Prøv avisen
Anmeldelse

Radio4 kan blive en karikatur på almindelighed, og det vil være en ulykke

2 stjerner
Radio4 gik i luften natten til fredag. Blandt kanalens værter er journalist Claus Elgaard (til venstre), der i ”Fremkaldt” vil interviewe sportsprofiler om personlige anliggender. – Foto: Flemming Krogh/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Den nye radiokanal, Radio4, afslører, at det kræver mange og store personligheder bag mikrofonerne at lave interessant taleradio. Og de mangler, mener Sørine Gotfredsen efter at have lyttet til den nye radios første weekend

Der er en særlig stemning i luften, når et nyt medie vækkes til live. De involverede føler sig som pionerer i færd med at skrive historie. Nu er Radio4 kommet til verden. Den nye radio erstatter Radio24Syv, der efter støt stigende succes gennem otte år er blevet nedlagt, og den nye virkelighed er nu, at landets rene taleradio ikke længere sendes fra København, men fra Aarhus.

I fredags meddelte den sig for første gang, og efter premiereweekenden kan det konstateres, at Radio4 er kendetegnet ved det joviale og uhøjtidelige. Kanalen synes at have en stor del af sit udgangspunkt i den noget antielitære provinsmediementalitet, der dyrker troen på, at der vil opstå noget interessant, hvis blot man skaber rammerne for, at et så bredt udsnit af befolkningen som muligt kan komme til orde. Det er en problematisk ideologi, og bekymret blev man allerede ved lyden af direktør Anne-Marie Dohms klichéer om at være relevant for lytterne. Dette er jo indlysende vigtigt at være, men ordene skal forstås som journalistisk kodesprog for troen på, at hverdagslivet i høj grad skal presses ind i sendefladen. Det almindelige menneske bliver til en slags guldkalv, som man danser rundt om, mens man glemmer, hvor udmattende det almindelige menneske faktisk kan være at lytte til i timevis. Og mens man også glemmer, at man risikerer at skabe en taleradio, der paradoksalt nok mangler ærefrygt for det talte sprog og muligheden af at sige noget af virkelig betydning. Med andre ord: Ambitionsniveauet på Radio4 forekommer forunderligt lavt.

Nogle eksempler. Programmet ”Tro på det!” har muslim og musiker Isam Bachiri som vært, og han besøgte i lørdags den tidligere underholdningsvært på DR Hans Otto Bisgaard, hvis søn, Jeppe, der nu er død, var Isam Bachiris gode ven. Et yderst privat optrin, der førte til en samtale om det menneske, de begge savner.

Radio4 promoverer dette program med nyheden om, at Hans Otto Bisgaards tro har udviklet sig efter sønnens død, hvilket kun meget behersket tilkendegives i samtalen, og man aner, at Radio4 angående trosstoffet kan forfalde til denne alibi-stil, hvor hver mands løse tale om muligheden af noget større ophøjes til en dybere omgang med begrebet tro.

I hvert fald strandede ”Tro på det!” i lørdags som en alt for privat affære, der illustrerede, hvordan grænserne kan udviskes mellem den uforberedte samtale i det virkelige liv og den gennemtænkte samtale i radioen. Der skal herfra lyde en lille vovet spådom: Isam Bachiri holder ikke længe. Han lyder som en eksponent for den selvkredsende ”mig-stemme”, der mangler indsigt i trosstoffet, og når Radio4 har fået demonstreret sit smukke multikulturelle sindelag ved at gøre en muslim til trosprogrammets ansigt udadtil, kan der måske blive plads til en vært med reel viden om emnet.

Også sporten er repræsenteret på Radio4. Journalist Claus Elgaard vil i ”Fremkaldt” interviewe sportsprofiler om mere personlige anliggender, og i lørdags fortalte racerkører Jan Magnussen om sin brors selvmord. Idéen er udmærket, men kræver yderst indsigtsfuld spørgeteknik, for sportsfolk er sjældent de fødte fortællere. Det er Jan Magnussen heller ikke, og Claus Elgaard skal mere fri af klichéernes fangearme.

Et lyspunkt opstod med programmet ”Vildspor” lørdag formiddag bestyret af forsker i biodiversitet ved Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs. Turen gik til Mols, hvor den lidenskabelige naturvejleder Morten D.D. Hansen fortalte om det stykke natur med vilde køer og heste, der her findes. Dette vellykkede program tog lytterne med ud i den jyske virkelighed, mens det demonstrerede, hvor meget en ildsjæl som Morten D.D. Hansen med viden og et personligt sprog betyder for et radioprogram.

Nyhederne på Radio4 består af en oplæsning af dagens avisoverskrifter med en konstant ”jingle” som afbryder. Jeg ved ikke, hvorfor det antages, at lytterne ikke af sig selv kan begribe, når studieværten skifter emne, men det er ulideligt at høre på. Lyden sætter sig på hjernen, man bliver vanvittig, tag den væk. Som helhed efter disse første dage demonstrerer Radio4, at danske journalister overordnet set bygges over samme læst.

Netop dette indså man på Radio24Syv, hvor man indsamlede skarpe personligheder af anden art til at bestyre mange af programmerne, hvormed vi lærte, at det faktisk er muligt at opfinde ny taleradio med viden, begavet debat, eksistentiel nysgerrighed og også kritisk sans. Man gik af og til over stregen, ikke mindst i afgudsdyrkelsen af begrebet satire, men Radio24Syv præsterede en slags genopdagelse af samtalen, og med Radio4 fornemmes det, at vi kan vende tilbage til en virkelighed, hvor den jævne journalistik udgør kernen.

Og dette er ikke nok. Ikke i Danmark, hvor der i den journalistiske klasse tænkes og tales for ensrettet, hvor man for ofte forfalder til formålsløs sniksnak, og hvor man som sagt i visse kredse dyrker illusionen om, at alle mennesker har noget interessant på hjerte. Derfor kan man finde på at træde ind i en sauna og lade en flok mænd sidde og tale om parforhold, som det skete mandag formiddag i programmet ”Tæt på”. Det er ikke interessant, og slet ikke når samtalen ikke er grundigere tilrettelagt, da det jo er en gammel sandhed, at begavet spontanitet skal planlægges. I samme åndedrag kan man fastslå, at ambitiøs taleradio kræver en skarp holdning til, hvad der tales om, og hvem der skal føre ordet. Det skal de, der ved noget og tør noget og mener noget, og Radio4 risikerer at blive eksponent for en mediementalitet, hvor man overdyrker det almindelige og næsten bliver til en karikatur på fordommene om provinsialitet.

Hvilket ville være en ulykke, for selvfølgelig kan man lave original radio uden for København, og det skal Radio4 bevise. Blandt andet ved at tiltrække større personligheder og færre journalister. Jeg er ked af det, men det er en del af opskriften.