For Rachel Cusk er vejen ud af individualismen gået gennem det kollektive. Fra snæver blindgyde med fokus på jeget til bredt hovedstrøg, hvor de andre er hovedpersoner. Det er dybt interessant at bevidne denne proces, og derfor er den engelske forfatters trilogi om kvinden Faye, der slutter i dag med udgivelsen af romanseriens tredje bind, ”Kudos”, en begivenhed i det litterære landskab. Herfra er der nye veje at gå.
Den engelske forfatter har tidligere skrevet selvbiografiske bøger om sit opløste ægteskab og moderrollen spændt ud mellem instinkter og politisk korrekthed og fået heftig kritik for at udlevere sine nærmeste til offentligheden. Hun er blevet sammenlignet med kolleger som Sheila Heti og Karl Ove Knausgård fra den autobiografiske bølge, men da trilogiens første bind, ”Omrids”, udkom, fornemmede man, at noget nyt var på vej.
I trilogien følger læseren Faye, som er forfatter, fraskilt og midaldrende, bosat i England og hyppigt rejsende. Jo, der er nok af ligheder mellem Faye og Rachel Cusk, men det er ikke Faye, som fylder på siderne. Det gør derimod alle dem, som Faye møder på sin vej, og det er deres historier, der er ”handlingen” i de tre romaner.
Titlen ”Kudos” er græsk og betyder ”priser” eller ”anerkendelser”. Det var oprindelig et navneord i ental, der med tiden er blevet til flertal. ”Individet er blevet fortrængt af det kollektive”, forklarer den unge guide, som Faye på dette tidspunkt lytter til. Det er nøjagtigt det, der sker i romanerne. Effekten ved at lytte til alt dette kollektive er ret speciel. Nogle gange føler man som læser, at man overhører samtaler, man ikke har adkomst til. Det kollektive kan også være privat og intimt. Andre gange og ude i virkeligheden overhører man andres samtaler – i frokoststuen, omklædningsrummet, togkupéen – og føler, at man er med i en Rachel Cusk-roman. Man bliver selv en lytter af at læse om Faye.
Det lidt nye ved ”Kudos” er, at Faye siger mere, end hun plejer. Der er lidt flere dialoger end monologer. Det er ikke en entydig gevinst, for Fayes medmennesker er som regel mere interessante end hende selv. Det gælder eksempelvis den første, hun møder i ”Kudos”, en meget høj forretningsmand med stort søvnbehov, som vrider sig på det lille flysæde ved siden af Faye, som er på vej til en litteraturfestival.
Da han endelig får ro for sine lange ben, fortæller han sin rent ud rørende historie om familiens store hund, som han undertiden har tænkt elsker ham højere, end hans øvrige familie gør. Nu er hunden uhelbredeligt syg, og for at skåne den for smerter har manden måttet aflive den. Faye lytter – og det gør vi andre i høj grad også.
Når hendes gengivelser af andres historier er så stærke, skyldes det ikke mindst, at de siger noget generelt om det at være menneske. En anden historie længere fremme i ”handlingen” kommer fra en journalist, der åbent fortæller om, hvor misundelig hun er på sin søsters ægteskabelige succes, indtil det viser sig, at søsteren skal skilles. Så godter journalisten sig vældig meget, men føler jo også skam. Indtil historien tager en ny drejning, der også, som i historien om hunden, involverer uhelbredelig sygdom.
Romanen slutter med, at Fayes teenagesøn ringer hjemmefra. Han kalder sin far for far og sin mor for Faye, så supernære er de to næppe. Han er kommet til at påsætte en brand med nogle venner. Et hændeligt uheld, og Faye siger alt det rigtige – men var der ikke noget med, at romanen begyndte med, at en person sagde, at kapitalismen og store dele af det moderne liv er styret af en hemmelig længsel efter at brænde alting ned til grunden? En flammende cirkel sluttes; det er godt arrangeret af Cusk. Sådan hænger ”Kudos” sammen – ikke som ved en traditionel, fremadskridende handling, men via sprolige billeder og markante udtalelser.
På grund af Fayes profession som forfatter, og fordi rammen i ”Kudos” er to litterære konferencer, møder hun mestendels ligesindede. Det giver et lidt snævert socioøkonomisk udsyn, men hvad der tabes på den kreative klasses gynger, vindes på de eksistentielle karuseller. Langt de fleste læsere vil kunne spejle sig i Rachel Cusks romaner.
Faye får qua sine rejser til bogfestivalerne også mulighed for at formidle indsigter om den litterære børs: Hvilke mekanismer gør, at nogle forfattere sælger og andre ikke gør? På et tidspunkt lytter hun til sin forlægger, og han siger:
”Det, alle forlæggere var ude efter, fortsatte han – den hellige gral på den moderne litterære scene, så at sige – var de forfattere, der klarede sig udmærket på markedet, samtidig med at de holdt fast i deres tilknytning til litteraturens værdier, med andre ord: som skrev bøger, folk rent faktisk kunne nyde uden at føle sig det mindste flove over at blive set læse dem.”
Det er på mange måder nøjagtigt her, Cusk selv ligger. Hun fornyer romankunsten med sine bøger, men ikke på en svær måde som i modernismens højtid for 100 år siden, hvor det skulle være nærmest fysisk krævende og intellektuelt strabadserende at læse et eksperimenterende digt.
Cusk er en nydelse at læse, samtidig med at hun er ”litterær”. Det bliver spændende at se, hvordan hun fortsætter sin vej ind i det kollektive efter denne skelsættende trilogi.
En forvarsel kan man få med essaysamlingen ”Coventry”, der er udkommet i hjemlandet, efter at hun afsluttede romantrilogien. Den består af tidligere trykte artikler, anmeldelser og forord. Tre tekster rager op og kunne sagtens tåle at udkomme på dansk. ”Lions on Leashes” handler om livet med teenagedøtre (maks. identifikation for mødre og fædre omkring de 50, som Cusk selv er).
Titelessayet ”Coventry” handler om stilhed, og hvorfor vi ikke kan leve uden, og hvorfor mange ægteskaber lider under en norm om, at der hele tiden skal snakkes. Og så er der ”I am nothing, I am everything” om Frans og byen Assisi, som Cusk besøger med sin familie, og som er startskuddet til en stærk tekst om dén katolicisme, som Cusk er opdraget i, men har forladt, men som vist ikke helt vil slippe sit tag i hende. Anbefales.