Prøv avisen
Eftertanken

Det går titlen professor, som det går alt andet, der bredes ud: Auraen går tabt

"Der er ingen grund til titelsnobberi, skønt det trives i bedste velgående mange andre steder," skriver professor Per Øhrgaard om inflationen i professortitlen. Foto: Nick Fingerhut/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Den virkelige skandale i den danske universitetsverden er ikke for mange professorer, men alt for mange i usikre ansættelser, mener skribenten

Sidste lørdag havde Kristeligt Dagblad en forsidehistorie om inflationen i professortitlen. Jeg bidrog selv til artiklen og benytter lejligheden til at uddybe det, jeg var citeret for. Det er ingen kritik af journalisten, som stod for artiklen! Alt kan ikke komme med i en enkelt artikel, og der var citeret loyalt.

Det humanistiske fakultet ved Københavns Universitet, som jeg var ansat ved fra 1969 til 2003, førte i en periode en meget restriktiv professorpolitik. Dengang stod professorerne opført efter anciennitet bagest i lektionskatalogen (fælleskøn!), og efter min udnævnelse i 1980 blev jeg længe ved at stå som en af de sidste, kongelig udnævnt og tjenestemand. Jeg havde været heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men flere af mine jævnaldrende kolleger i andre fag burde også have været professorer, og andre efter os.

Fakultetet mente vist, at når vi nu alle var ligeberettigede og havde en stemme, var der ingen grund til at tilbyde avancement. Det var en misforståelse af den menneskelige natur, som ikke klædte et fakultet, der engang havde heddet det filosofiske.

Andre fakulteter så allerede dengang anderledes på tingene. Og nu bæres titlen professor af mange flere end før. Det er praktisk, for det er en af de få titler, som er internationale. I USA er man professor allerede som adjunkt, ganske vist ”assistant”, men professor. Og som lektor er man ”associate”, men også professor.

I Tyskland er en ”Lektor” en forlags-redaktør, så også her er det praktisk med en titel, der forbindes noget med, selvom det ikke er aldeles det samme i alle lande.

Med titlen professor går det så som med alt andet, der bredes ud: Auraen går tabt. Engang var bilismen for de få, engang var golf en fornem sport. Nu hedder en ganske almindelig bil en Golf, og sporten dyrkes af alle og enhver.

Det er demokratisering, og det er storartet. Der er ingen grund til titelsnobberi, skønt det trives i bedste velgående mange andre steder, hvad jeg også forsøgte at pege på i den nævnte artikel. Ofte virker det, som om der er flere høvdinge end indianere i stammen: ledere, supervisorer og så videre i massevis, mens det er mere uklart, hvem og hvad det er, de superviserer og leder.

Så er det enklere med professorerne. Som det blev nævnt i artiklen, betyder ordet en underviser. I Tyskland var det tidligere sådan, at en professor havde mere undervisning end de andre ansatte. Nu kunne han (det var næsten altid en han) sit fag. Det var derfor, han var blevet udnævnt, så nu var tiden inde til at give sin viden og indsigt videre til de studerende.

I dag opfatter de fleste professorer sig vist først og fremmest som forskere, og det er en fjer i hatten at blive frikøbt fra undervisning. Det er i grunden at svigte de studerende.

Er der for mange professorer? Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg tror det ikke. Jeg sad i mange år i et fond, som deler penge ud til videnskaben, og jeg var imponeret over, hvor meget talent der er til.

Den virkelige skandale i den danske universitetsverden er ikke for mange professorer, men alt for mange i usikre ansættelser!

Det gør ikke noget med flere professorer, og det gør heller ikke noget med tab af aura. Men afløses snobberiet af den dumme foragt for eksperter og smagsdommere, er fanden løs. At flere end før har forstand på bestemte ting, er et fremskridt. At det på grund af specialiseringen ofte er færre ting, de har forstand på, er et problem. Så en kritisk holdning er altid på sin plads. Den trives da også glimrende i de videnskabelige miljøer selv. Men at afvise den ene eller anden videnskabelige erkendelse med at sige, at man ikke ”tror” på den, er ikke kritik. Det er bare fordom.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.