”Jeg er borte.” Sætningen står stille i luften og vibrerer på Aalborg Teater, hvor man lige nu opfører norske Jon Fosses ”Jeg er vinden” på Lille Scene.
I scenebilledet møder vi de to karakterer Den Ene og Den Anden, som sejler rundt i en båd på havet. Man fornemmer en forudgående eksistentiel katastrofe, og som stykket skrider frem, peger alt på, at Den Ene tidligere har begået selvmord og måske er på vej til det igen. I denne virkelighed driver de to rundt i båden, holder hvil, spiser, drikker og taler om livet, mens man fornemmer en underliggende eksistentiel angst, der er så dyb, at den er svær at sætte ord på. På den måde lader forestillingen til at hente sit grundstof hos den berømte og absurde dramatiker Samuel Beckett i både form og indhold.
Scenografien af Ditte Marie Walter Thygesen er det første, man lægger mærke til, fordi den er så imponerende og kraftfuld i sit udtryk.
I baggrunden ses stærke psykedeliske farver, der blander sig med hinanden, mens gulvet er omskabt til et bakket landskab i farverne gul, grøn, blå og rød. I dette rum bevæger skuespillerne sig på et faktuelt plan både til havs, til lands og i fjeldet, mens man andre gange får fornemmelsen af, at de i virkeligheden er midt i en form for intethed.
Stykket er skrevet af den norske prisvindende forfatter og dramatiker Jon Fosse, og teksten er vellykket oversat af Madame Nielsen, som har haft øre for at genskabe Fosses rytme og poesi i sproget i en dansk version.
Jon Fosse er kendt for en stærk minimalisme samt korte stykker med få personer – og således også i forestillingen på Aalborg Teater. Replikkerne i ”Jeg er vinden” er kortfattede og gentages ofte i forskellige variationer, så der opstår en særlig rytme og musikalitet. Pauserne har en lige så stor vigtighed, og på den måde bliver forestillingen i Camilla Kold Andersens instruktion lige dele poetisk smuk, langsommelig og dyster.
Læg dertil et boblende og skvulpende lyddesign af Kristian Berg, som skaber en mystisk stemning i forestillingen.
På scenen ser vi to af ensemblets mest interessante skuespillere. Karla Rosendahl spiller overbevisende Den Ene, som med bedrøvet mine og trist betoning i gentagelserne beretter om, hvor svært livet er at leve. Marie Knudsen Fogh er i stykket Den Anden, som betragter og bekræfter, mens hun også antydningsvis viser os sit komiske talent. Begges ansigter er malet hvide med røde kinder og stærkt optegnede øjenbryn, mens skuespillernes påklædning er sort, og overdelen minder om et panser. Det understreger forestillingens absurde og stiliserede udtryk, hvor eneste minus er, at man måske kan tabe nogle tilskuere undervejs i den eksistentialistiske tekst, hvor både handling, scenografi og kostumer kan virke yderst udfordrende.
For selvom stykket kun tager en time, kan det føles som en lang gentagelse af samme udtryk. På den anden side er det forfriskende og modigt at se en iscenesættelse, der går hele vejen i én bestemt retning, og instruktør Camilla Kold Andersen har bevidst gjort teksten – og pauserne – til aftenens mest interessante hovedperson.