Problematisk Otello på Operaen

Verdis mesterværk er skæmmet af indisponible sangere og besynderlig regi

0Det Kongelige Teater har forkyndt, at man som på Shakespeares tid vil opføre Verdis tre Shakespeare-operaer, den aktuelle ”Otello” samt ”Falstaff og ”Macbeth”, i en grundscenografi, der som en rød tråd vil løbe gennem alle forestillingerne. –
0Det Kongelige Teater har forkyndt, at man som på Shakespeares tid vil opføre Verdis tre Shakespeare-operaer, den aktuelle ”Otello” samt ”Falstaff og ”Macbeth”, i en grundscenografi, der som en rød tråd vil løbe gennem alle forestillingerne. –. Foto: Miklos Szabo/Det Kongelige Teater.

Tre ud af seks stjerner

Det begyndte ellers lovende. Indledningskoret til Verdis næstsidste opera, Otello, smældede i den grad ud over rampen, og i orkestergraven piskede dirigenten, Pier Giorgio Morandi, musikerne i Det Kongelige Kapel frem, så man nærmest kunne føle skumsprøjtene, inden Otellos skib når i havn på Cypern.

Men derefter begyndte panderynkerne at indfinde sig. Hvorfor havde Desdemona i skikkelse af Ann Petersen taget plads på en stol forrest til venstre på scenen som en slags observatør, og var der noget vokalt i vejen med tenoren Raymond Very i titelrollen som Otello og den ellers så driftssikre baryton John Lundgren i partiet som skurken Jago?

LÆS OGSÅ: Operaens Verona i et jubilæumsår

Begge havde besynderlige passager, hvor stemmen syntes at skride under dem. En del af forklaringen fik man i pausen mellem 2. og 3. akt (forestillingen har fire akter, hver godt en halv time lange). Fra scenen meddelte en medarbejder, at John Lundgren egentlig ikke var i stand til at gennemføre, men at han gjorde det alligevel. Cadeau til ham for det. Man skævede ned i programmet. Nej, det var kun partiet som Cassio, der var dubleret, endda tredobbelt besat med Niels Jørgen Riis, Michael Kristensen og Gert Henning-Jensen, sidstnævnte som denne onsdag aftens uheldige helt. Nuvel, Raymond Very sang sig op i de to sidste akter, men i de store partier var det kun Ann Petersen, der helt indfriede forventningerne med visen om grædepilen i 4. akt som et højdepunkt.

En helt anden historie er scenografien. Det Kongelige Teater har forkyndt, at man som på Shakespeares tid vil opføre Verdis tre Shakespeare operaer, Otello, Falstaff og Macbeth i en grundscenografi, der som en rød tråd vil løbe gennem alle forestillingerne: Rammen er fælles, men hver opera får sit eget udtryk, når tre vidt forskellige instruktører giver hvert sit bud på en Shakespeare-opera.

Det er sammen med tidens smag for minimalisme givetvis forklaringen på den meget skrabede og æstetisk lidet tiltalende scenografi, publikum blev præsenteret for. Nøgne vægge i en eller anden slags finer og store spejlflader kunne lede tanken hen på birketræer og søer et finsk mareridt, som min ledsager træffende udtrykte det.

Men værre var sløseriet med detaljerne. Ingen havde fjernet den stol, Desdemona havde indtaget ved operaens begyndelse, med det resultat, at den stod der og glanede som femtehjul i kvartetten med Otello, Desdemona, Jago og Cassio. Og børnekoret i anden akt havde medbragt blomster, nydeligt indpakket i cellofan, som Otello så var ved at snuble over senere i forestillingen. Der var kort sagt alt for meget at undre sig over og selvom der også var en del at beundre, især Ann Petersen, orkesterspillet og koret, kan vurderingen kun akkurat snige sig op på tre stjerner.

Vil man alligevel give Otello en chance den kan jo opleves som første del af en trilogi spiller den igen i dag samt den 5., 9., 13., 18. og 22. oktober samt den 12., 15., 19. og 23. november, forhåbentlig med de mandlige sangere ved bedre helse. Og andre vil måske sætte større pris på de høje, bare spånplader og de store spejle, som der altså er chance/risiko for at gense ved premiererne på Verdis to øvrige Shakespeare-operaer, Falstaff den 19. oktober og Macbeth den 14. november.