Annette Herzog (tekst) og Katrine Clante (illustrationer): Pssst! 96 sider. 199,95 kroner. Høst & Søn.
Hånden på hjertet: Hvor mange af de sommerfugle, du har set flagre omkring i solskinnet, kender du egentlig navnet på?
For mit eget vedkommende må jeg sige, at det er forstemmende få. Også fordi de knap hundrede forskellige dagsommerfuglearter, der findes her i landet, alle sammen er navngivet så smukt, opfindsomt, omhyggeligt beskrivende med sans for hver enkelt sommerfugls egenart og særlige karakteristika: lille ildfugl, svalehale, blodplet, sømplet og aftenpåfugleøje.
Men med denne billedbog er der nu mulighed for at få i hvert fald en del af dem i nettet. Titlen er Spørg sommerfuglen, og det gør Karen Filskov så i 24 flagrende, pjattede, platte, afsindige og avancerede tekster en for hver sommerfugl, der både gengives på billedsiden af Kirsten Gjerding og bagerst i bogen i det leksikale afsnit, der er et godt supplement. For det er først og fremmest navnet, der spørges til og leges med som her i teksten om svalehale, hvor det er den sproglige vellyd, der giver anledning til en række effektivt rimede og herligt urimelige spørgsmål:
Går sjakaler med sandaler?/ Har vandaler rottehaler?/ Tramper svaler i pedaler?/ Holder svalehaler taler?/ Jager hvaler kannibaler/ rundt i Københavns kanaler?.
Jeg kan godt savne lidt flere svar på den konkrete vingede virkelighed midt i alt sommerfuglesludderet, men samtidig formår bogen at formidle en betragtelig begejstring over, at de findes, sommerfuglene, og at man kan lære dem og deres navne at kende: smutugle, dueurtsværmer og nældens takvinge tak!
I et opslagsværk ser jeg, at det latinske navn for sommerfugl er lepidoptera, der betyder skælvinger, og først læser jeg det, som om der står skælv-inger. Velsagtens fordi jeg foran mig har en anden bog, der handler om selve den voldsomme forvandling fra larve til sommerfugl. Billedligt talt.
For det er overgangen fra barn til voksen, Annette Herzog og Katrine Clante beskriver i deres grafiske roman Pssst!, der lader den klassiske metafor undergå en tiltrængt metamorfose fra nærmest en kliche til et originalt portræt af en pige i næsten-puberteten.
De to plancher, der illustrerer og sidestiller citronsommerfuglens og Violas udvikling, siger det hele skønt tegnet og med lige den humoristiske distance, der skal til:
Tegn på begyndende pubertet: Forvandlingen til voksen er begyndt, men det vides ikke med sikkerhed, hvordan den fortsatte udvikling vil forløbe. Processen kan gøre individet usikkert. Søger gerne selskab, men kan også spinde sig ind i egne tanker. Ser mere kritisk på sig selv og andre. Det ydre er tit hårdt og blankt, mens det indre som regel er meget sart, specielt i hjerteregionen.
Fra forsiden sender den spinkle, mørkhårede pige læseren et åbent på én gang sårbart og nysgerrigt blik. Hun er ved at lyne en lysegrøn sovepose op; hun er på vej ind i puppen, en forvandling skal til at begynde. Bag hende roder det med udklip, fotos og tegninger, en hårlok med en blå sløjfe. Man fornemmer forvirringen, der er total. Men bogens vekslen imellem collage og tegneserie, indre og ydre virkelighed og selve inddelingen i billedfelter, der giver en ro til teksten, som når et digt læses op betyder, at der bliver plads til fordybelse.
Og det er netop i gengivelsen af det forpuppede, sansende og reflekterende pigesind, at bogen finder sit helt eget udtryk og har sin store styrke. For hvem er man, når man ikke længere er sig selv og endnu ikke er den, man er ved at blive?! Det er sandelig ikke et let spørgsmål for en larve på vej ned i en sovepose.
For at danne sig et overblik laver Viola forskellige lister: Engang var jeg, jeg vil aldrig være, jeg er forvirret! Og så hvilken genistreg fra forfatternes side kommer hun med sin egen version af Søren Ulrik Thomsens digt Det værste og det bedste, der siger meget om at være en pige på vej til at blive kvinde, men endnu mere om at være menneske:
Det værste er morgenhår, forkølelsessår og bumser,/ at alle andre ser bedre ud/ og at smilet fra en dreng, der går forbi/ alligevel ikke gælder mig/ fredage er bedre end mandag/ men hvorfor er søndage værst?/ det værste er ikke at blive inviteret som alle andre/ og at lade som om det ikke betyder noget:/ Det er det værste for mig.
Hvad er det bedste ved Pssst!? Er det tekster som denne? Eller er det de poetiske, sjove, frække og sirligt tegnede illustrationer?
Det er helheden, for intet kan undværes, alt synes at lykkes i denne vidunderlige bog. Hånden på hjertet: Det bliver en klassiker.