Taylor Swift er landet: Folklore
★★★★★☆
Det er kun 11 måneder siden, Taylor Swift udgav albummet ”Lover”. Siden har hun været med i Netflix-dokumentaren ”Miss Americana”. I sidste uge annoncerede hun sit nye album, og få timer efter lå det på streamingtjenesterne. 16 sange, skabt under coronakrisens ”lockdown”. Voila, effektivitet! Denne tid har lært os, at intet må tages for givet, har Swift udtalt. Og det er noget af en tur ud på landet, popkunstneren har taget på ”Folklore”. Fungerer det? Ja, det er hendes mest modne værk til dato. Swift lander med piblende kærlighedsperler som ”Peace” og viser halvpolitiske tænder på ”The Last Great American Dynasty”. Bon Iver drysser sin fragile røst i en sang, og i Bon Iver/The National-produktionen lever en folket melankoli meget, meget langt fra albummet ”1989”. Tyggegummipop dur ikke i Tennessee.
The Chicks med nystrøget pop: Gaslighter
★★★★★☆
The Chicks, den storsælgende Texas-trio, som tidligere hed Dixie Chicks, er ude med deres første udgivelse i 15 år. ”Gaslighter” er en term, som ofte bruges om Donald Trump. Sangene handler dog om oplevelser i privaten, Natalie Maines’ skilsmisse fra skuespillermanden Adrian Pasdar. Problemer med samliv – og bryllupperne – står i flertal i ”My Best Friend’s Weddings”. Og de synger et sted: ”Twenty years of hanging on/ Now it all adds up to nothin’…/ I hope she’s something good”. Countrykanterne er ikke så skarpe som tidligere – producer Jack Antonoff (Lana Del Rey, Lorde) har strøget de 12 sange med radiovenlig pop. Bluegrassen er dog stadig en rygrad i musikken, som rummer en rå humor. Dette album skal nok give The Chicks et nyt publikum. Især dem, som er glade for Taylor Swift.
En hurtig racerbil: Grand Prix
★★★★☆☆
Der har altid været noget filmisk over den franske chanson-stjerne Benjamin Biolays musik. Sangene på ”Grand prix” bærer titler som “Comme une voiture volée”, ”Virtual Safety Car”, ”La roue tourne”, og han kan finde vej ind til de store følelser uden gps. Pariser-crooneren begyndte på sit niende album kort efter racerbilkøreren Jules Bianchis ulykke under Det japanske Grand Prix i 2014, som kostede ham livet. Biolay behandler tragedien med sange om sportshelte og deres opofrelse kontra fankultur. Hjertet er som en gammel motor synger han, og musikalsk rører han ved post-punk, Britpop, disco og refererer til The Smiths og Happy Mondays. Gæsterne tæller skuespillerinden Anaïs Demoustier, Keren Ann samt Biolays ex-kone Chiara Mastroianni. Albummet når ikke samme højder som ”La Superbe” (2009), men Biolays sensuelle sangstil har fået en fin modenhed. Kender man ikke Biolay, er det et godt sted at stige på nu.
Klassisk Wainwright: Unfollow the Rules.
★★★★☆☆
Efter at have arbejdet med Shakespeare-sonetter og opera vender Rufus Wainwright nu tilbage til popscenen med sit 10. studiealbum, det første siden 2012. ”Unfollow the Rules” er klassisk Wainwright, tør man sige – ikke langt fra debuten i 1998, som gav sangeren et massivt publikum. Pianoballader, symfoniske stykker med Hollywood-strygere er effektiv baggrund for dramatiske fortællinger om livet som ægtemand, far, mand midt i livet, om vilde roser, der blomstrer i ruiner. Typisk Wainwright at synge om det spirende liv, den brutale skønhed og tilværelsen på trods. Titelnummeret er rigtig flot, og resten er Rufus Wainwright, som vi kender ham, og det er godt at have ham tilbage.
Scofield nynner: Swallow Tales
★★★★★☆
Titlen er ganske sand. Er der nogen, der formår at skrive jazzkompositioner, der minder om små eventyr, er det bassisten Steve Swallow. Ja, han er bassist, men han kan få bassen til at synge blidt. Det ved John Scofield, der har en forkærlighed for rockfunkede riffs og en abrupt spillestil. Og her kører han derudad ledsaget af Swallow selv samt Bill Stewart på trommer. Men Scofields guitar kan også synge, og lyden kan være rund og blød. Denne ECM-udgivelse rummer Swallow-historier som ”She Was Young”, ”Falling Grace”, ”Awful Coffee” og ”Hullo Bolinas” (humor er godt). Nogle af numrene er indspillet af vibrafonisten Gary Burton, da Swallow var i Burtons band. Det er forfriskende at høre numrene i denne konstellation, hvor bas og guitar smelter sammen, så det lyder som nynnen.