På udkig efter kristendommen

Forfatteren Tolkien er umådeligt populær. Men moderne læsere begriber ham ikke til bunds, for så ville de kaste hans bøger fra sig, siger eksperter

J.K.K. Tolkiens værk er solgt i 150 millioner eksemplarer. Forfatteren døde i 1972.
J.K.K. Tolkiens værk er solgt i 150 millioner eksemplarer. Forfatteren døde i 1972. Foto: Bill PotterCamera Press.

Det er ingen overdrivelse at sige, at Ringenes herre er et populært værk. J.K.K. Tolkiens værk er solgt i 150 millioner eksemplarer, og filmatiseringen har begejstret tilsvarende.

Et bemærkelsesværdigt træk ved succesen er dens umådelige bredde. Ganske vist er der dem, der tager skarpt afstand fra værket, fordi det er konservativt. Feministen Germaine Greer udtalte således: Det har været mit mareridt, at Tolkien skulle gå hen og blive den mest indflydelsesrige forfatter i det 20. århundrede. Den onde drøm er blevet virkelighed.

Men endnu flere af dem, der ellers går i en stor bue uden om et konservativt budskab for slet ikke at tale om et kristent, labber Ringenes herre i sig. Når blot Tolkien er forfatteren og handlingen henlagt til fabelvæsenernes verden, køber mange kulturradikale og venstreorienterede gladeligt hele pakken.

Beboerne af kollektivet Maos lyst, hvoraf Ebbe Kløvedahl Reich og Troels Kløvedal var de kendteste, tog i 1970erne ligefrem mellemnavnet Kløvedal som vidnesbyrd om deres dybe hengivenhed for Tolkien. Samtidig kunne de beundre den kinesiske kommunisme, der ellers udøvede vandaliserende billedstorm mod al tradition og kultur i Riget i Midten. Og det kulturradikale Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden kaldte Ringenes herre sin yndlingsbog.

Konservativt er værket for så vidt, at gamle dyder her står kæmpende over for de onde kræfter, der vil omstyrte en etableret orden. De er kaosmagter, og Tolkien betragter restauration og genoprettelsen som sejr. Samtidig er hans fantasy-prægede epos stilistisk ganske traditionelt og ude af trit med modernismen.

Den kristne forkyndelse i Ringenes herre er ganske vist pakket ind, men udgør ikke desto mindre tømmeret under al alferiet. I et essay taler katolikken Tolkien i kristne begreber om den store forløsning, som han kaldte eukatastrofe, den gode katastrofe, som også er opstandelses-erfaringen i Ringenes herre:

I et eventyr eller i en handling i en anden verden er den en pludselig og mirakuløs nåde; en, man aldrig kan være sikker på kommer igen. Den bestrider ikke dyskatastrofens (den onde katastrofe, red.) eksistens eller sorgens og fiaskoens deres mulighed er nødvendig for glæden ved forløsning; den bestrider (ansigt til ansigt med mange tegn på det modsatte, om man vil) det universelle nederlag og er for så vidt evangelium.

Siden hedder det: Kristi fødsel er eukatastrofen i menneskehedens historie, opstandelsen er eukatastrofen i inkarnationens historie. Og den lader sig fremstille i den fantastiske fortælling: Denne historie er overlegen; og den er sand. Kunsten er blevet verificeret, Gud er Herren over engle og mennesker og alfer. Legende og historie har mødtes og gledet sammen.

David Gress, historiker og klassisk filolog, betragter Ringenes herre som noget nær sin yndlingsroman. Han er da også både katolik og konservativ som Tolkien, så han behøver ikke gå i spagat her. Gress har ingen oplagt forklaring på Tolkiens universelle appel.

Der findes ganske vist også en meget stor anti-Tolkien-lejr blandt dem, der også naturligt burde tage afstand fra ham. Der er da også herhjemme kulturradikale, som ikke vil røre ham med en ildtang Rifbjerg for eksempel men mange er skam fascinerede. Og det er faktisk gådefuldt. Ganske vist er kristendommen ikke præsent på en klar og tydelig måde i værket, men Tolkien ville selv sige, at den skam er med alligevel, nemlig i hele moralen med selv-opofringen, de smås sejr over de mægtige, hele den kristne etik foruden det evige livs dimension.

Måske opdager mange læsere ikke denne struktur bag teksten, foreslår David Gress.

Jeg vil næsten tro, at de, der normalt tager ivrigt afstand fra kristendommen, ikke forstår disse træk ved værket. De tænker vel: nåh ja, hvad pokker, det er jo eventyr og bare meget sjovt. De begriber næppe bogen til bunds, for gjorde de det, ville de hellere brænde den på bålet.

David Gress mener, at en række værdier støder sammen omkring denne forfatter.

De kulturradikale går ind for frisind, for provokationen og for antiborgerlighed. Tolkien stod for alt det modsatte, også i sit eget liv, hvor han var konservativ familiefar og trofast ægtemand.

Om mange på venstrefløjen måske inderst inde er skabskonservative, tør David Gress ikke gisne. Han vil nøjes med at undre sig.

Jeg synes jo, det er vanskeligt at gå ind i det værk uden at blive påvirket holdningsmæssigt af det. Men man kan jo aldrig vide, hvad der foregår i hovedet på folk, der læser, og måske går det hele ind ad det ene øje og ud af det andet, om jeg så må sige.

Hans Hauge, dr.phil. og lektor ved Aarhus Universitet, kan heller ikke se de indlysende årsager til, at Ringenes herre også fortryller så mange antikonservative.

De kan måske se dens univers som en leg. Man får lov at lege metafysiker, og mange savner nok hemmeligt noget metafysik i deres tilværelse.

De computerspil, der er kommet til, siden Tolkien brød stort igennem, lever af samme fascination, påpeger Hauge, og de lancerer ligefrem legen i bogstavelig forstand. Samtidig er de i reglen tydeligt inspireret af Tolkiens æstetik.

Der er dog en bestemt holdning hos J.K.K. Tolkien, som umiddelbart deles af venstrefløjen:

Tolkien er jo er en art forløber for øko-bevægelsen, og Ringenes herre er en slags øko-thriller. Han var sådan en type, der helst ville forbyde biler i Oxford, og man kan da se The Shire (hobbitternes hjemegn, red.) som drømmen om et pastoralt England uberørt af industrialiseringens forbandelser.

Og så er der krigens dimension. Sit helt store gennembrud fik Ringenes herre i USA under Vietnamkrigen, fortæller Hans Hauge.

Da strøg den til tops på deres bestsellerliste. Både C.S. Lewis og Tolkien havde jo Første Verdenskrigs-erfaringer, men de slap dem ikke ud andetsteds end i deres fiktion, hvor vi hos begge har disse store krigeriske sammenstød. Jeg tror, at Ringenes herre kan være en måde at bearbejde krigen på. Værket har jo fået en genopblomstring her under krigene i Irak og Afghanistan, selvom filmatiseringen selvfølgelig er den vigtigste årsag til den nye bølge.

Hans Hauge peger også på, at Ringenes herre er en usamtidig og konservativ bog, i den forstand at den ikke lever op til finlitteraturens krav.

I de fleste engelske litteraturhistorier nævnes Ringenes herre eller Hobitten overhovedet ikke.

Den engelske digter John Heath Stubbs har sat ord på den skepsis, da han kaldte Ringenes herre for en kombination af Wagner og Peter Plys. Mødet mellem det bombastiske og det tuttenuttede. Hans Hauge præciserer:

Tolkien gør alt det, man ikke må: Personerne er unuancerede, man ved, hvem der er de gennemgode og de gennemonde. Det handler heller ikke om virkeligheden, og der brydes i det hele taget med alle krav til moderne prosa. Men mange, som ellers vil gerne være feinschmeckere her, synes muligvis, det er rart at slappe af med Ringenes herre, når den rigtige litteratur er for krævende. Man skal ikke tage stilling, og det hele ender godt.

Opdager læseren ikke den kristelige dimension i Ringenes herre, er vedkommende egentlig lovligt undskyldt, mener Hauge.

Tolkien har en Johannes Døber-rolle; han er forløber og budbringer. Og værkerne kan udgøre en indøvelse i kristendom. Men kristen skønlitteratur bør være indirekte. Er den direkte forkyndende, er den jo ikke til at holde ud. Også T.S. Eliot undgik at nævne kristne begreber. Det skal komme, uden at man opdager det. Ellers ville de kulturradikale jo også løbe skrigende bort.

Det gør de færreste af dem; de strømmer til, og heri ligger en komisk ironi, påpeger Hans Hauge.

Når de sidder og nyde Tolkien i biografen, er de faktisk til gudstjeneste, og det er da morsomt, at den antikristne kulturelite ikke er klar over det. Og endnu morsommere, at det mest populære kunstværk i den vestelige verden i dag er både religiøst og antimodernistisk.

Magasinet Standpoint bragte for nylig en artikel om dette emne, og dens forfatter, David Platt, tillod sig en vidtrækkende konklusion:

For konservative burde den ualmindelige hengivenhed over for Tolkien måske bekræfte, at de fleste mennesker følelsesmæssigt hælder til en verden af gammeldags social ro, konformitet og orden.