De fleste romaner ligner andre romaner. Stilen, strukturen, karaktererne, humoren, alvoren, det meste minder om noget andet.
Men der er undtagelser, og en af dem er ”Mælkemanden”, som nordirske Anna Burns modtog den prestigiøse Man Booker Prize for i 2018. Juryen begrundede blandt andet valget med, at den er ”ulig noget, nogen af os havde læst før”. Noget lignende tænkte jeg også efter at have vendt sidste side i romanen, der fortælles af en 18-årig pige i 1970’ernes Belfast, hvor alle er knivskarpt opdelt i katolikker og protestanter, og hvor bilbomber og sultestrejker er hverdag. Men at handlingen rent faktisk udspiller sig under konflikten ”The Troubles”, nævnes aldrig direkte, og karaktererne har heller ikke navne, men kaldes bare måske-kæreste, ældste ven, pillepigen, svoger og mælkemanden.
Sidstnævnte er, forstår man, en kendt og frygtet paramilitær leder i kvarteret, hvor pigen bor, og begynder at kredse om hende. Hun er dog fuldkommen uinteresseret og foretrækker at læse. I stedet for at se sig omkring, når hun bevæger sig rundt i byen, når hun færdes i ”den religiøse geografi”, går hun bogstaveligt talt med næsen i en bog. Hun vil ikke den grimede virkelighed, men den trænger sig alligevel på, og stemninger af overvågning, paranoia, had og sladder hvirvles op om hende, og det samme gør de mange forskellige karakterer.
Af dem er den største oplevelse to dansere, der har vendt byen og konflikten ryggen og er danset ud i verden; derud, hvor skønhed og glæde stadig tæller. Modsætningen til dem er mælkemanden, der bliver i hadet og volden, og som, selv når han foregiver at udvise omsorg, er truende. Som her:
”Ligesom vores andet møde i parkerne, sagde han, at han ikke brød sig om det, at han var bekymret, at det at gå her alene – nede i centrum, uden for vores kvarter – ikke kunne være godt for mig, at det ikke var sikkert.”
Mælkemanden er inkarnationen af konflikten, der insisterer på at opsluge alle, fortære alt, mens pigen er udtryk for den stort set umulige kamp for at holde sig fri af hadfortællingen, af mørket, og et flakkende håb om at kunne starte på en frisk.
Burns har som nævnt valgt at fortælle uden navne- og stedsangivelser, og det giver romanen et såvel alment som absurd præg, og det sidste forstærkes af de indimellem syrede beskrivelser. Som når der står, at ”hans øjenbryn løftede sig en oktav”.
Men der er altså også en træghed i de massive tekstblokke, en mangel på fremdrift, som måske er tilsigtet, men ikke desto mindre gør læseoplevelsen trættende.
”Mælkemanden” er simpelthen mere krævende end givende, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at romanen kunne have været på 150 sider i stedet for 367 uden at tabe hverken stil eller stemning på gulvet. Og oversættelsen er heller ikke lige i øjet: Det er ofte, som om man kan mærke originalsproget neden under de danske ord; som om der er tale om en lidt for bogstavelig oversættelse i stedet for en gendigtning.
”Hvis Beckett havde skrevet et prosadigt om Troubles, ville det ligne denne roman meget,” lyder en anmelderlinje om ”Mælkemanden”, som er citeret vidt og bredt. Det forstår man. Den er catchy, den sammenligner Burns med Samuel Beckett, en af litteraturhistoriens titaner. Men det kan hun ikke leve op til. Nok er hendes roman original, nok er den gennemført, men også for statisk, for tynget af sin egen stil, for lang. Og en noget uforståelig vinder af The Man Booker Prize.