1700-tallet er i vælten. Folk er strømmet til biografen for at se En kongelig affære og til boghandleren for at få fat på Profeterne i Evighedsfjorden, Kim Leines mere end 500 sider lange grønlandsroman om en eskatologisk, herrnhutisk inspireret udbrydergruppe fra den dansk-norske missionsmenighed i Sukkertoppens distrikt, som i årene 1787-1791 under ledelse af den karismatiske sælfanger Habakuk og hans hustru, Maria Magdalene, afviste at have kontakt med missionæren inde i Sukkertoppen (Maniitsoq).
Udgangspunktet for striden var, så vidt det i dag lader sig rekonstruere, at missionæren, der i den virkelige verden hed Niels Hveysell (i Kim Leines bog hedder han Morten Falck), havde nægtet at imødekomme et ønske fra menigheden om at fortsætte med at bruge en herrnhutisk salmebog fra 1747.
Menigheden skulle partout skifte til en ny, som i mellemtiden var udgivet af den dansk-norske mission, og da menigheden ikke ville give sig, så satte missionæren trumf på: de, der insisterede på at bruge den gamle salmebog, blev udelukket fra altergang.
Forholdet mellem menighed og missionær, der i forvejen havde været belastet af, at besøgene på de fjernereliggende bopladser i det kæmpemæssige distrikt på størrelse med Jylland havde været for få og for korte, gik i baglås.
Herved blev det, indtil den eskatologiske bevægelse døde ud af sig selv, dels fordi Maria Magdalenes spådomme om, at Dommedag var nær, ikke gik i opfyldelse, dels fordi menigheden blev træt af den kvindekære Habakuks diktatoriske ledelsesform.
Som Kim Leine ser det og som også andre forfattere har set det var dette hændelsesforløb af skelsættende karakter. For første gang efter den dansk-norske invasion i 1721 tog grønlænderne deres skæbne i egen hånd. Begivenhederne i Evighedsfjorden 1787-1791 var første skridt mod det grønlandske hjemmestyre, som kom i 1979, og som bogen er tilegnet.
Man kan uden overdrivelse sige, at Kim Leine tegner et negativt billede af den dansk-norske koloniadministration, både indadtil og udadtil i forhold til det grønlandske samfund, som den var indlejret i, og som den siden Hans Egedes ankomst til Grønland 3. juli 1721 havde haft som opgave at drive handel med og omvende til kristendommen: Forholdet mellem de ledende embedsmænd missionærer, kolonibestyrere og inspektører var elendigt, behandlingen af håndværkere, arbejdere og andre underordnede hvad enten de var indfødte, blandinger eller hentet op fra det dansk-norske moderland hjerteløs og ondskabsfuld.
Europæiske kvinder, som i et svagt øjeblik havde ladet sig besnakke til at komme op til Grønland som hustruer, fik lov at gå i frø, mens deres fordrukne mænd med pædofile og incestuøse tilbøjeligheder lå i med indfødte piger og kvinder, hvis de da ikke lige var impotente eller bøsser.
Udadtil, i forhold til det grønlandske samfund, fremstilles kolonimagten som blodig, tyrannisk og inkompetent til det latterlige.
Trods årelange ophold på den grønlandske sprogskole i København forud for udsendelsen til Grønland kunne missionærerne ikke ordentligt grønlandsk og måtte slæbe sig igennem med brug af tolke, hvad der dog ikke afholdt dem fra at forlange, at landets indbyggere skulle makke ret.
Ville de ikke det, måtte de bringes ind på sandhedens vej med magt: Hvad ord ikke magter at meddele, må flintebøssen forkynde.
Bogens centrale begivenhed udspiller sig i 1788, hvor en delegation under ledelse af den stedlige kolonibestyrerers næstkommanderende og romanens gennemgående figur, den norskfødte missionær Morten Falck, drager ud fra Sukkertoppen i konebåd med kurs mod Igdlut i Evighedsfjorden, hvor Habakuks og Maria Magdalenes udbrydergruppe har sin base.
Med sig har den bevæbnede næstkommanderende en kongelig arrestordre på Habakuk og hans kone samt en fuldmagt til, om nødvendigt, at bruge vold for at få de opsætsige bragt ind til kolonien, hvorfra de eventuelt kunne blive ekspederet videre til København og lagt i lænker for at ende deres dage i et fangehul i Danmark. Ekspeditionen mislykkes på dramatisk og uventet vis, og kongen lider et nederlag.
Ned med Kongen! lød det i efteråret 1788 dybt inde i Evighedsfjorden. Revolutionens fakkel var tændt året efter skulle den sætte Frankrig og snart efter hele Europa i brand.
Profeterne i Evighedsfjorden er, skrev en tydeligt anfægtet Mai Misfeldt ved bogens udgivelse i marts 2012 i nærværende dagblad, en historisk roman om den uret, vi med korset i hånd påførte andre mennesker. Ja, ja, men vel kun, hvis bogens påstande kan stå for en nærmere prøvelse, i det mindste i den forstand, at hvis det ikke lige er sket som beskrevet, så kunne det være sket?
Ét er den generelt negative skildring af den dansk-norske gejstlige og verdslige koloniadministration i 1700-tallet. Den er både unfair og urimelig, men den ligger inden for rammerne af det, som kunne være sket. For naturligvis var der fra tid til anden brådne kar, både blandt missionærerne og de øvrige embedsmænd.
Noget andet er alt det, som ikke blot ikke skete, men som aldrig kunne være sket i 1700-tallets Grønland: tvangsomvendelser og anvendelse af straffe over for indfødte, hvis de ikke rettede ind.
Hans Egede tog fra første færd afstand fra tvangsomvendelser, og det holdt man fast ved. Der kendes ikke eksempler fra den grønlandske missionshistorie på, at tvangsomvendelser har fundet sted.
Noget andet er, at det heller ikke var nødvendigt. Som vi også kender det fra andre dele af den amerikanske verden, forsvandt den gamle shamanistiske tro som dug for solen. Da romanens Morten Falck i 1787, 66 år efter Hans Egedes ankomst til Grønland, sætter foden på grønlandsk jord, var det et kristent land, han kom til, hvor en stor del af befolkningen var barnedøbt. Der var ikke nogen tilbage at omvende, et faktum, som Kim Leine underkommunikerer til sine læsere.
Når Leine lader en af romanens personer sige: Hvad ord ikke magter at meddele, må flintebøssen forkynde, så udsendes der ikke bare et falsk signal, det er også anakronistisk.
Endelig er der det med straffe, som spiller en stor rolle i bogen. Her ser Kim Leine fuldstændig bort fra, at de indfødte, som ikke var ansat af den dansk-norske koloniadministration, ikke var underkastet dansk-norsk lovgivning. De kunne ikke straffes af dansk-norske myndigheder og blev ikke straffet, uanset hvad de gjorde, om så det var mord. Måske af deres egne med et hævnmord, men ikke af kolonimagten.
I den forstand var grønlænderne et frit folk. Mange har svært ved at tro, at det kan være rigtigt. Men sådan var det altså. Vi skal helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede, før grønlænderne føres ind under straffelovens bestemmelser.
Om den stort anlagte straffeekspedition ind i Evighedsfjorden efteråret 1788, som spiller en hovedrolle i bogen, og som giver Habakuk mulighed for at holde brandtaler som en sydamerikansk frihedshelt, er derfor at sige, at ikke blot fandt den aldrig sted (det ved vi fra de historiske kilder), men også, at den aldrig nogensinde ville have kunnet finde sted i 1700-tallets Grønland, hvor kolonimagten ikke, så vidt vi da ved, har et eneste mord på samvittigheden.
I Paraguay eller et andet sted i spansk Sydamerika måske, men ikke i Grønland.
Betyder det, at man ikke skal læse Profeterne i Evighedsfjorden? Nej, bestemt ikke. Det er en velskrevet og dygtigt komponeret roman. Men man skal ikke lade bogens budskab om undertrykkelse og uret i korsets navn forstyrre ens nattesøvn. For det er ikke andet end postkolonial propagandistisk bragesnak uden hold i virkeligheden. Hvis der er noget, som Danmark ikke behøver at skamme sig over, så er det 1700-tallets Grønland i det omfang vi som danskere kan tillade os at tage æren for det. Når alt kommer til alt, var Grønland et næsten rent norsk projekt inden for den dansk-norske fællesstats rammer. Først efter 1814, hvor Danmark og Norge adskiltes, var det Danmark og danskere, som tog over i Grønland.
Thorkild Kjærgaard