Prøv avisen
Tæft for tidsånden

Profeten Michel Houellebecq forudser oprør fra ”Underfrankrig”

Førsteoplaget på den franske forfatter Michel Houellebecqs nye bog ”Sérotonine” blev revet væk på få dage. – Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix

Michel Houellebecq forudser de gule vestes oprør og spinder videre på sin fortælling om Vestens langsomme dødskamp i sin nye roman, ”Sérotonine”, som både roses til skyerne som hans hidtil bedste og jordes som en vulgær gentagelse

Man må lade Michel Houellebecq, at han har flair. I 2015 udkom hans roman ”Underkastelse” om en islamisk magtovertagelse i Frankrig den 7. januar, samtidig med at brødrene Kouachi angreb Charlie Hebdo.

Denne gang er det et oprør fra ”Underfrankrig” med slående lighed med de gule veste, som befæster den franske forfatters status af leverandør af profetier. Eller måske snarere hans forbløffende evne til at føle tidsånden boble lige under samfundsoverfladen. ”Sérotonine” (serotonin på dansk) var derfor ventet med spænding, og den var en bestseller allerede på førstedagen, hvor den blev revet væk i boghandlerne og var nummer et på Amazons salgsliste. Bogen var en mediebegivenhed allerede inden udgivelsen i fredags.

Og det skyldes ikke et reklamefremstød med forfatterinterviews i alle medier.

Houellebecq gav sit sidste interview i 2016 til det tyske magasin Der Spiegel. Siden har han holdt sit løfte om at undgå medieoptræden, når undtages en kronik i det amerikanske tidsskrift Harper’s i december, hvor han roste Donald Trump som USA’s bedste præsident nogensinde, der især udmærker sig ved at ”holde op med at udbrede demokrati og andre tåbeligheder til resten af verden”.

Denne og de næsten traditionelle provokationer i hans nye bog var markedsføring nok.

Hans hovedperson leverer hug til højre og venstre, deriblandt til hollænderne, som ikke er folk, men ”ludere, der kører på cykel”, og til byen Niort, der beskrives som den grimmeste, han nogensinde har set.

Michel Houellebecq lever op til sit rygte om at holde sit forvredne spejl op for det moderne samfund.

I ”Sérotonine” er det ikke middelklassen i trafikveste, men de franske landmænd, der drager hærgende og bevæbnede gennem de franske gader som krampetrækninger i et samfund på dødslejet. Hovedpersonen, Florent-Claude Labrouste, er agronom som Houellebecq selv og endnu et alter ego til forfatteren, som omhyggeligt har brugt hele sit forfatterskab til at udviske grænsen mellem fiktion og virkelighed.

Florent-Claude er alkoholiseret, firskåren, kynisk, homofobisk og deprimeret. Han holder sig oven vande takket være den daglige dosis af lykkepiller baseret på serotonin – det stof, som styrer lykkefølelsen i hjernen. Men han gør klar til tæppefald for ”det blegfede og smertelige sammenbrud”, som hans 46 år lange liv har været, når han selv skal sige det.

Som altid hos Houellebecq er dette triste, meningsforladte liv et billede på samfundets almindelige forfald. ”Sérotonine” er endnu et requiem over Frankrigs og Vestens opløsning i modernitetens og liberalismens individualistiske vakuum.

Fortsættelsen af denne røde tråd i hans forfatterskab vækker begejstring hos Houellebecqs beundrere, der taler om hans ”store litterære comeback” efter at have været optaget af film- og andre projekter.

Og lige så tunge suk hos hans modstandere, der mener, at han gentager sig selv.

”Gider vi virkelig have ondt af Florent-Claude Labrouste eller rettere sagt af det, han repræsenterer: Den ’gamle hvide mand’, som ser virilitet og homoseksualitet som modsætninger, reducerer kvinder til deres ’kusser’ og skriver, at ’alle mænd elsker friskt kød hos unge økologiske piger, der er med på en trekant’ og har fantasmer om ’små 16-årige thailandske ludere’?”, spørger litteraturkritikeren Elisabeth Philippe i ugemagasinet L’Obs.

”Sérotonine”, skriver hun, er en slags ”den gamle Werthers lidelser”, med reference til det klassiske værk af Goethe, som Labrouste-Houellebecq i forbifarten betegner som en gammel nar. Og kritikerne kan ikke undgå at nævne hans legendarisk vulgære pen, som danser sanktvejtsdans hen over siderne.

Men, ”han sublimerer vores alle sammens vulgaritet, stik imod hvad den tilsyneladende simple stil antyder”, vurderer forfatteren og redaktøren af tidsskriftet Art Press, Catherine Millet.

”’Sérotonine’ er måske hans bedste roman hidtil, den mest velskrevne,” mener L’Obs. ”Han skriver med en forbløffende litterær beherskelse og en bevægende dysterhed,” observerer mediemagasinet Telerama.

Og så adskiller romanen sig ved på sin egen bagvendte måde at åbne døren til noget ellers uset i Houellebecqs univers: muligheden for kærlighed til en kvinde.

I ”Sérotonine” gør Florent-Claude en ende på et smudsigt forhold til en japansk kvinde og opsøger – omend forgæves – sin første kærlighed. I det virkelige liv blev Michel Houellebecq gift i september med en ung kinesisk kvinde, der skrev en afhandling om hans forfatterskab. Houellebecqs virkelighed er heldigvis mere lys end hans romaner.