Prisbelønnet thailandsk instruktør bruger i "Memoria" radikalt anderledes fortælleformer og visuelle greb

Instruktøren Apichatpong Weerasethakul betjener sig af dvælende scener på kanten af virkeligheden, hallucinationen og metafysikken. Det er højst fascinerende

Tilda Swinton (tv.) yder en ny stor præstation i Apichatpong Weerasethakuls prisvindende film, hvor hun spiller botanikeren Jessica, der er i Bogotá i Colombia for at besøge sin syge søster. Undervejs får hun hjælp af en yngre lydtekniker, Hernán, spillet af Juan Pablo Urrego. – Foto: Camera Film.
Tilda Swinton (tv.) yder en ny stor præstation i Apichatpong Weerasethakuls prisvindende film, hvor hun spiller botanikeren Jessica, der er i Bogotá i Colombia for at besøge sin syge søster. Undervejs får hun hjælp af en yngre lydtekniker, Hernán, spillet af Juan Pablo Urrego. – Foto: Camera Film.

Mennesker kan føle sig fremmede i verden. I forhold til andre, i forhold til sig selv og i forhold til de steder, hvor de befinder sig. Måske især på rejser, hvor de skal finde sig til rette i rum og landskaber, de ikke er fortrolige med.

Temaet gennemspilles i den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakuls seneste spillefilm ”Memoria”, der sidste år modtog Juryens Specialpris ved Cannes Filmfestivalen og som i år var Columbias Oscar-kandidat.

”Memoria” følger kvinden og botanikeren Jessica – spillet med suveræn indlevelse af Tilda Swinton – der er i Bogotá i Columbia. Hun er der for at besøge sin syge søster Karen (Agnes Brekke) og synes at forsvinde ind i byrum og steder, der er hende fremmede. Filmens anslag er stærkt og fuld af suspence: Jessica vågner en nat ved et højt brag. Noget uden for hende vil hende noget, men synes at blive, hvor det er. Udefinerligt, gådefuldt og både lokkende og skræmmende. Eller er dette ”noget” inden i hende selv? For ingen andre kan høre de brag, der bliver ved med at vende tilbage, som noget hun hører. I starten er hun forskrækket, senere bliver hun fascineret af dette fremmede, der anfægter hendes forestilling om, hvordan både hun selv og virkeligheden er skruet sammen.

Dramaturgisk følger ”Memoria” Jessica igennem Bogotás og Columbias ydre og indre landskaber i en proces, hvor selve rejsen bliver et opklarings- og afklaringsarbejde, hvor hun dykker dybt i historien, landskaberne og sig selv. Nogle hjælper hende undervejs på rejsen. En yngre lydtekniker Hernán fra et musikstudie (Juan Pablo Urrego) og en ældre fisker ved floden, der bærer samme navn (Elkin Diaz).

De bringer hende nærmere en forståelse af sig selv og den lyd, der ansporer og anfægter hende. Den unge Hernán ved at tage hende alvorligt og definere lyden præcist, som hun hører den. Den ældre Hernán ved sit enkle liv ved floden. ”Oplevelser er farlige” som han siger. Rejser og indtryk skaber en forvirring i bevidstheden, som han af samme grund søger at undgå ved at begrænse sin livsverden på et og samme sted og i pagt med naturen og dens åndedræt. Hos ham finder den flakkende, tynde og tøvende Jessica ro og frem til en berøring med et andet menneske, hun ikke har prøvet før.

Selv om både den unge og den ældre Hernán er filmklassiske ”hjælpere” i Jessicas erkendelsesproces, kendetegner det Apichatpong Weerasethakuls måde at fortælle en historie på og visuelt forløse den, at den ikke ligner meget andet inden for filmkunsten.

Instruktøren benytter sig ikke af de velkendte troper og dramaturgiske forløb, der præger vestlige spillefilm, ikke mindst de amerikanske. Og hans visuelle greb med rolige, nærmest statiske billeder i halvtotal, og så disse lange dvælende scener på kanten af virkeligheden, hallucinationen og metafysikken.

”Memoria” er fuld af lyde. Uden ledsagemusik, men i stedet lyden af regnen, der falder, bilalarmer, der går i gang og stemmer fra en verden i bevægelse. For denne signatur minder Apichatpong Weerasethakuls filmsprog og fortællemodus om den afdøde russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs. Samme drømmende landskaber og sindsligheder, samme aparte skønhed og filmiske æstetik. Samme optagethed af mysteriet, skabelsesunderet og det Andet, det numinøse, som vi ikke ved noget om, men kan mærke, føle og – måske – sanse.

Finder Jessica frem til en definition af den gådefulde lyd, der vil hende noget? Ved filmens slutning foretager Apichatpong Weerasethakul en overraskende vending af stor, enigmatisk skønhed. Hvordan skal ikke røbes. Personligt finder jeg filmens sluttelige forskydning af perspektivet problematisk og et brud med filmens stil, tone og forløb. Men døm selv. For ”Memoria” er en fascinerende film, der bevæger sig langt ud verdens ukendte landskaber og langt ned i sindets erindringslag. Apichatpong Weerasethakul vandt mange hjerter, da hans film ”Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv” i 2011 vandt førsteprisen i Cannes. ”Memoria” bevæger sig i samme spor, og er absolut værd at opleve.

Memoria. Instruktion og manuskript: Apichatpong Weerasethakul. Kamera: Sayombhu Mukdeeprom. 136 minutter. Columbia 2021-22. Premiere i udvalgte biografer over hele landet.