Teaterforestilling minder os om at snakke ordentligt om andre mennesker

Et virtuelt debatforum er blevet til et fysisk rum med fire mennesker og for mange stole. Der er stilhed før meningsstormen. De stirrer op mod en mikrofon, der tårner sig autoritært over dem. De nærmer sig, tager tilløb, råber et skældsord, løber væk, afventer de andres reaktion. Foto: Palle Peter Skov/Mungo Park Kolding

teater
Five stars
Den skrevet af os. Nationen. Den repræsenterer et bredt udsnit af danskernes holdninger. Så hvis vi ikke kan lide det, vi hører, er det kun os selv, vi kan klandre
Lise Majgaard

Mungo Park Kolding spidder danskernes digitale ytringstrang og Ekstra Bladets ”nationen!” i en original mediesatire

”Mungolparken i Kolding finder det befriende at lette lungerne i en megafon og udbasunere en lind strøm af ligegyldigheder.” Sådan skriver brugeren ”henrik m” i kommentarsporet under en artikel på Ekstra Bladets hjemmeside, der handler om, at avisens debatplatform, nationen!, skal danne rammen om et nyt teaterstykke på Mungo Park i Kolding. Nyheden vakte heftig debat blandt læserne tilbage i maj 2016.

Men Mungo Park Kolding har ikke for vane at udbasunere ligegyldigheder. Og det gør de heller ikke denne gang. ”Nationen” er instrueret af Sophie Lauring, der til august overtager direktør-roret på teatret efter Lasse Bo Handberg. Men den skrevet af os. Nationen. Den repræsenterer et bredt udsnit af danskernes holdninger. Så hvis vi ikke kan lide det, vi hører, er det kun os selv, vi kan klandre.

Der ligger en større dramaturgisk indsats bag arbejdet med at formidle ”folkets stemme”. Nationen! har 175.000 brugere, der producerer 50.000 kommentarer om ugen. Et uddrag af de ucensurerede kommentarer er her sat sammen til en samtidig danmarkskrønike – brudstykker af store og små mediebegivenheder fra de sidste 10 år, der viser, hvad vi danskere har været optagede af: Finn Nørbygaards deroute, Stein Baggers svindel, Nikita Klæstrups kjole, Jagtvej, ”fodboldtumpen”, ligestilling og kvindekvoter, vielser af homoseksuelle, flygtningestrømmen. Emnerne vælter og væver sig ind og ud af hinanden, en fjer bliver til 100 høns, en snak om lakridspiber bliver til debat om EU-exit.

Et virtuelt debatforum er blevet til et fysisk rum med fire mennesker og for mange stole. Der er stilhed før meningsstormen. De stirrer op mod en mikrofon, der tårner sig autoritært over dem. De nærmer sig, tager tilløb, råber et skældsord, løber væk, afventer de andres reaktion.

”Jeg mener noget!”, råber de så og kigger selvtilfredse på hinanden.

Som små børn samler de flere og flere ytringer op og lærer at bruge dem.

De fire spillere har godt fat i satiretonen og forstår at trykke på vores latterknapper. Magnus Christensen og Frank Thiel strutter af ”så hørte I lige mig”-attitude, når de spankulerer fra mikrofonen og flekser deres svulmende internetmuskler. Marie Nørgaard kigger med sårede hundehvalpeøjne, men holder sig ikke for god til at svare igen med flere ubehageligheder. Mest fremtrædende er dog Christine Gjerulff, som har et glimt af arrigskab i sin satire, særligt da hun lader sig hænge ud i ordets bogstavelige forstand. Hun bliver et skinbarligt offer for spydigt kvindehad og giver dermed komedien dens sorte bagside, der gør den til skarp mediesatire med en slet skjult kritisk afstandtagen.

”Nationen” fremstiller den ekstremt usympatiske side af vores digitale ytringstrang, som har spredt sig til alle sociale medier, siden Ekstra Bladet åbnede for meningssluserne i 2008. Spørgsmålet er, om der er noget positivt ved at lade folk hælde deres uovervejede ord på en tromlende meningsmødding. Nej, synes at være svaret.

Trangen til ytringsfrihed har jo vist sig allerstørst, når folk har muligheden for at være anonyme. Det skrevne ord er permanent, tages bogstaveligt, og enhver ironi går tabt. Ordet bliver siddende på siden til evig genlæsning, spot eller begejstring. Det talte ord, derimod, er væk, så snart det er sagt og afløses af et andet. Men at tale højt kræver mere mod og har mere vægt – og her på scenen, ved mikrofonen, har meningsytreren ikke en virtuel maske at gemme sig bag.

Teaterforestillingen om nationen! vil minde os om, at vi skal turde stå til ansvar for de meninger, vi har. Den løfter sin truearm og råber: ”Prøv dog at snakke ordentligt om andre mennesker!”