Prisvindende film skildrer bagsiden af den syditalienske idyl

”Mafiaens børn” er en barsk skilding af livet i Napolis arbejderkvarter

Filmen ”Mafiaens børn”, der kan streames på nettet, vandt en Sølvbjørn på Berlins filmfestival for bedste manuskript. Den baserer sig på forfatteren Roberto Savianos bestseller ”La Paranza dei Bambini”, der også er filmens italienske titel.

Vi er i Napoli i 2018 i et kvarter, der hedder Sanità. Det er et typisk napolitansk kvarter med den ydre nedslidte charme, som vi turister elsker, og som Disney gjorde verdensberømt i tegnefilmen ”Lady og Vagabonden” fra 1955, hvor den fine hund og den frække slagterhund spiser spaghetti i et kvarter med vasketøjet hængende på snore, og tjeneren synger ”Bella Notte”.

Bag den ydre charme er der en hård virkelighed. Disse arbejderkvarterer i Napoli er skueplads for kriminelle banders hærgen, og der er kvarterer, hvor turister frarådes at komme. I kvarteret Sanità vokser den unge kønne Nicola op. Han er alene med sin mor og lillebror. Skolegang hører vi ikke noget om. Han strejfer rundt med sine venner uden andet mål end at tjene store penge, og hvordan gør man det som 15-årig? Ja, der er kun kriminalitet tilbage. Han og vennerne udgør en lille bande, der prøver at håndhæve deres territorium over for andre bander i byen.

De er det, som i min ungdom blev kaldt ”minirockere”. De kører rundt på scootere og ser seje ud. Nicola bliver en slags leder af banden, og han har bag sit kønne ydre tilstrækkelig med råhed i sig til, at banden udvikler sig i det hårde miljø. De slår sig sammen med to Striano-brødre, hvis ældre familiemedlemmer engang sad på byen, men de blev slået ihjel i den evige lokale krig om de sorte markeder. Denne nye konstellation og i særdeleshed Nicolas tiltagende magtudøvelse er filmens handling.

Der er noget ”Godfather” over det. De klassiske ”Godfather”-film fra 1970’erne melder sig i ens hukommelse, og jeg var faktisk forbløffet over, at mange af de såkaldte værdier går igen. Kønsrollerne er ikke ændret ret meget. Kvinderne her i 2018-filmen er stadig nogle, der optræder i en Miss Vesuvio-konkurrence. Der er to slags kvinder. Dem, som mænd bare forlyster sig med, og dem, de vil giftes med. Det er luderen eller madonnaen. Nicola får en kæreste, og deres forhold skildres med stor følsomhed. En følsomhed, som Nicola ellers slet ikke viser i det maskuline univers, han lever i. Tankevækkende er en scene, hvor han skal have fjernet hår på benet og giver sig til at ømme sig småbarnsagtig, mens han i næste scene er en koldblodig morder.

Et andet forhold, der forbløffede mig, var moderrollen. Nicola er den hengivne søn, og da han kommer til penge, vil han først forgylde sin mor. Den italienske mama er ikke uddød. Det urovækkende i Nicola og hans mors forhold er, at hun godt ved, at alt det nye kommer fra sønnens kriminalitet.

Det tredje, der undrede mig, var udsigtsløsheden i Napoli. Der er kun vold og afpresning som en mulighed for mange unge. Der er bander på nærmest hvert gadehjørne. De sælger narko og presser penge ud af ærlige forretningsfolk, der ikke kan eksistere uden at betale beskyttelsespenge. Er kampen mod mafiaen tabt?

Tingene bliver barskere og barskere omkring Nicola og hans bande, og det ser ud, som om de kun kender arbejderkvarterets kontante løsningsmodeller, og da Nicolas lillebror på 12 år bliver involveret, går det helt galt. Mafiaens børn bliver ved og ved med at danne voldsspiraler. Det er ganske skræmmende, men hvis vi lukker øjnene, fortsætter det bare.