På malerisk rejse i det danske landskab

Den største udstilling siden 1919 med den i mange år uglesete kunstner Vilhelm Kyhn kan for tiden ses i Randers. Den er en glæde

”Stranden ved Kandestederne” (1877) af Vilhelm Kyhn har kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen kaldt ”et af de små underværker i dansk kunst”. –
”Stranden ved Kandestederne” (1877) af Vilhelm Kyhn har kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen kaldt ”et af de små underværker i dansk kunst”. –. Foto: Randers Kunstmuseum.

Vilhelm Kyhn & det danske landskab. Vises på Randers Kunstmuseum indtil den 6. januar 2013. Projektet er gennemført i samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum ved Toreby, Ribe Kunstmuseum og HEART Herning Museum of Contemporary Art. Samt med Aarhus Universitet, på hvis forlag en stor bog med bidrag af forskellige skribenter er udkommet om neren. Bogen er redigeret af Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand og har titlen Vilhelm Kyhn & og det danske landskabsmaleri.

Kom frit frem! Man kan skam godt være bekendt at holde af malerier af Vilhelm Kyhn (1819-1903).

LÆS OGSÅ: Mentalt frihjul i Ikast Kommune

Opråbet gælder i første omgang anmelderen selv, men kunne også tænkes at have relevans for andre, der er gået lige så stille med deres tilbøjelighed, at de har skjult den, som var den en last.

Men hvorfor dog denne diskretion? Læs, hvad Finn Terman Frederiksen skriver i sin artikel i bogen, der er kommet i forbindelse med den turnerende udstilling. Det stillede spørgsmål opløser sig selv, når man læser hans indledende omtale af den meget negative bedømmelse, som Kyhn især i det 20. århundrede har været genstand for: Udstillingsanmeldere og historikere har generøst tildelt ham tørre verbale tæsk, fastslår den tidligere leder af Randers Kunstmuseum.

Med trods diverse nedsættende karakteristikker er Vilhelm Kyhn ingen last. Han er en glæde. Og en sådan bør man naturligvis ikke omgås med noget, der ligner flovhed.

Man kan ærgre sig over, at udstillingen på dens første ophold i Randers indledes med et billede, der ikke hører til nerens mest interessante og tilmed kan bekræfte de herskende fordomme om ham. Det er Vinteraften i en skov (1853), hvor man ser to personer i en kane glide yndigt gennem en aftenrødmende vinterskov. Man kan næsten høre bjældeklangen. Billedet minder om et klassisk julekort i stormat XXX stort format??? XX.

Men mange meget større oplevelser venter gæsterne. Først og fremmest i form af de da også dominerende, store naturpanoramaer så dragende, at man får lyst til at gå ind i dem og måske endda blive borte i dem. Hvis man altså kan blive borte i meningsfuldhed. Finder man ikke snarere sig selv i den? I hvert fald breder den sig ud for beskueren. Som et tilbud.

Uanset spørgsmålet om kvalitet er skovbilledet imidlertid i mindst én henseende karakteristisk for Kyhn nemlig for ham som den romantiker, han livet igennem tillod sig at være. Finn Terman Frederiksen er inde på det i sin artikel, hvor han kæder holdningen sammen med de religiøse dybder i Kyhns forhold til naturen noget, som denne angiveligt ofte er inde på i sine breve. Blandt andet i et fra 1889 til vennen og kollegaen Lorenz Frölich, hvor han understreger den menneskelige/neriske begrænsning i den store sammenhæng: kun en Anelse om Gudskraften er det muligt at give.

Om virkeligheden ifølge Kyhn skriver Terman Frederiksen rammende i en passage i den nævnte artikel, der skildrer ham som romantiker i kraft af sit sværmerisk andagtsfulde forhold til naturen, forbundet med overbevisningen om, at neren skal være en ydmyg skildrer af naturens herligheder, sådan som de fylder og bevæger hans følsomme sind, og ikke bilde sig ind, at maleriet kan føje noget som helst til værdifuldt til fremstillingen af naturen i kraft af behændige greb og teknisk virtuositet.

Udstillingen er en sjælden, men så meget desto mere velkommen anledning til at danne sig et helhedsindtryk af Vilhelm Kyhns : Det er den største med ham siden 1919 og består af godt 70 malerier samt op mod en snes værker på papir. I lanceringen indgår et omfattende digitalt formidlingsprojekt henvendt til de gæster, der vil vide mere. Men også for dem, der nøjes med at koncentrere sig om værkerne på væggene, er der mere end nok at komme efter. Det er rigdom på rigdom i ramme.

Blandt samtidens nere var Kyhn en af dem, der rejste mest rundt i Danmark. Det præger værkerne, naturbilleder fra forskellige egne af Jylland, Fyn og Sjælland. Ligeledes på Bornholm malede han. En særlig betydning for ham fik landskaberne ved Silkeborg, for eksempel ved Himmelbjerget.

Alle årstider er repræsenteret, den strålende sommerdag, dens lys af lykke, men også de grå stunder er han fortrolig med, og den stille sommeraften, hvor den drivende dis gør alt så anderledes, at man ikke mere kan føle sig sikker på, det er, hvad det umiddelbart giver sig ud for. Eller den menneskeforladte, tidlige vinteraften, hvor man næsten kan mærke kulden slå ud fra billedet, og hvor de eneste tilstedeværende levende væsner, nogle fugle, ser ud, som om de har fortrudt, de ikke er på træk. Det er stemningsfulde billeder, skabt af en ner med alle sanser slået op for vejret og lyset, som om han er, hvad han maler. Hvad han i en vis forstand vel netop også er.

Lad os slutte foran et maleri, der ganske vist ikke er det mest typiske for Vilhelm Kyhn. Til gengæld kan man ikke få et mere overbevisende udtryk for, hvor stor en ner han var, når han var bedst.

Det pågældende billede, Stranden ved Kandestederne (1877), viser, hvad historikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har ret i er en aldeles uinteressant stump strand. Han har også ret i, at det med hensyn til fysisk format beskedne værk er et af de små underværker i dansk . Det er et billede, hvor intet skal være andet end, hvad det er. Og det er det så. Med en ægthed, der gør det vrisne hav, stranden, himmelrummet og de grå klitter til en virkelighed lige så uafviselig, som befandt man sig selv frysende ude i den skildrede rå dag med det vinterblege lys.

Dette og en lang række andre billeder siger, hvad der skal siges: Det er en udstilling med bud til mange. Se den!