Undersøgende og underfundige kriminalromaner er der ikke mange af. Krimigenren blomstrer som bekendt grundigt i disse år, men hvor mange krimier er så onde, så man næsten læser med hænderne for øjnene, så er Graeme Macrae Burnets bøger interessante i al deres eftertænksomhed.
I denne roman, ”Adèle Bedeau forsvinder”, er Manfred Baumann hovedpersonen. Han er en total ener, en indadkroget særling, der tilbringer sin tid med det kedsommelige arbejde i en bank – og om aftenen tilbringer han timer med at drikke vin i Restaurant de la Cloche.
Vi er i den ualmindeligt almindelige lille by Saint-Louis i det sydlige Frankrig, hvor tiden nærmest går baglæns. Der er de restauranter, knejper og butikker, der skal være i en lille by, og ellers går livet sin forudsigelige og vante gang.
Manfred Baumann er noget betaget af servitricen Adèle, der mut og nonchalant serverer for gæsterne i Restaurant de la Cloche. Hun er en buttet, ung kvinde, så Baumann lurer på at få et kig til hendes kavalergang, hvilket lykkes fra tid til anden.
Fuldstændig regelmæssigt spiller han kort med en lille gruppe stamgæster, der hælder den ene karaffel vin ned efter den anden. Borgerne i byen finder Baumann en smule latterlig og griner ad ham bag hans ryg, men han gør jo heller ikke noget for at virke udadvendt eller imødekommende.
I hans triste fortid gemmer der sig en grim historie om drabet på en ung kvinde, men forbrydelsen blev aldrig opklaret.
En dag er servitricen Adèle væk. Pist væk. Der var vist noget med, at hun kendte en ung mand, men da han bliver fundet, kan man blot konstatere, at han intet har med hendes forsvinden at gøre.
Bogens anden hovedperson er den uambitiøse inspektør Gorski, der plages af et 20 år gammelt uopklaret mord på en ung pige. Han er gift med en trøstesløs hustru, der er rigtig dårlig til at lave mad.
Så ja, der er ikke meget fest og farver over byen og dens indbyggere, men der lurer hele tiden en underfundighed og kringlet humor lige under overfladen.
Baumann fornemmer, at hans hemmelighed kan afsløres, og at han kan blive mistænkt for at stå bag Adèles forsvinden. Og her begynder Baumann at udvikle et mareridt af forfølgelsesvanvid, som hvirvler læserne med.
Det er to flotte portrætter af henholdsvis særlingen og den uambitiøse inspektør, men også alle bipersonerne er beskrevet med indlevende humor og skarphed.
Mennesker forsvinder eller dukker op igen. Livet går sin vante gang.
Det rigtig morsomme ved denne bog er, at Adèles forsvinden ikke er særlig vigtig i virkeligheden, og dog er titlen hendes. Åh, der er helt andre begivenheder på spil.
Romanen kan varmt anbefales.