I en berømt sketch holder de britiske komikere i Monty Python ”den årlige konkurrence i at resumere Marcel Proust på 15 sekunder”.
Kandidaterne dumper naturligvis på det ynkeligste i det absurde forsøg på at koge de 3000 sider og syv bind af ”På sporet af den tabte tid” ned til en enkelt sætning.
Faktisk er forehavendet ikke helt umuligt. Marcel Prousts monumentale værk handler om, hvordan fortælleren bliver forfatter.
Men undersvejs mod denne konklusion i syvende bind skubber Proust sin læser foran sig gennem tidens og sjælens krinkelkroge. Han beskriver fortællerens panik over at blive adskilt fra sin mor, han vender og drejer kærligheden og jalousien. Og han analyserer vejen til fortællerens – og sin egen – homoseksualitet i en nøgleroman, hvor grænsen mellem Proust og det fortællende jeg er udvisket, men uden at skrive en selvbiografisk roman.
”Jeg begyndte ulykkeligvis min bog med ordet ’jeg’, og straks troede man, at jeg i stedet for at søge efter generelle lovmæssigheder analyserede mig selv i ordets individuelle og afskyelige betydning,” skrev Proust selv.
Det er det almenmenneskelige, han beskriver via sit imponerende persongalleri med 2500 personer, der sammenliges med Honoré de Balzacs ”Den menneskelige komedie”.
Men Prousts ærinde er ikke at beskrive det univers af aristokrater og nyrige bedsteborgere, som han selv voksede op med, men derimod at reflektere over kunst og æstetik og livets mening.
Og så tiden, selvfølgelig. Tiden og livet, der rinder ud i den lineære dimension. Men i den indre virkelighed er fortiden aldrig et overstået stadie. Det er hele betydningen af den berømte madeleinekage, som Swann får serveret af sin mor med en kop te, og som vækker erindringen om barndommen til live som en næsten fysisk realitet.
Proust måtte udgive første bind, ”Swanns verden”, som selvudgivelse i 1913. Det kommende storværk blev i første omgang afvist af alle de forlæggere, Marcel Proust sendte det til, deriblandt af Frankrigs førende forlag, Gallimard.
”For mange komtesser,” lød den foragtelige dom fra forfatteren André Gide, som på dette tidspunkt var litterær rådgiver for forlaget.
Forlagene blev samtidig afskrækket af Prousts 700 maskinskrevne sider, hvorpå han havde limet et væld af lapper med håndskrevne rettelser. Stilen med de alenlange sætninger var heller ikke nem at gå til, og når han dertil lovede adskillige kommende bind, hvoraf det næste skulle handle om homoseksualitet, var forlagenes skepsis næsten forståelig.
Men Gide fortrød snart sin arrogance, for ”Du côté de chez Swann” blev en bestseller – ikke bare i Frankrig, men også i udlandet.
”Denne mand er et geni, der forstår bedre end vi selv, hvordan vi føler. Han fremkalder et utroligt behov hos læseren for at udtrykke sig selv,” har en af Frankrigs førende Proust-eksperter, Jean-Yves Tadié, sagt til det litterære tillæg Bibliobs.
