Rachel voksede op som mormon: De kalder sig kristne, men det er jo en sekt

I sin selvbiografiske debutroman ”Grundvold” beskriver Rachel Röst, hvordan det var at vokse op i en fattig og dysfunktionel mormonfamilie. Og med en konstant opmærksomhed på ikke at udfordre det mandlige blik

Det har taget Rachel Röst fire år at skrive sin historie om at bryde ud af mormonbevægelsen. Efter bruddet, da hun var i 20’erne, blev hun ramt af en voldsom dødsangst: ”Der gik det jo, sent, op for mig, at jeg ikke havde en sjæl, men at jeg nok bare forsvandt. På én eller anden måde havde døden indtil da været en port til et andet og bedre liv, hvor alt bare var perfekt i uendelighed”.  – Foto: Leif Tuxen.
Det har taget Rachel Röst fire år at skrive sin historie om at bryde ud af mormonbevægelsen. Efter bruddet, da hun var i 20’erne, blev hun ramt af en voldsom dødsangst: ”Der gik det jo, sent, op for mig, at jeg ikke havde en sjæl, men at jeg nok bare forsvandt. På én eller anden måde havde døden indtil da været en port til et andet og bedre liv, hvor alt bare var perfekt i uendelighed”. – Foto: Leif Tuxen.

En familie på fem render rundt på Amager Fælled og leder efter hyldeblomster. Far, mor og tre døtre. Som en lille hær går de og synger mellem buskene:

”Fremad, Herrens stridsmænd!”

Det lyder idyllisk, kernefamilien mod verden. Børnene er med på legen. Men der går ikke længe, før en mørkegrøn jeep ruller op på siden af dem. Ud stiger en uniformeret mand, som råber og skriger af familien, at de skal skynde sig at komme væk. For de går på mineret grund, et forladt, militært område. Jorden under børnenes fødder er fuld af udetoneret ammunition.

Scenen er fra 44-årige Rachel Rösts selvbiografiske debutroman ”Grundvold”, der udkommer i næste uge på forlaget Gyldendal. Og trods det akavede udfald er turene på Amager Fælled, der også i dag er et af københavnernes yndlingssteder, blandt de få lykkelige minder, hun har fra sin barndom.

”Vi var jo særlige, ikk’?”, som hun siger med en let amagerkansk klang.

”Vi var specielt udvalgt til at komme ned i de sidste tider. Det var en slags magi, man var ligesom en prinsesse. Men samtidig lå jeg om natten og havde mareridt om kirken. Om lamanitterne, der voldtager og plyndrer, om dommedag. Jeg drømte om højhuse, der styrter, og byer, der bliver bombet. Katastrofen lurede jo om hjørnet. Der var et mørke, som jeg mærkede, og som jeg hele tiden forskød.”

Rachel Röst drejer låsen op til sin toværelseslejlighed og lader et smilende, rødhåret hovedet komme til syne i døren. Hun byder på en kop Nescafé og går i køkkenet for at sætte vand over. Kaffen er én blandt mange ting ved hendes nuværende liv, hun ikke har med sig hjemmefra. Hun er opvokset i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på Amager i en familie af stærkt troende mormoner, og hun er blandt andet vokset op med reglen om, at man ikke må drikke noget med koffein i.

Men også med mere alvorlige ting. Titlen ”Grundvold” stammer fra et citat af mormonernes profet Joseph F. Smith: ”Hjemmet er grundvolden for alt godt,” lyder det. Men i Rachel Rösts barndomshjem var alt bestemt ikke godt.

Romanen, som har været fire år undervejs for Rachel Röst, følger pigen Rebecca, ældste datter i familien Petersen. Hun har to yngre søstre, en skrøbelig, hjemmegående mor med et evigt brusende pilleglas i nærheden, og en kontrollerende far, der er frustreret over sit sælgerjob og længes efter at stige til vejrs i hierarkiet inden for mormonbevægelsen. Faderen benytter enhver lejlighed til at fortælle sin omvendelseshistorie: Hvordan han selv voksede op i en alkoholiseret familie, blev svigtet som barn, men åbnede sig for troen, da han var ung. Og lige da var det, at to missionærer kom forbi og viste ham ”vejen”.

I reolen på hans kontor står der ringbind: ”Rebecca, ”Lydia”, Esther” og ”Elisabeth”, står der på ryggene. Der er fire ringbind, også et for pigernes mor. Træder nogen af husets kvinder uden for den smalle sti af regler, faderen har sat op for familien, er det op på kontoret. Nogle gange til fysisk afstraffelse, andre gange til forbøn.

Særligt mange og lange familiemøder giver det, da Rebecca bliver teenager og begynder at stille spørgsmål til det konservative tøj, hun ifølge mormonismen skal iklæde sig for ikke at udfordre det mandlige blik. Hun får lusket sig til et par genbrugsbukser og mærker med fryd, hvordan de folder sig om hendes ben. Men faderen kan ikke lide den slags tøj. Selv de hvide ”garments”, beskyttende hvide underklæder, er lavet for at holde onde ånder væk. Og Rebeccas teenagekrop er en Satan i sig selv, eksplosivt voksende bryster, og hænder, der nogen gange har lyst til at gå på opdagelse.

Lidt efter, at vi er begyndt interviewet, undskylder Rachel Röst og rejser sig fra stuebordet, da dørtelefonen går. Hun tager imod to gennemsigtige plasticposer med varer fra nemlig.com, så hun kan fylde sit køleskab op. Det fyldte køleskab er i romanen et mytisk fænomen, Rebecca først møder, da hun som 16-årig flytter på ungdomspension – efter gentagne forsøg på at kontakte kommunen for at få hjælp til at komme væk hjemmefra.

Jesu Kristi Kirke af De Sidste Dages Hellige er det navn, mormonerne bruger om sig selv. Bevægelsen, der stammer fra USA og blev grundlagt først i 1800-tallet af profeten Joseph Smith, tror på, at de er udvalgt til at komme i ”tusindårsriget” ved dommedag, men at der vil komme hårde tider forinden. Enhver mormonfamilie skal have forråd til ét år, forklarer Rachel Röst. Tønderne med skummetmælkspulver og korn stod i et åbent skab i hendes barndomshjem:

”Man kunne hele tiden se dem ud af øjenkrogen, de var en konstant ’reminder’ om den katastrofe, der skulle komme,” siger hun.

Paradoksalt nok var der alligevel aldrig mad nok. I bogen fylder Rebeccas jagt efter mad meget, og baggrunden for flere af de idylliske familieture på Fælleden er da også den barske, at familien simpelthen sulter.

”Vi spiste ikke ordentligt, og jeg var sulten det meste af tiden som barn. Vi fik ikke madpakke med i skolen, og det var bare ikke kun, fordi vi var fattige, det var også på grund af min far, der forvaltede de penge, vi havde, dårligt. Han kunne finde på at købe dyre ting til sig selv, en ny racercykel, selvom køleskabet var tomt,” siger Rachel Röst.

”Jeg husker meget klart, hvordan jeg, når andre børn spiste en is på gaden, mærkede en stærk følelse af grådighed og misundelse.”

Hun korrigerer sig selv:

”I dag kan jeg se, at det var jo bare sult. Men dengang var det de ord, jeg brugte indeni, om mig selv.”

Da Rebecca bliver ældre og er flyttet hjemmefra, kommer hun stadig i mormonernes kirke i København. Hun bliver uplanlagt gravid og mor som 19-årig, og kort efter bryder hun endeligt med mormonbevægelsen.

Rachel Röst har også en søn, som hun fik tidligt. Han er i dag 24 år og flyttet hjemmefra, og han har netop søgt ind på en uddannelse i neurovidenskab.

Når man beder hende beskrive mormonismen udefra, som hun ser den i dag, træder to lodrette rynker frem i hendes pande.

”De kalder sig kristne, men det er jo en sekt,” siger hun.

”Der er så utroligt mange regler for, hvordan man skal leve sit liv. Man må ikke drikke kaffe og te, man må ikke ryge. Man giver håndtryk på en bestemt måde, som man øver gennem et gardin, for det er vigtigt at kunne, når man skal ind i himlen. Man går i bestemte typer tøj. Reglerne giver struktur på tilværelsen og en stor tryghed, men samtidig gør man det jo altsammen af angst for Satans indflydelse,” siger hun.

Mission er en vigtig del af livet for en mormon. ”Flirt to convert” – flirt for at omvende – er et af de ordsprog, der beskrives i bogen. For hovedpersonen Rebecca betyder det, at hun i folkeskolen tvinges ud i at give sin ny hjerteveninde i klassen Mormons Bog i gave, selvom hun godt ved, det vil få veninden til at tage afstand fra hende. Men som faderen minder hende om: Hvis blot en enkelt sjæl mere kan ”tages med”, er det det værd.

”Mormonerne har et meget venligt ry. Man skal altid være smilende, når man møder andre mennesker, og jeg har selv været sådan dér, rar og smilende. Men indeni havde jeg det ikke godt. Man dømmer folk meget hårdt, og der er utroligt meget med Satan, altid. I dag tænker jeg, det faktisk ikke er særlig rart at være mormon.”

At hun først brød med kirken som 20-årig tilskriver hun netop figuren Satan.

”Det var en enormt stærk stopklods. For hver gang, du tænker kritisk om kirken, så er det Satan, der har fat i dig,” siger hun.

Noget af det, der har været afgørende for hendes brud med bevægelsen er synet på kroppen, især kvindekroppen. Minder om børnesange med linjer som:

”Pas nu på, lille hånd, pas nu på, lille hånd, hvad du gør, for din far kigger ned fra himlen.”

Men også hendes fars forvaltning af dét aspekt ved troen.

I bogen beskriver Rebecca, hvordan faderen, da hun er et stort barn, irettesætter hende, når hun for eksempel sætter sig på en cykel på en måde, der får stoffet i hendes kjole til at trænge ind i revnen mellem ballerne. Hvordan hun, nedeunder den beskyttende far, mærker en fornemmelse af ”noget andet”, en undertrykt liderlighed, som kommer til udtryk i den konstante, seksualiserede opmærksomhed på døtrenes kroppe.

”Seksualiseringen er noget af det, jeg har haft sværest ved at skrive om, fordi det har været så ikke-sprogligt. Det er ikke sådan, at jeg tænker, min far var pædofil. Men jeg ved, at min fars og mors sexliv har været ikke-eksisterende. Det var der konstant, det der med, at kvinder giver mænd dårlige tanker, og der var en væmmelse, som placerede sig et sted mellem vores kroppe og ham selv. Det er en væmmelse, jeg tog på mig; at min krop var dårlig og ulækker samtidig med, at den gav andre dårlige tanker.”

I én af bogens scener angler Rebeccas far efter at blive biskop og skal foretage interviews med menighedens unge.

”Har du rørt ved dig selv?”, spørger han sin egen datter. Det er aldrig sket i virkeligheden, skynder Rachel Röst sig at sige, fordi hendes far aldrig har søgt op i hierarkiet inden for mormonbevægelsen som faderen i bogen.

”Der er jo enkelte ting i bogen, som er ændret. Min far er i virkeligheden folkeskolelærer og underviser i fysik. Og jeg forstår det ikke, jeg har aldrig forstået det. Hvordan kan man være lærer og have med børn at gøre, og så være så upædagogisk over for sine egne børn? I min bog har jeg valgt at give ham en karakter, der har et mindre prestigefyldt job, hvor han skal finde sin anerkendelse et andet sted. Det gav mere mening.”

Hun har ikke talt med faderen siden 2007. Begge Rachel Rösts yngre søstre har i dag forladt mormonbevægelsen, fortæller hun.

”Den ene gik ud samtidig med mig, den anden skulle langt ind i medicinstudiet og konfronteres med naturvidenskaben, før det lykkedes. Og det var svært at have et forhold til hende dengang. Det er svært at have et forhold, når den ene part sidder og tænker: ’Hun ryger i helvede’, og den anden part tænker: ’Hvor er hun naiv’.”

I forhold til faderen har hun selv valgt at lukke af.

”Det kræver så mange kræfter konstant at være i konflikt. Alt, hvad jeg er stolt af ved mig selv, synes han jo er dårlige valg. At jeg ikke er gift, at jeg har et arbejde, ja jeg er endda selvstændig, at jeg i det hele taget har haft sex uden for ægteskabet. Når man er en mormonsk pige, så er den stemme hele tiden løs i én. Og det, at jeg har taget mig en platform at stå på, det er enormt provokerende for min far, og sikkert også for mange andre i kirken,” siger hun.

Hun holder pause lidt og ser ud af stuevinduet. Det er lidt tricky med romanen hér, siger hun så. For faktisk ligger hendes far og er ved at dø i disse dage, af en kræftsygdom, han har haft i nogle år. Hun tænker på, om søstrene, der endnu ikke har læst romanen, vil opfatte den som et unødvendigt angreb i hans sidste tid.

”Jeg synes jo, det er sørgeligt, han er stadig min far, og jeg vil aldrig holde op med at elske nogle sider af ham. Og jeg håber, at man, når man læser romanen, vil se, at der er en forklaring på, at han er, som han er. Han voksede op i en kaotisk familie og havde brug for nogle regler. Jeg forstår godt min far, jeg kan bare ikke møde ham.”

Rachel Rösts mor, der gennem en årrække led af et pillemisbrug, døde for halvandet år siden. Det er i sådanne situationer, bruddet med både troen og dele af familien bliver særlig tydeligt og smertefuldt, siger hun.

”Da min mor døde, tænkte jeg for første gang, at jeg ville ønske, jeg troede. At jeg havde vished for, at jeg ville se hende igen. Da var jeg ked af min ikke-tro, at jeg har forpurret det for mig selv,” siger hun.

”Jeg gik en del i terapi i mine 20’ere, efter jeg trådte ud af kirken. Blandt andet fordi jeg blev ramt af en meget stærk dødsangst. Der gik det jo, sent, op for mig, at jeg ikke havde en sjæl, men at jeg nok bare forsvandt. På én eller anden måde havde døden indtil da været en port til et andet og bedre liv, hvor alt bare var perfekt i uendelighed. Men nu kunne jeg blive kørt ned af en bil på en helt almindelig hverdag, og så var det bare slut.”

Det var dog også et konstruktivt skifte, tilføjer hun.

”Når man ikke lever til evig tid, skal man også få det bedste ud af livet og dagene.”

Hun kan ikke forestille sig, at hun nogensinde skulle komme til at finde tro igen.

”Nej. Jeg har mærket Helligånden brænde i mit hjerte, og jeg har også mærket den sandhed forlade mig igen. Jeg kan aldrig vurdere, om en anden religion er sand, for jeg ved, at hvis jeg er i det rigtige ’mindset’, så kan jeg få alle mine oplevelser her i livet til at give mening. Og dét har jeg rigtig svært ved at tænke, at jeg kan finde ind i igen.”

Er der noget andet, der har taget religionens plads for dig?

”Jeg har været optaget af at opdrage min søn. Han har været dén, der kunne få det til at brænde i mit hjerte igen. Og så selvfølgelig litteraturen og bøgerne,” siger hun og skæver over til bogreolen, der fylder hele stuens endevæg.

Efter sin HF-uddannelse læste Rachel Röst litteraturvidenskab på universitetet. I 2012 stiftede hun organisationen ”Læs for livet”, der indsamler bøger og donerer biblioteker til institutioner for udsatte børn og unge, og som i dag har omkring 30 frivillige tilknyttet. Tanken bag bygger på hendes egen erfaring af at have litteraturen som en form for redningsplanke, både i opvæksten og i ungdomsårene, hvor hun var anbragt.

”Nogle af de socialpædagoger, jeg selv har mødt, har haft meget fokus på, at man skulle ud på tur, være sammen med andre unge og være en del af et fællesskab. Men er man introvert anlagt, kan man godt have brug for at trække sig fra det, og der har læsning betydet meget for mig,” siger hun.

”I ’Læs for livet’ har jeg haft nogle samtaler med børn og unge om, hvad de kunne have lyst til at læse. Der kan være mange forskellige svar: ’Jeg vil bare gerne læse om nogle, der er kommet igennem det her ’shit’’. Eller: ’Jeg har fået rigeligt af virkeligheden, jeg vil bare gerne drømme mig væk.’”

”Sådan havde jeg det selv. Jeg ville bare gerne læse om heste og drager, det skulle være fantasifuldt og langt væk fra mit eget liv. Og nu kan jeg jo se, at de karakterer, jeg har mødt i litteraturen, var rollemodeller i det små, folk som vidste, hvad de ville.”

Men det vigtigste var og er lyst, siger hun. Og det er ikke, fordi hun kan sige, at én bog har gjort hele forskellen.

”Det er mere mængden af bøger. Hvor mange forskellige måder, der er at være menneske på. Det har bøgerne vist mig. Det har givet mig nogle facetter, nogle nuancer, jeg ikke fik derhjemme, fordi tingene var så sort-hvide.”