Sidste gang handlede det om dannelse og folkelighed. Denne gang om overskriften her.
Man kunne forledes til at tro, at planerne om at flytte uddannelser fra de store byer ud i landet var et bidrag til folkeligheden i den forstand, jeg søgte at definere den forleden: en højere grad af dannelse i folket, sådan som gamle Grundtvig drømte om. Men ved nærmere eftersyn ser man, at det ikke er det, det handler om.
Det handler om symbolpolitik og om stadig mere centralistiske beslutninger. Det skrev jeg om for nogle år siden, da den forrige regering foretog nogle sagligt ubegrundede udflytninger af diverse styrelser og nævn. Først havde man centralt besluttet at nedlægge adskillige gennem lang tid lokalt forankrede institutioner – fra kaserner til seminarier – og nu besluttede man lige så centralt, at det skulle gå den anden vej. Jeg forudsagde, at vi kom til at se mere af den slags, og det gør vi nu (se forslaget om nærhospitaler). Det forekommer sandsynligt, at meget af det, man nu foreslår i uddannelserne, vil have for lidt kritisk masse til at virke udviklende, altimens man fjerner den kritiske masse fra de steder, som måske lige akkurat har den endnu.
Men hvis så formålet med planerne virkelig var at brede dannelsen ud, kunne man bære over med meget. Desværre er det åbenbart, at det ikke er tilfældet. Det handler bare om penge. På Københavns Universitet har man regnet sig frem til, at de humanistiske uddannelser, som i forvejen er vingeskudte, skal nedskære deres optag af studerende med omkring 25 procent for at være med til at finansiere de nye idéer. Nye penge bliver der jo ikke tale om, højst til mursten, men ikke til det liv, der skal foregå i dem.
Det går ikke naturvidenskaberne i København meget bedre, hvorimod jurastudiet går fri. Er man bare lidt ondskabsfuld, kan man sige, at tænkerne skal væk, men bureaukraterne blive. Rationalet for nedskæringerne hentes i statistikker over ledigheden for forskellige fag og faggrupper – vel at mærke især den umiddelbare ledighed efter overstået studium. Har man ikke straks fået en stilling, tæller man negativt i regnskabet, så det er klart, at de uddannelser, som har mest udpræget professionskarakter, her klarer sig bedst. Men at føre uddannelsespolitik for fremtiden på basis af øjebliksbilleder er næppe højdepunktet af forudseenhed endsige visdom.
Kriteriet i dag hedder samfundsrelevans. Det er pudsigt at tænke på for en, som er gammel nok til at huske det hyl, der lød, da kritiske studenter i 1960’erne begyndte at bruge ordet for at reformere forældede studier. Nu er samfundsrelevans det allerhøjeste gode, og i reglen er det ensbetydende med relevans for erhvervslivet. At man nu kommer til at skære i for eksempel sprogfag, som det samme erhvervsliv ellers gerne ser styrket, skænker hverken politikere eller erhvervsliv en tanke. Kortsynetheden har de fælles. Men de fag opstår ikke bare andre steder, de forsvinder. I parentes bemærket er det den samme kortsynethed, som ligger bag forslaget om at ”udfase” de danske udlandslektorater. De er meget billigere og mere effektive ambassader for Danmark end mange af de initiativer, man peger på i stedet for. Virkningerne af lektoraterne kan imidlertid ikke måles inden for 24 timer, mens dyre ”fremstød” kan måles straks – hvorefter det overses, at de måske er vejret hen igen kort tid efter. Jeg afholder mig fra det gamle mundheld om stakket varme.
Tænk, hvis man overvejede indhold før struktur og formål før økonomi! Der er ikke penge til alt. Men man undrer sig ofte over, hvad der alligevel synes at være penge til, og hvad der omvendt slet ikke kan regne med finansiering. Én ting kan man i hvert fald være sikker på: Skønt dannelse står højt oppe på politikernes talepapirer i denne tid, spiller den ikke den fjerneste rolle for de beslutninger, der træffes.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.