Psykisk sårbare nyder godt af naturen

Region Syddanmark udbyder med stor succes naturvejledning til borgere i psykiatrien. I naturen træder sygdomme i baggrunden for at lade mennesket komme til og finde sig selv

”Tør du kysse skrubtudsen” er et naturvejledningsprojekt for mennesker med psykiske sygdomme – her på tur på Randbøl Hede ved Frederikshåb Plantage. Undervejs er der tid til grin og gode historier. – Foto: Ole Risbjerg Pedersen.
”Tør du kysse skrubtudsen” er et naturvejledningsprojekt for mennesker med psykiske sygdomme – her på tur på Randbøl Hede ved Frederikshåb Plantage. Undervejs er der tid til grin og gode historier. – Foto: Ole Risbjerg Pedersen. Foto: Ole ...

Tør du kysse skrubtudsen?, står der med store bogstaver på siden af den grå varevogn, der holder parkeret på rastepladsen ved Randbøl Hede tæt ved Billund. Bag rattet sidder Benny Jensen. Han er ansat som naturvejleder i Region Syddanmark, hvor han arrangerer naturvejledning for mennesker med psykiske sygdomme.

Benny Jensens ture ud i naturen er populære. I 2012 blev det til 144 ture med 1856 deltagere. I dag er fire beboere mødt op fra institutionen Tinghøj i Egtved og en enkelt beboer fra Sukkertoppen i Vejle. Det er en lille gruppe, men det er helt bevidst.

Tit er det de samme mennesker, der er med på turene, og det er med til at skabe en tillid og tryghed, som gør, at deltagerne efterhånden tør åbne sig, forklarer naturvejlederen, der også er uddannet fritidspædagog.

For det handler ikke kun om at turde kysse skrubtudser, når naturvejlederen tager borgere fra psykiatrien med ud på tur. Det handler i lige så høj grad om at turde begive sig uden for de vante, trygge rammer, det handler om at turde være sammen med andre mennesker, og det handler om at turde dele ud af sig selv. Man går ikke kun på opdagelse i naturen; man går også på opdagelse i sig selv. For nogle af deltagerne er det grænseoverskridende bare at være med.

Deltagerne får lov at være med i deres eget tempo, på deres egne præmisser. Ingen stiller krav om, hvad de skal undervejs. Det kan godt være, der skal 5 eller 10 ture til, hvor man hader det, fordi man har svært ved at være blandt andre mennesker. Men jeg kan se, at nogle af dem, der har været med mange gange, efterhånden løsner op og ligefrem glæder sig til næste tur, fortæller Benny Jensen.

Han har været vidne til flere deltagere, der er begyndt med at gå tavse bagest i gruppen for til sidst at turde gå forrest og åbne snakken. Nogen har endda fundet modet og lysten til at tage ud og holde foredrag sammen med Benny Jensen.

Turen i dag går ind over Randbøl Hede ved Frederikshåb Plantage. Før vi begynder, fortæller Benny Jensen kort om hedens historie. Hvordan man i gamle dage frygtede at blive slagtet, hvis man begav sig ud på den åbne hede, som var hjemsøgt af røvere og banditter, og hvordan man forestiller sig, at Valdemar Sejr red hen over heden i år 1212 på vej mod Ribe, hvor dronning Dagmar lå på sit dødsleje.

I dag er her fredeligt, og mens vi venter på, at solen skal bryde igennem de grå skyer, der hænger over os, begynder vi at gå ind mod skoven på den anden side af vejen.

Mens vi går, opfordrer Benny Jensen os til at indsnuse duften og lægge mærke til træerne, buskene og fuglene omkring os:

Det her er liv, så det gør noget. Se, her ligger et stykke rensdyrlav. Det betyder, at I godt kan trække vejret rigtig dybt ind. Rensdyrlav kan kun gro, hvor der ingen forurening findes, så det er et godt tegn, forklarer han, inden han gør holdt på en åben plads i skoven.

Her forklarer han, hvordan tyskerne under Anden Verdenskrig opførte rullebaner af cement i skovbunden, så flyene kunne transporteres fra flyverskjul til den nærliggende Flyvestation Vandel. Han stikker hånden ned i sin taske og trækker et par laminerede fotos frem, som han sender rundt. Billederne forestiller forskellige fly. Et af billederne vækker noget i Jesper Møller Hansen:

Det er et Harrier-jagerbombefly.

Benny Jensen nikker bekræftende og spørger Jesper, om han ved, hvorfor de har den udformning, de har. Det ved han.

LÆS OGSÅ: Mange ældre har en uopdaget depression

Flyene er bygget til at kunne lette og lande på små arealer. Selv hvis russerne under den kolde krig bombede startbanerne, kunne de lande her i skoven, hvor man også let kan gemme dem af vejen, forklarer han.

Og således bliver vi andre lidt klogere på, hvordan Danmark under den kolde krig indgik en aftale med England om, at Royal Air Force i krigstid skulle komme os til undsætning med Harrier-flyene, der skulle kunne operere fra Flyvestation Vandel. I 1983 blev der indgået en aftale med Randbøl Statsskovdistrikt om at indrette parkeringspladser til flyene ved rullebanerne, som man også stadig kan se spor af flere steder i området.

Benny Jensen er trådt et skridt til side, mens Jesper fortæller. For han kan mærke, at Jesper ved noget om det her emne:

Alle kan og ved noget forskelligt, og det er en af turenes styrker. At deltagerne bidrager med lige præcis dét, som de føler sig trygge ved. Det øger selvtilliden og flytter fokus fra sygdommene til menneskene bag. Når vi fanger folk på deres interesser, får de lyst til at fortælle, og det er med til at bygge deres selvværdsfølelse op og forvandle dem fra passive tilskuere til aktive deltagere, forklarer Benny Jensen senere.

Han har på mange af sine ture oplevet, hvordan hierarkiet, som man kender det fra de hjemlige rammer, kan hoppe og danse og helt skifte karakter under en tur. De vante roller rystes, og det kan både være med til at skabe selvværd hos den enkelte og respekt fra de andre. Det kan give ny status i gruppen og få helt nye venskaber og relationer til at opstå.

Når vi kommer herud i naturen, får vi mulighed for at vise andre sider af os selv og for at bringe en viden frem, som måske ikke kommer til udtryk i hverdagen på institutionen. Her handler det ikke om sygdom, men om det enkelte menneske bag og om deres viden og interesser, siger Britt Clausen, der er aktivitetsmedarbejder og ergoterapeut på Tinghøj.

Mens vi går, lægger vi øre til adskillige fuglestemmer. Vi er nogle stykker, der ikke kan skelne den ene fra den anden. Men det kan en af deltagerne. Fra barnsben lærte han sig sammen med sin bror at kende forskel på de forskellige fugles fløjten.

Selvom han ikke har beskæftiget sig med det i mange år, sidder barndommens viden stadig fast. Uden at vakle udpeger han skovsangerens livlige, glade dur og løvsangerens sørgmodige mol for os andre.

Og det er netop det, der altid sker på udflugterne i naturen. Folk liver op, løsner op og får mod og lyst til at bidrage. Til at turde.

Det handler om at give dem ro og få dem til at tro på sig selv og genopdage deres mange ressourcer. Hver gang de oplever, at de kan noget, er det et kæmpeskridt videre i deres opfattelse af sig selv. Det giver mod til at afprøve nye ting, forklarer Benny Jensen.

Undervejs sørger han for, at alle får små opgaver, som giver hurtige succesoplevelser. Det kan være alt lige fra at klare en lille stigning i terrænet, selv om balancen driller, til at turde stå frem og fortælle for flokken.

Mens vi går, får vi indblik i kartoffeltyskernes forsøg på at opdyrke plantagen i 1700-tallet. Vi hører om jægersamfund, hugorme og sandflugt, og vi ser, hvad der gemmer sig i en klat uglegylp.

Årstal og paratviden sidder løst på naturvejlederen, der til gengæld ikke keder nogen med lange foredrag. I stedet får vi små anekdoter, pudsige informationer og historiske tilbageblik samt viden om alt lige fra dyre- og plantelivet på heden til madlavning, historie og kultur.

Mange af de mennesker, vi har med på turene, er mennesker, hvis grundfundament er smuldret. Naturen og den danske kulturhistorie er derimod noget stabilt og troværdigt, som kan være med til at give et nyt fundament at stå på. Vi er genetisk forbundet med naturen, men vi er tilbøjelige til at glemme vores samhørighed med den. Man kan sammenligne det med et sæt rustne tandhjul jo mere vi færdes i naturen, jo bedre glider de ind i hinanden igen, og jo bedre får vi det. Når vi rører os, tilfører vi kroppen energi, og det højner sundheden og livskvaliteten. Men turene handler også om at samle nogle gode, smukke billeder til nethinden. Det er det første skridt på vejen mod selvhelbredelse, siger Benny Jensen.

De gode, smukke billeder hænger ved, når deltagerne kommer tilbage i deres vante rammer.

De sætter sig i hukommelsen og bliver en del af vores fælles historie og fælles minder. Vi sidder tit og snakker om ture, der er foregået for flere år siden. Det er med til at skabe fællesskab, siger Britt Clausen.

Jesper Møller Hansen er en af de deltagere, der har været med flere gange. Han synes, det er rart at få rørt kroppen, og han elsker at få nye ting at vide. Man kan ligefrem se på hans ansigt, at han trives her, og han deltager også lystigt i snakken med de andre:

Det gør en rolig at komme herud. Det er dejligt at komme uden for de vante rammer og se nogle andre ting. Og så er det rart, at vi samtidig bliver klogere undervejs, siger han og fortæller stolt, at han er truppens faste kameramand.

Han kan godt lide at fotografere, og så er han god med en computer. Han sørger for, at der bliver taget billeder undervejs og for, at de bliver gemt på en måde, så de kan skabe glæde igen og igen. Undervejs på turen i dag opstår en idé om at lave power-points, så de, der ikke har været med, kan få et indblik i, hvordan det foregår.

Bagest i flokken går Torben Ravn. Det er anden gang, han er på tur sammen med Benny Jensen. Han fortæller, at han ofte selv tager på ture ud i naturen, men at det at gøre det med andre er lidt af en overvindelse for ham.

Jeg kan godt lide at komme ud i naturen, høre og mærke den. Naturen hjælper mig med at føle mig som menneske igen. Den er min medicin sammen med kost og motion. Normalt har jeg mere fart på, når jeg går selv. Turen i dag er mere en optræning i at være sammen med mange mennesker. For mig er det her et lille ballettrin i den rigtige retning. Men jeg er også klar over, at der skal mange trin til endnu, siger han, inden vi bliver afbrudt af et optrin på stien foran os.

Benny Jensen har fundet en myretue, og nu skal han se, om han kan få en af myresoldaterne til at skyde med myresyre. Han påstår, at han kan få en myre til at danse på sin hånd, men i dag er den dog mere i humør til at bide. En af deltagerne spørger, om det er gangnam style, den danser, og det fører til latter.

I det hele taget bliver der grinet en hel del undervejs på turen rundt i skoven. Benny Jensen går ikke af vejen for at fyre en røverhistorie af hist og her til stor morskab for deltagerne. Uden at fortrække en mine fortæller han om sunkne ubåde på bunden af søen og om venstrehåndede egern. Men hver gang bliver han gennemskuet af en eller anden. Og hver gang løftes stemningen en smule.

Der er en helt anden stemning herude end derhjemme. Det nyder vi, og jeg synes som regel, at det lykkes os at bringe noget af den gode stemning med hjem, siger Britt Clausen.

Under vores fødder begynder den brede skovsti at forandre sig. Det plane underlag bugter sig, stierne bliver smallere, og Benny Jensen gør et kort stop for at fortælle os, at vi godt kan forberede os på noget af Danmarks smukkeste natur. Vi drejer til venstre og ser landskabet forandre sig fuldstændigt. Lyngen bugter sig i bakkerne mellem grantræerne, og pludselig er det ikke længere mos, vi træder på, men sand. Midt i skoven ligger hele klitter af sand, og skovturen minder pludselig mere om en dag ved stranden.

Fødderne glider lidt i det løse sand, og nogle af deltagerne får brug for støtte. Heldigvis er der altid flere arme, der er klar til at blive stukket ind under en andens, og stille og roligt går det opad mod toppen, hvor en storslået udsigt venter os. Foran os ligger Syvårssøerne. Søerne har et skær af mystik; legenden siger, at der kun er vand i området hvert syvende år. Det passer dog ikke helt. Men det er rigtigt, at vandstanden svinger, idet den følger grundvandet. Nogle gange er der knastørt på bunden af området, men i dag er de der søerne. Og det er et smukt syn at skue ud over området, som man næsten ikke kan tro er et stykke dansk natur, men snarere et sumpområde eller en savanne i et eller andet eksotisk land.

Mens vi puster ud over turen op over klitten og nyder landskabet, sænker der sig en egen ro over selskabet. Vi kan alle mærke, hvordan naturen påvirker alle vore sanser, og hvordan de tanker, der ellers er tilbøjelige til at kværne rundt i ring, tier stille og giver plads til lyden af fuglene, der ivrigt synger for os. Oven over os har solen endelig vundet over skydækket.

På en lang række ned over klitten påbegynder vi tilbageturen. Kaffen venter på parkeringspladsen, hvor vi startede. For den er også et fast punkt på naturturenes dagsorden.

Over en kop kaffe eller te og en chokoladekiks kan man godt mærke, hvordan naturen har sat sig i kroppen på én. Mens benene får lov at hvile, tager vi i stedet snakketøjet i brug. Dagens oplevelser vendes, og højdepunkterne trækkes frem endnu en gang, inden vi siger på gensyn.

Tør du kysse skrubtudsen

mod på at gå på opdagelse i naturen for at få en større forståelse af sig selv

motion i naturen og mulighed for at afprøve alle muskler og sanser.

Randbøl Hede