Prøv avisen
Bog

Pulitzerprisvinder ikke helt på omgangshøjde

4 stjerner
Pulitzerprisvinder Jhumpa Lahiris roman ”Lavlandet” er en historie om kulturforskelle, mellem Indien og USA, og mellem generationer.

Forfatteren Jhumpa Lahiri, der er opvokset i USA, skriver stort anlagt roman om kulturforskelle mellem Calcutta og Rhode Island og om, hvordan et drab tynger flere generationer

Der lægges an til en fortælling om forskellige livsveje, der udspiller sig på forskellige kontinenter, i denne roman af den prisvindende forfatter Jhumpa Lahiri. Politiske begivenheder i det østlige Indien rammer fatalt ind i en familie og påvirker den over flere generationer.

Ved romanens begyndelse følger vi to brødre, der vokser op i 1950’ernes Calcutta. De stjæler golfbolde i den nærliggende klub, og hjemme hjælper familiens hushjælp til i det lille middelklassehus, der ligger ved et sumpet område med tætvoksende vandhyacinter.

Barndommen er sorgløs. Senere begynder brødrene på universitetet, og den ældste, Subhash, får på et tidspunkt et ph.d.-stipendium i Rhode Island, USA. Han ender med aldrig at flytte tilbage til Indien. Den yngste, Udayan, er oprøreren, politisk og i forhold til forældrene, da han på eget initiativ gifter sig med den filosofistuderende Gauri.

Lahiri har med ”Lavlandet” især fokus på den lille historie og de store linjer i den. Subhash, Udayan og Gauri følges på skift af den alvidende fortæller. Senere udvides med flere fra familien hen over årtier og frem til nutiden, hvor et barnebarn er kommet til. Men familieforholdene er komplicerede.

For tidligt i romanen dræbes Udayan af politiet, skudt i lavlandet ved forældrenes hus for sine politiske aktiviteter. Drabet splintrer familien. Forældrene isolerer efter skik og brug den unge enke, der viser sig at være gravid. Subhash vælger at gifte sig med Gauri for at få hende væk og sikre hende og broderens endnu ufødte barn en bedre fremtid end i Calcutta. Hun indvilger, og de forsøger at være en lille familie i Rhode Island. De fortæller ingen, heller ikke deres pige, Bela, efter hun er kommet til verden, at Subhash er hendes onkel, ikke far. Det hele må næsten ende galt.

”Lavlandet” er en historie om kulturforskelle, mellem Indien og USA, og mellem generationer. Små forskelle bemærkes af Gauri, da hun lige er ankommet til USA, for eksempel at navne på postkasser står mere rodet og tilfældigt i hendes nye land, mens de er skrevet sirligt med pensel i Indien.

Men ”Lavlandet” er også og mere markant en roman om tomrum, fravær, ubemærkethed. Det bliver også til romanens svaghed, for den tager et lige lovligt fast greb om disse størrelser og gør dem determinerende for personerne.

Selv flere år efter datterens fødsel føler Subhash sig som en svindler, der har overtaget broderens familie. Når lille Bela vil ligge hos ham, indtil hun falder i søvn, tænker han eller siger fortælleren, det er lidt svært at skelne i denne roman: ”Hver aften insisterede Bela på at han skulle ligge hos hende indtil hun faldt i søvn. Det var en påmindelse om deres forbindelse til hinanden, en forbindelse der på én gang var falsk og sand.” Det er dog alligevel ham, der føler uforbeholden kærlighed, mens Gauri trækker sig som mor, med store omkostninger for Bela. Hendes livsvej formes af moderens fravær. Senere, efter datteren er blevet voksen, konstateres det: ”Alt i Belas liv har været en reaktion.”

Det er på den ene side en skøn klart optegnet roman, hvis kan man lide de store linjer, og med en grundlæggende sørgelig, atypisk ménage à trois. På den anden side savner jeg også lidt større sensibilitet og plads til andre sider af hovedpersonerne gennem romanens knap 500 sider. Den er ikke helt løs nok på de indre personoptegnende linjer, men styret af det, der fortælles om drab, der avler tomrum, om tilbagetækning, der avler tilbagetrækning.

Lahiri, der i øvrigt selv er opvokset i Rhode Island, vandt Pulitzerprisen for sin debut ”Tolken” tilbage i 2000. I 2013 blev hun shortlistet til Man Bookerprisen for ”Lavlandet”. Selvom det er vægtige priser, er det ikke en garanti for kvalitet.

Forfatteren er i hård konkurrence med mange andre engelsksprogede forfattere, der er opvokset i Vesten og med familiebaggrund i tidligere kolonier og andre dele af verden, og bruger det som afsæt til stærke, store fortællinger på tværs af kontinenter.

Romanen er den bedre mellemvare. Dens kvalitet er de store linjer i den lille familie gennem generationer, ligesom det er interessant, at den går tæt på et hjørne af sidste århundredes politiske begivenheder i Indien, nemlig den kommunistiske naxalit-bevægelse i det vestlige bengalen. Det er denne bevægelse, lillebroderen Udayan er aktiv inden for.

Tidsbillederne er også vævet fint ind, med levende skildringer af studerendes sociale liv på Calcutta University omkring 1970. Men de udgør blot et baggrundstæppe for historien om en familie. Så hermed en forbeholden anbefaling.