Filosofiprofessoren fryder sig over landskabet af lækre retter i Syddansk Universitets kantine. Engang – i Søren Harnow Klausens tidlige karriere – bestod menuen her af pasta eller ris med en skiftende gråbrun grød af kødsovs og en salatbar med børne- haveingredienser som råkost, agurker og majs, men nu er der kræset om hvert eneste fad, der er kunstfærdigt anrettet med sirlig pynt i alle farver som på dyre gourmetrestauranter. Til gengæld er betalingsprincippet i universitetskantinen det samme som i 1990’erne, så de tunge pastaretter har samme kilopris som rejer og rygeost.
”Sådan kan man sommetider få sig et halvt kilo rejer billigt,” siger Søren Harnow Klausen og smiler, inden vi sætter os i en stille bås mellem de sultne studerende.
Og selv er han heller ikke bange for at lægge både elementære glæder og fine discipliner op på samme lykkevægt.
”Lykke er i akademisk sammenhæng ofte blevet forbundet med at redde verden eller med at beskæftige sig med meget sofistikeret kunst, og jeg har som akademiker selv stræbt efter det sofistikerede og svære i meget af mit liv, men lykkeforskningen har faktisk ofte overset, at elementære ting som lækker mad og godt vejr kan gøre os glade,” siger han og fylder munden med saftige rød- bedestrimler og persille fra sin tallerken.
”Man skal ikke være bange for det elementære. Og det kommer man meget hurtigt til, hvis man skal forholde sig til lykken. For nogle år siden var jeg på et udlandsophold i Arizona i USA med et bedre klima, og jeg kunne ikke forstå, at jeg gik og var i sådan et godt humør, for min hverdag lignede egentlig sig selv, men jeg måtte til sidst konkludere, at jeg åbenbart bare reagerede positivt på at få mere lys og varme,” siger Søren Harnow Klausen, der har forsket længe i lykke og nu er aktuel med bogen ”På sporet af din lykke”, som han ser som et forsvar for lykken som værdi og begreb.
”Det er skrevet meget om lykke og ikke mindst de seneste 10 år, så man kan spørge, hvad man skal med endnu en bog om lykke. Men jeg syntes, at der manglede en afbalanceret stemme i debatten. For på den ene side har lykkekritikerne ret i, at det kan virke narcissistisk og overfladisk kun at forfølge sin egen lykke, men på den anden side må man bare sige, at lykke ikke er en privatsag. For det første fordi vi også er forvaltere af andre menneskers lykke, og for det andet fordi min egen lykke også påvirker alle omkring mig,” siger Søren Harnow Klausen og tilføjer:
”Lykke er vigtig, fordi stort set alt andet, som betyder noget for mennesker, har med lykke at gøre. Hvis der er noget, der er en grundværdi, er det lykke. I bogen beder jeg læseren om at tænke dybere over, hvad de har gang i, og hvis man tænker en smule dybere over sit liv, dukker lykken op. Hvis lykken ikke dukker op, skal man tænke sig om igen. For lykken gemmer sig i alle meningsfulde projekter,” siger professoren, der selv har fundet en særlig mening i at forske i lykke.
”Tidligere har jeg forsket i mere teoretiske emner, men lykkeforskningen har nærmest været en lykke i sig selv, fordi det er dejligt at arbejde med noget, der giver mening for alle. Det er jo privilegeret at arbejde frit med filosofi som forsker, men indimellem har jeg spurgt mig selv, om min forskning grundlæggende gjorde mig selv lykkelig, og dernæst, om den bidrog til andres lykke. Og hvis det ikke har været tilfældet, så har jeg vidst, at jeg var på en gal vej.”
Men har de, du kalder lykkekritikerne, ikke en pointe i, at lykken hurtigt bliver et selv-optaget projekt, hvis man hele tiden skal føle efter, om man nu er lykkelig?
”Jo, og som ægtemand og far mener jeg også, at den dybe lykke ofte findes i det lange, seje træk. For lykken er forbundet med meningsfuldhed, og det meningsfulde finder man sjældent i en ren hedonistisk livsstrategi, mens hårdt arbejde og trofasthed ofte lønner sig på den lange bane. På den anden side må man også give sig selv lov til at være glad undervejs, og man kan hurtigt glemme at åbne vinduer til lykken for sig selv, når man for eksempel står midt i livets bjerg- etape som 25-50-årig, hvor der er fuld tryk på både familieforpligtelser og arbejde,” siger Søren Harnow Klausen, der selv er begyndt at dyrke sine ungdomsinteresser som atletik og musik igen i en moden alder.
”Selvom jeg har haft travlt i årtier, tænker jeg nu, at jeg sagtens kunne have lagt de vinduer ind i min tilværelse noget tidligere. For det giver mig faktisk næsten større glæde at løbe i dag. Som ung var jeg mere fokuseret på, om jeg kunne vinde noget. Men nu, hvor jeg for længst har indset, at jeg aldrig bliver olympisk mester, kan det glæde mig usigeligt at nå mindre mål for mig selv. For eksempel blev jeg nummer tre i min aldersgruppe i en lokal løbekonkurrence, og det fyldte mig med en lykkefølelse af tilfredshed. Men som ung havde jeg nok tænkt, at det gjaldt om at vinde.”
”Alt eller intet”-tænkning er også en af lykkens største fjender, tilføjer han:
”Som Dean Martin (amerikansk skuespiller og sanger, red.) har sagt, kommer dømmekraft af erfaringer, mens erfaringer kommer af mangel på dømmekraft, så vi kan slet ikke undvære vores fejltagelser. Og hvis man vil have, at alting skal være perfekt, bliver man aldrig glad. Lykke er at kunne glædes over det, man har og kan. Men hvis man hele tiden fokuserer på det, man ikke har eller har opnået, så kvæler man jo lykken. Jeg kan huske engang, hvor jeg blev vraget til en attraktiv stilling, som jeg havde håbet meget på at få, men samme dag kom min dengang lille søn og ville lege med mig, og pludselig indså jeg, at den stilling intet havde at gøre med min lykke. For den største lykke findes netop i de elementære nære relationer, hvor det ikke handler om, hvad vi kan præstere, men bare om at være sammen.”
Alligevel skriver du, at mange også oplever en glæde ved at udfolde deres talenter?
”Ja, og det gør jeg også selv. Livet skal jo bruges, for det er sådan, vi udvikler os. Men lykken er i den forstand også individuel, fordi det er forskellige ting, vi lægger vægt på, når vi taler om lykke, men det interessante er, at den slags har det med at udligne sig med alderen. Jeg har især forsket meget i ældre menneskers lykke, og det er, som om den fokus på status og præstationer, der præger livets bjergetape, aftager, når folk begynder at se tilbage på deres liv.”
Med alderen betyder det mindre at vise, hvor god man er – og mere at fokusere på det gode liv, forklarer han.
”Alderdommen gør os mere ens, hvor det, der gjorde nogen store på papiret, bliver mindre vigtigt, mens mange også oplever, at deres livsværk alligevel bliver glemt. Men det forbløffende er, at mange alligevel bliver mere lykkelige med alderen. Jeg er selv lidt skeptisk over for de lykkestudier, fordi jeg mener, at der findes forskellige former for lykke afhængig af, hvilken livsfase man befinder sig i, men noget tyder alligevel på, at mange mennesker bliver mere tilfredse med deres liv og det liv, de har haft, med alderen. Og det gælder faktisk både troende og ikke-troende, selvom man måske skulle tro, at ikke-troende ville blive mere fortvivlede, når de nærmede sig udløbsdatoen.”
Selv er Søren Harnow Klausen agnostiker, men misunder den afklarethed, kristne kan have i forhold til en lykkeforventning til evigheden, når udløbsdatoen er rundet.
”Lykke er noget, der har optaget filosoffer og tænkere altid. I antikken havde grækerne mest fokus på at få lykke nu og her i denne verden, mens Platon måske lignede de kristne mere ved at fokusere på et mere perfekt liv efter døden.”
Kristendommen har jo også en klar fordring om, hvordan man skal elske sin næste nu og her, ligesom Jesus opfordrede til ikke at bekymre sig.
”Ja, det er rigtigt. Jeg kan godt følge Jesus, der peger på bekymringsfriheden hos fuglen under himlen og liljen på marken, som Kierkegaard også kalder glædens mestre. For bekymringer er også en stor lykkekvæler. Men jeg mener så også bare, at man kan finde glædens mestre andre steder. Kierkegaard var jo om nogen også bevidst om, at vi ikke er som fugle og liljer uden bevidsthed, men er tænkende mennesker. Og i min bog argumenterer jeg for, at man netop skal tænke over sin egen lykke uden at forfalde til at gruble så meget, at man glemmer at leve livet, men man skal holde hus med sin egen lykke. Også for andres skyld.”