Prøv avisen

Profetisk portræt af terroristen

Ivan Turgenjev og hans ”Fædre og sønner” er stadig relevant i dag, 200 år efter den russiske forfatter blev født. – Foto: Ritzau Scanpix

For 200 år siden kom Ivan Turgenjev til verden, og hans roman ”Fædre og sønner” er højaktuel læsning

Ivan Turgenjev blev født den 9. november 1918. Fra midten af 1850’erne og frem til begyndelsen af 1860’erne var Turgenjev Ruslands mest fremtrædende forfatter.

Turgenjev (1818-1883) kom fra en fornem familie, men hans mor var afstumpet. ”Jeg blev tævet dagligt for bagateller,” forklarede forfatteren. Og når den lille Ivan erklærede sin uskyld under pryglene, fik han beskeden:

”Du ved ganske udmærket, hvorfor jeg slår dig!”.

Barndommen prægede ham livet igennem. Turgenjevs seneste levnedsskildrer Henri Troyat hævder således, at den russiske forfatter med masochistisk fryd lod sig kue af sangerinden Pauline Viardot, som han fulgte i hælene over det ganske Europa.

Turgenjevs liv var dramatisk og omvekslende og præget af en rastløshed, som i perioder fik ham til at slå sig ned i blandt andet Paris og Baden-Baden. Ikke desto mindre skrev Turgenjev, at ”uden for nationaliteten er der hverken kunst, sandhed eller liv, der er ingenting, slet ingenting”.

Deri lå ikke, at nationaliteten var alt, men at den er udgangspunktet for alt. Derfor kunne Turgenjev nok forholde sig kritisk til hjemlandet, men han var ikke som mange andre liberale parat til at kaste vrag på sin russiske identitet. Da det russiske stavnsbånd blev ophævet i 1861, opsøgte forfatteren straks den ortodokse kirke i Paris for at deltage i en takkegudstjeneste.

Året efter udgav Turgenjev sit hovedværk ”Fædre og sønner”. Idéhistoriker Isaiah Berlin anfører i sit berømte essay om denne bog, at ingen roman i den russiske litteratur har vakt så megen opsigt hverken før eller siden, for det var herigennem, begrebet ”nihilist” vandt fodfæste.

”En nihilist er et menneske, som ikke bøjer sig for nogen autoritet og ikke godtager et eneste princip, uanset hvor stor ærbødighed dette princip også forkyndes med,” hedder det i ”Fædre og sønner”.

Den unge adelsmand Arkadij har kammeraten Bazarov med på besøg i sit barndomshjem, der er præget af en nobel og feudal livsform. Arkadijs far og farbror har ejegode hjerter og lutter gode motiver. Men romanen hedder ”Fædre og sønner”, fordi den handler om en generationskløft, hvor den unge generation betragter den ældre som en ynkelig forsamling af vanter og nathuer, og højdepunktet er duellen mellem Arkadijs farbror og Bazarov.

Farbroderen hævder, at nihilisten Bazarov med sit anliggende og sin adfærd forgifter atmosfæren i landet. Bazarov er nemlig en ideologisk afrettet skikkelse, der udtaler sig med største suffisance om ting, som er ham ganske fremmede. Bazarov studerer frøer for at bevise, at de ikke er forskellige fra mennesker, og insisterer på at betragte hele livet med naturvidenskabens uengagerede, kliniske objektivitet.

”En ordentlig kemiker er tyve gange mere værd end en hvilken som helst digter,” hævder Bazarov. Forblændet og også fordummet af sine egne fraser bedyrer Bazarov, at han aldrig vil blive konfronteret med en problemstilling, han ikke kan overse, eller nå ud på dybder, hvor han ikke kan bunde.

Men derud kommer han. Bazarov møder nemlig en kvinde med stor trang til at spejle sin forfængelighed i åndrigheder og plastiske attituder, og da hun har aftvunget ham en kærlighedserklæring, trækker hun sig. Herefter insisterer Bazarov på at deltage i en obduktion af en tyfusramt mand og skærer sig ved den lejlighed i hånden, så han ligesom den unge Werther i Goethes roman kan dø af uopnåelig kærlighed.

På sit dødsleje medgiver Bazarov, at hans ideologiske projekt måske var et selvbedrag.

Turgenjev bemærkede siden, at han selv græd salte tårer, da Bazarov afgik ved døden. Men reaktionen ved bogens fremkomst var en ganske anden. ”Fædre og sønner” vakte nemlig stor opstandelse og heftig forbitrelse. Som forfatter havde Turgenjev ladet årsag og virkning brydes i et fiktivt mønster, hvor det var op til læseren at tyde teksten. Og de fleste læsere opfattede romanen som en dybtgående tidskritik af ideologernes hærgen.

Bazarov er siden blevet kaldt den første bolsjevik. Nihilismen er tydeligvis støbt i revolutionens form – også selvom den tilsyneladende knyttede til ved naturvidenskaben. Bazarov konkluderer da også, at mennesker blot er kreaturer, der kan ofres på systemernes store bygninger.

Med ”Fædre og sønner” blev terrorismen analyseret og dens egentlige væsen lagt frem for den russiske offentligheds øjne. Men også vesterlændinge i 2018 må snappe efter vejret, når Turgenjev med grum præcision skildrer det teoretiske grundlag for de endeløse konfrontationer og eksplosioner, fremtiden skulle vise sig at være svanger med i form af sovjetisk, nazistisk, maoistisk og islamistisk terror.