservativ prisme,” advarer hun.
”Det venstreliberale Sverige har behersket kulturdebatten i mange år, men de senere år er der sket en trist udvikling. Der er ting, du end ikke må diskutere, og personer, som helst ikke skal have plads. Men hvis ikke du kan tale om udfordringerne, hvordan skal du så blive i stand til at løse dem?”
Åsa Linderborg efterlyser eftertænksomhed. Og forståelse for modpartens synspunkter. Hun håber, at hendes bog kan bidrage til en anderledes og blødere offentlig debat, hvor der er plads til tvivl og til, at man kan indrømme fejl. Og det selvom forfatteren udmærket ved, at hun selv har en skarp pen, mange har slået sig på gennem tiden.
”Det, der er med mig, er, at jeg rummer mange følelser. Melankoli. Fortvivlelse. Og en stor portion vrede. Heldigvis går det oftest ud over mig selv, men i min dagbog er jeg jo så vred, at jeg skriver om, hvor vred jeg er. Det er… underligt. Og jeg tror, det hænger sammen med, at jeg brænder så meget for det, jeg beskæftiger mig med. Derfor kan jeg også skrive meget principielt. Og hårdt.”
Da Åsa Linderborg brød igennem med den selvbiografiske ”Mig ejer ingen” i 2007, opregnede hun på de sidste sider de broer, hun havde brændt undervejs i arbejdet med bogen. Vemodigt, men også et eksistentielt vilkår.
Samme tone slås an i ”Året med 13 måneder”.
”Meget af det stammer nok fra min barndom. Jeg var anderledes. Min far var alkoholiker, min mor var kommunist. Og da hun forlod mig som barn, opstod en sorg, som frøs sig fast inden i mig. Jeg brød mig ikke om at lege, for jeg ville ikke risikere at tabe kontrollen. Og jeg havde ingen veninder, for jeg syntes, piger kunne være så ondskabsfulde ved hinanden.”
Åsa Linderborg holder sin første pause, siden spørgsmålet om Benny Fredrikssons selvmord ved interviewets start.
”Det, som gør tilværelsen kompliceret for mig, er, at jeg efterstræber sandheden for enhver pris. Jeg er ærlig, og jeg behandler livet med ganske stort alvor,” siger hun.
”Og som forfatter er jeg en parasit, en snylter, som udnytter venner og familie hensynsløst. Når jeg skriver en sætning og mærker, den er sand, lader jeg den stå. Også selvom den gør ondt, eller jeg ved, den vil få konsekvenser. Jeg er drevet af sandheden, og det kan være brutalt. Men det er ikke et valg. ”
Drømmer du nogensinde om at være lidt mere som alle andre? Bare se noget, tænke dit og så bevæge dig videre?
”Jeg ønsker mig tit, at jeg var lidt bedre til at lyve.”
Åsa Linderborg sukker. Og ler.
”Måske lidt mere… ligeglad. Eller distanceret. I virkeligheden hader jeg at debattere, for jeg føler mig ensom, bliver ubehageligt til mode. Men jeg tror inderst inde på, at mine holdninger behøves. At nogen må turde tænke imod flokken. Bare en gang imellem. Og især, når flokken tager fejl.”