Raffineret fortællekunst fra teologistuderende debutant

22-årige Nicklas Buch debuterer med fint reflekteret roman om at være barn af narkomaner

Raffineret fortællekunst fra teologistuderende debutant

”Jeg har intet tilovers for min far. Han døde af en overdosis i mine første uger hos oldemor og oldefar.” De barske ord er sakset fra Nicklas Buchs debutroman ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”.

Nicklas, som bogens fortæller hedder, er barn af to narkomaner og vokser op hos sine oldeforældre. Det sidste bliver Nicklas’ redning og en uventet gave for de to gamle mennesker, som får lejlighed til at træde ind i rollen som forældre for deres oldebarn og give ham den kærlighed, han hungrer efter. De gør deres allerbedste, og det er faktisk godt, men oldeforældre er ikke forældre, og oldeforældre lever ikke evigt. Så på trods af en vis stabilitet gennemlever Nicklas en barndom med store psykologiske omkostninger.

Og det er præcis de omkostninger, forfatteren, den 22-årige teologistuderende Nicklas Buch, forsøger at sætte ord på i sin roman. Det gør han med lige dele indtryksfølsomhed og sproglig sensitivitet. Man glæder sig over hans stedvis poetisk ladede sprog, som for eksempel er synligt i titlens metaforiske fortolkning af moderens misbrug: ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”.

Romanens fortællesituation er på en gang ligetil og kompleks. Den dominerende strøm i fortællingen er Nicklas’ dagbogslignende opslag, som begynder i september 2018 og afsluttes i juni 2019.

Her følger vi Nicklas’ vanskelige liv med moderen i en lille lejlighed. Hun forsøger efter et afvænningsforsøg at normalisere sin tilværelse, men det er ikke let, når man er næsten 40 år og stort set aldrig har prøvet andet end livet som narkoman. Det er bestemt heller ikke en drømmesituation for unge Nicklas, der går i gymnasiet og har svært ved at tro på sin mor, når hun hævder, at det er slut med stoffer.

Man præsenteres også for Nicklas’ brogede vennekreds og pigen Ana, som han er vildt forelsket i og alligevel holder afstand til af frygt for at blive afvist.

Romanens æstetiske raffinement består i, at det primære spor i fortællingen løbende suppleres af to andre, nærmere bestemt små beretninger fra Nicklas’ opvækst hos oldeforældrene og udpluk fra hans mors gamle dagbog, der følger hendes første tid med sin lille dreng. Valget af form er afgørende.

De indskudte situationer fra Nicklas’ opvækst gør det muligt at forstå hans senere reaktionsmønstre. Han er i en vis forstand vokset op mellem to tidsaldre med oldeforældrenes verden af i går på den ene side og kammeraternes fremtidsvendte møde med samtiden på den anden.

De små indskud af hans mors dagbog er også perspektivrige. For hvor det primære fortællespor domineres af Nicklas’ vrede over moderens svigt, åbner dagbogsopslagene op for en forståelse af hendes perspektiv. Det er naturligvis aldrig acceptabelt, at en mor opgiver sin søn til fordel for et liv som stofmisbruger, men det er relevant at skabe sig en forståelse af, hvorfor det faktisk sker. I romanens verden og i virkeligheden.

Af forlagets følgetekst fremgår det, at romanen i et vist omfang er baseret på forfatterens egne oplevelser. Det gør uvægerligt indtryk. Ikke desto mindre må det afgørende vurderingskriterium i en anmeldelse være, i hvilket omfang det er lykkedes for forfatteren at almengøre sine erfaringer i en fascinerende litterær form. Og det er i vidt omfang lykkedes for Nicklas Buch.

Han har orkestreret en perspektivrig litterær refleksion over narkomisbruget og dets sociale og psykologiske følgevirkninger. Der er samlet set tale om en stærk og bevægende debutroman.