Priser til folk og film

Bodilpris: I morgen aften uddeler Laureen Bacall prisen til den bedste danske film

Der er godt 1000 mennesker, der skal finde det pæne tøj frem i morgen aften. De skal nemlig til til Bodilfest i den københavnske biograf Imperial. Her uddeler Filmmedarbejderforeningen for 55. gang sine traditionsrige Bodil-priser.

Der uddeles i alt syv almindelige Bodil´er plus Johan Ankerstjernes fotografpris. Igennem de seneste år har Filmmedarbejderforeningen gjort det til en tradition at uddele en sær-Bodil til en eller flere personer, der har haft stor betydning for det danske filmmiljø. Det var den pris, der sidste år gik til trojkaen Vibeke Windeløv, Ib Tardini og Peter Aalbæk Jensen fra filmselskabet Zentropa. Om prisen uddeles i år - og hvem den i givet fald går til - ved vi først i morgen aften.

Hovedprisen går til årets bedste danske film. Der har været i alt 21 at vælge imellem, og der blev ikke blandt nomineringerne plads til en stor publikumssucces som Hella Joofs komedie »En kort en lang«, ligesom hverken Jonas Elmer eller Niels Arden Oplev behøver at være spændte i morgen. Deres film - »Monas verden« og »Fukssvansen« - er ikke nominerede. Det er de mere lavstemmede, intime film, der kan løbe med den hvide porcelænsstatuette, der uddeles af de københavnske filmjournalister.

Bille August er tilbage som mulig vinder med den rystende »En sang for Martin« om komponisten, der rammes af Alzheimer. To dogmefilm er på podiet, nemlig Ole Christian Madsens »En kærlighedshistorie« og Åke Sandgrens »Et rigtigt menneske«. Veteranen Gert Fredholm er nomineret for sit comeback, »At klappe med én hånd«, og endelig er instruktørparret Sami Saif og Phie Ambo nomineret for dokumentarfilmen »Family«, som DR 2 sendte i onsdags.

Måske det kan undre nogen, at Bille Augusts »En sang for Martin« overhovedet er nomineret, for var den ikke med ved uddelingen af de svenske filmpriser? Jo, men i tider, hvor internationalt samarbejde bliver stadig mere udbredt, blandt andet fordi det er nødvendigt for finansieringen, har Filmmedarbejderforeningen opstillet et pointsystem, der afgør, hvorvidt en film kan nomineres som dansk. Og da danske August er såvel manuskriptforfatter som instruktør, ligesom filmens hovedproducent er dansk, er filmen at opfatte som dansk, uanset at dens forlæg, skuespillere og sprog er svensk. Viveka Seldahl, der er nomineret i kategorien bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i filmen, døde i øvrigt i november sidste år.

Filmmedarbejderforeningen har ingen regler, der siger, at der skal nomineres lige mange film eller skuespillere i hver kategori. Nomineringerne sker ud fra en kvalitetsbetragtning og ikke ud fra talmagi. Derfor er der nomineret fem mandlige og fire kvindelige skuespillere i kategorien bedste skuespiller, mens der i kategorien bedste birolle kun er nomineret to i hver kategori.

Som lidt af et scoop er det lykkedes Filmmedarbejderforeningen at formå den amerikanske stjerneskuespillerinde Lauren Bacall til at tage en pause fra optagelserne til Lars von Triers »Dogville« for at overrække prisen for bedste danske film.

Bodilfesten transmitteres direkte på DR 2 i morgen fra kl. 17.45.

kultur@kristeligt-dagblad.dk