Nyt litteraturleksikon præges af ælde og relativisme

Forlaget Samfundslitteratur lancerer et nyt digitalt litteraturleksikon. Dets potentiale fremstår desværre tvivlsomt

Fra ”Hamartia” til ”Litteratursamtale”. Fra ”Myte” til ”Historisk roman for børn”. Fra ”Parabase” til ”Kognitiv litteraturdidaktik”. Når svage sjæle bladrer ned gennem det nye digitale litteraturleksikon lanceret af forlaget Samfundslitteratur kan fristelsen til automatglæde ved mangfoldighed være stor: Næh, hvor er faget dog bredt. Litteratursamtale som videnskabelighed!

Hårdere sjæles fristelse er nok en anden: Hvorfor er alting lige relevant og lige gyldigt i dagens akademiske Danmark? En dag må vi have en samtale om, hvorfor det er et problem.

Indtil da kan man undskylde forlaget, eftersom det udtrykkeligt understreges, at der er tale om en såkaldt beta-version, hvor der stadig skal tilføjes mange flere opslag. Vægtninger af emner kan altså ikke afgøres endnu. Prisen er også derefter, da enhver kan købe sig adgang for blot 99 kroner. Det er selvsagt ikke urimeligt, men anbefalingen vil nu alligevel være at vente. Både den redaktionelle linje og udvalget er stadig alt for vagt.

Formålet med et nyt, digitalt litteraturleksikon synes at være det selvforklarende faktum, at der ikke findes nogen ordentligt digitaliseret udgave på dansk. Derfor giver projektet grundlæggende mening. Alligevel lanceres det også med den eksalterede påstand, at ”leksikonet er et uundværligt opslagsværk for alle, der arbejder med litteratur og dansk sprog”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er ikke sandt, og det bliver det heller ikke, når værket er fuldendt. Dertil ser denne beta-versions potentiale for lavt ud.

Der hersker allerede nu en sær mangel på stringens, hvad stil og vinkel for de enkelte opslag angår. Nogle opslag er meget lange, men helt uden underafsnit. Andre bruger underinddelinger, men da leksikonet ikke synes at have medtænkt muligheder, som man kender fra den digitale ”Stanford Encyclopedia of Philosophy” eller ligefrem fra Wikipedia – linkede underafdelinger og en leddelt indholdsfortegnelse – får flere af de længere opslag et sært skær af prosakladde. Selv når indholdet er på et højt niveau.

Denne mangel gør også, at det vil blive sværere at ajourføre opslagene løbende på en meningsfuld måde. To benspænd i ét for leksikonets potentiale: Det har en udløbsfrist, og for yngre brugere vil det fremstå usmidigt gammeldags. Et ubehageligt dobbeltproblem: Det tidsbinder sig til nuet, og mange vil opfatte det som allerede tidsbundet til noget før nuet.

Fraværet af redaktionel styring fremgår af, at der ikke synes at være nogen fælles tilgang til opgaven.

Opslaget om ”romantik” begynder sigende: ”For nogle er romantik en periode. […] For andre er romantik snarere en idé eller […] et ’livssyn’.” Derefter følger en historisk indføring i dens opståen. Opslaget begynder således med en (slapt formuleret og relativistisk) definition og går derefter over til en historisk opkomst.

Bortset fra relativismen er det jo nok – for mere end ”nogle” – en ganske fornuftig opbygning af et opslag. Så slår man til gengæld op under ”Poesi” og får først en kort etymologisk forklaring, hvorefter der causeres over spredt teori i det 20. århundrede og fra romantikken. Der synes med andre ord ikke at være gjort sig redaktionelle overvejelser over leksikonopslagets væsen; eller også har man ikke formået at sætte disse igennem.

Et andet påfaldende træk og endnu en opbygningstilgang er, at man ganske roligt citerer eller henviser til sig selv. Under opslaget ”Det formelle gennembrud” skriver litteraturprofessor Anne-Marie Mai, at begrebet første gang blev benyttet i fjerde udgave af et samleværk af Anne-Marie Mai. Litteraturforsker og lektor Jon Helt Haarder begynder opslaget om ”Performativ biografisme” ved at citere bogen ”Performativ biografisme” af Jon Helt Haarder. ”Centrallyrik og interaktionslyrik” lanceres ifølge litteraturprofessor Peter Stein Larsen i bogen ”Drømme og dialoger” af Peter Stein Larsen.

Disse eksempler behøver ikke være udtryk for narcissisme; det giver jo mening, at eksperterne skriver om deres emner. Alligevel giver det et vist komisk skær, at det netop var disse opslag, der var klar først, og det bidrager til roderiet.

Man kan selvfølgelig endnu ikke konkludere om andet end potentialet, selv ikke ved et selvcitat, men det ser svært ud for Samfundslitteraturs nye satsning. En konkurrent vil være Gads litteraturleksikon, hvis seneste udgave er fra 2012. Det er ikke alment tilgængeligt digitalt og vil ikke fremstå lige så postmoderne, idet der synes at være en mere traditionel vægtning mellem typisk litteraturvidenskab og emner om samtaler med børn. Men til gengæld forekommer det mere gennemtænkt, hvad genren angår. Og så er alting måske alligevel ikke lige gyldigt.