Professor: Det er ikke nyt, at forskere kan blive angrebet i Folketinget

At vi har store private fonde i Danmark, som støtter videnskaben, er godt, men det er knap så godt, at staten kalkulerer med støtten

Professor: Det er ikke nyt, at forskere kan blive angrebet i Folketinget

Den 19. november 1935 sagde socialdemokraten Hartvig Frisch i Folketinget: ”Ligesom vi roser os af de frie domstole, vi har i dette land, roser vi os med rette af, at vi har et fuldkommen frit universitet med frie lærestole. Det er en af skanserne for vor åndsfrihed, og så må man selvfølgelig tage med i købet, når en professor pludselig docerer nazistiske lærdomme (…) jeg tænker her på professor Carl Roos, som for nylig i et interview i ’Ekstrabladet’ har udtalt sig om disse spørgsmål.”

Frisch sagde meget mere om Roos’ sympati for Det Tredje Rige. Så det er ikke nyt, at forskere kan blive angrebet i Folketinget. Og her var der, i modsætning til nu, endda grund til det.

Men Hartvig Frisch drømte ikke om at anmode tinget om at vedtage en udtalelse om Carl Roos i særdeleshed eller videnskaben i almindelighed.

Frisch havde skrevet bogen ”Pest over Europa” om tidens totalitære tendenser, så han vidste, hvad den akademiske frihed var værd. Den skulle politikerne ikke røre ved.

Professor Heine Andersen viser i sin grundige bog ”Forskningsfrihed” fra 2017, at Danmark er et af de lande, som har den ringeste beskyttelse af den akademiske frihed. I den tyske grundlov står der allerede i paragraf 5:

”Forskning og lære (akademisk undervisning, red.) er frie.”

I den danske står der ingenting, universitetsloven er ulden, den eneste beskyttelse er paragraf 13 i EU’s charta om grundlæggende rettigheder.

Vi er stiltiende gået ud fra, at ingen ville finde på at anfægte friheden. Men så naive kan vi ikke længere tillade os at være.

Toppen af isbjerget er et par opmærksomhedshungrende politikere, et tankeløst folketingsflertal og særlige skandaler som den, der belastede og belaster Aarhus Universitet.

Her fik forskere mundkurv på og måtte end ikke fortælle, at de havde fået det. Den slags er galt nok, men det er blevet offentligt kendt og bliver måske afhjulpet. Men resten af isbjerget – det er universiteternes struktur og private midlers stærkt øgede rolle i forskningen.

Tidligere havde man universiteter og sektorforskningsinstitutioner, som havde forskellige opgaver. Sidstnævnte skulle især drive målrettet forskning, betjene det politiske system med mere. Universiteterne var alene forpligtet på forskning, undervisning og formidling. Sammenlægningen af de to slags institutioner har ført til, at sektorforskningens logik breder sig. De fag, som ikke er interessante for den logik, udsultes. Og det politiske pres på de andre vokser.

At vi har store private fonde i Danmark, som støtter videnskaben, er godt!

Jeg har selv med god samvittighed siddet i et af dem. Jeg mistænker heller ikke fondene (men i høj grad andre!) for lobbyisme.

Men det er ikke heldigt, at en stadig større del af udgifterne til forskning bæres af fonde eller andre private midler, og at staten kalkulerer med, at fondene i realiteten også overtager dele af institutionernes drift.

Fonde er til for at støtte det, der ikke er plads eller midler til i det daglige. Ikke til at holde hjulene i gang og egentlig heller ikke til at tage egne initiativer. De skal ikke bestemme, hvilken vej videnskaben bevæger sig. Fondene skal støtte det, de finder støtteværdigt, basta. De kan i deres virke se bort fra de hensyn til alder, køn, geografi osv., som det offentlige system må tage. Men de skal støtte, ikke styre.

Først hvis der sikres en tilstrækkelig offentlig basisfinansiering af forskning og undervisning (Danmark ligger ikke ligefrem i toppen!) og en sikkerhed i ansættelsen for dem, der er beskæftiget med de ting, kan man tale om frihed. Og hvis fondene vil gøre noget særligt, kan de for eksempel forpligte sig til at finansiere lærestole i et langt åremål – uden at blande sig i, hvem der får dem, og hvad de pågældende forelæser om og skriver.

Det har man set mange eksempler på i USA, og det har så vidt vides ikke været til skade for videnskaben dér.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.