Denne bog har to påstande og to væsentlige pointer. Den begynder med en varm fortælling om en barndom, hvor kærlige bedsteforældre og en kammerats hjem var støttepunkter midt i skilsmisse og psykisk sygdom.
Herefter fortæller bogens hovedperson, Ralf Hemmingsen, om de to arbejdsområder, han kender fra sit professionelle liv: Sundhedsvæsenet, han var i mange år ledende overlæge i psykiatri på Bispebjerg, og universitetsverdenen, hvor han længe var rektor for Københavns Universitet.
Den første påstand er, at sundhedsvæsenet er blevet ødelagt af New Public Management (NPM). Ralf Hemmingsen fortæller, at sygehuse tidligere var ledet af overlæger med nem og direkte adgang til politikere. Men så begyndte ulykkerne med den overenskomst, amterne i 1981 indgik med Foreningen af Yngre Læger (FAYL). Og ulykkerne fortsatte, da djøf’ere uden indsigt i sundhedsvæsenet blev flere og flere i hospitalernes ledelser. Resultatet er nu, at vores sygehuse ledes af fjerne topledelser uden nok faglig indsigt og lydhørhed, og lægerne har ikke adgang til politikerne, for kontakter en overlæge en politiker, er det fyringsgrund.
Ralf Hemmingsen er selv opmærksom på, at overlægeledelsen havde sine svagheder, men han sværmer for afdelinger med karismatiske overlæger.
Man kan rejse flere indvendinger mod Hemmingsens forfaldshistorie. Først om FAYL-overenskomst-forhandlingen i 1981. Lægerne blev nok mødt af Amtsrådsforeningen med ukloge krav om, hvordan deres arbejdstid skulle tilrettelægges. Det er korrekt. Men lægerne forstod også at stille krav, der skaffede dem gode arbejdsforhold og masser af penge. Samtidig udviklede de selv en lønmodtagermentalitet, så man i dag kan tvivle på, at læger i almindelighed ønsker og evner at påtage sig ledelse ligesom i gamle dage. Her har lægernes organisationer et medansvar, som bogen slet ikke overvejer.
For det andet kan man spørge om NPM så er skurken? NPM’s hovedpunkter var, at offentlige institutioner skulle decentraliseres og frigøres fra det stive hierarki, og ledelserne skulle have meget større ledelsesrum. Der skulle være klare mål og standarder for arbejdet, og den offentlige institution skulle måles på, hvad den leverede til borgerne. Der skulle være konkurrence mellem institutioner og eventuelt også private udbydere. Offentlige institutioner skulle arbejde med mål og handlingsplaner og eventuelt lønsystemer som i det private. Det offentlige skulle endelig være mere omkostningsbevist og spare penge.
Her er det ganske morsomt at iagttage, at Ralf Hemmingsen netop som NPM kritiserer hierarkier og savner ledelsesrum og klare professionelle standarder. Det er altså næppe bare NPM, der var problemet. Problemet er nok snarere, at sundhedsvæsenet var dyrt og er svært at styre. Hemmingsen nævner selv, at der er effektiviseret 40 procent siden lægestyrets dage. Det tyder på, det gamle system var meget ineffektivt. Politikerne og administrationer stod altså med et dyrt system, der voksede og blev mere specialiseret. Det skulle styres, og hertil var djøf’ernes faglighed et middel.
Samtidig har vi dog fået et lag af jurister, økonomer og cand.scient.pol.’er, der ikke alle har sans for fagligheden på de områder, de leder. Og nogle Regionsledelsers aggressive reaktion, når medarbejdere tager direkte kontakt til en politiker, virker hysterisk. Alligevel har Ralf Hemmingsen alt i alt en væsentlig pointe, når han skriver: ”Den fagprofessionelle del af sundhedssystemet skal have mere magt inden for en politisk og økonomisk ramme, end den har i dag, så den faglige udvikling ikke går i stå i sundhedssektoren, fordi administrative systemer kvæler den sundhedsfaglige fornyelse.” Hér peger han på en generelt problem i store dele af den offentlige sektor: Hvordan gør vi den effektiv – det er jo vores penge, den bruger – uden at ødelægge de offentligt ansattes engagement og kvæle deres idéer og faglighed?
Bogens andet emne er Københavns Universitet. Selve universitetet ledes stadig af fagligt kyndige, altså primært forskere, og Ralf Hemmingsen forsvarer, sikkert med rette, omlægningen af universiteternes ledelse de senere år. Ledelserne er blevet stærkere og er bedre i stand til at lede hen over institut- og fakultetsgrænser. De har et større samspil med omverdenen, blandt andet gennem samarbejde med private fonde og firmaer. Her har Hemmingsen selv gjort et stort og dygtigt arbejde, som det er spændende at læse om.
Hemmingsens anden påstand er, at truslen mod universiteterne kommer fra Finansministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Den tidligere departementchef, Uffe Toudal Pedersen, er en af Hemmingsens helte, for han forstod at skabe dialog og finde fælles løsninger. Hans efterfølger, Agnete Gersing, nyder slet ikke samme tillid, og regeringen lever heller ikke op til tiden under Anders Fogh Rasmussen og Helge Sander, som begge forstod universiteternes behov. Dengang blev der afsat store midler til det lange, seje træk, som forskning er. Nu drejer det sig om at få de studerende gennem universiteterne i en rasende fart, og universiteterne lider som gymnasierne og kulturinstitutionerne under at skulle spare to procent år efter år efter år.
Hér har Ralf Hemmingsen sin anden pointe: Hvordan sikrer vi universiteternes frihed? Og Hemmingsen underbygger pointen fint, når han peger på, at i dag er det store internationale firmaer som Apple, Google og Facebook, der sidder på informationerne. Samfundet har brug for et modsvar, og det er universiteterne bedst til at levere.
Hemmingsen måtte også tage sig af den kendte sag med hjerneforskeren Milena Penkowa, der viste sig at være en gennemført svindler. Han fik først kritik for sin rolle, men en juridisk undersøgelse frikendte ham senere. Kapitlet herom er godt af blive klog af. En ledelse møder naturligvis medarbejdere med tillid, indtil der er klar grund til det modsatte. Disse sager bygger derfor langsomt op i nogen tid, uden at nogen uråd. Det er først, når man ser dem bagfra, ledelsens handlemåde kan virke naiv, langsom eller sjusket. Men Hemmingsen måtte som rektor netop handle forfra, og så kan selv den bedste ledelse bagefter fremstå lidt forpjusket i pressens skarpe lys.
Det er spændende at læse Hemmingsens betragtninger, men bogen er ikke godt skrevet. Der er mange gentagelser – utallige gange hører vi, at Ralf Hemmingsen blev ledende overlæge i en meget ung alder (37 år), og indimellem bliver rosen af ham for meget: ”Uanset om det var som chef for en sygehusafdeling, som dekan eller som rektor har Ralf Hemmingsen bygget sin ledelse på tillid, omhyggelig rekruttering og råderum for de ansatte.” Man spørger: Ja, og gik det altid godt?
Hertil kommer et dårligt sprog. Om Helge Sander står der for eksempel ”at han ofte – og med en vis ret – blev fremstillet som præget af floskuløse udsagn som ’fra forskning til faktura’.” Det er simpelthen sølle sprog.
Titlen virker som påklistret salgsgøgl. Ingen vil i dag lade velfærdsstaten lukke, og alt vil blive sat ind på at fortsætte den. Det er sådan en særlig dansk lyst at tale den offentlige sektor ned eller tro, den er voldsomt truet. Tankevækkende nok er udenlandsk forskning normalt imponeret over den danske offentlige sektor, fordi den er dygtig og billig. Men ja, årlige besparelser på to procent og juristers, økonomers og scient.pol.’ers overstyring kan skade velfærdsstaten.
Ralf Hemmingsens liv, gerning og synspunkter er til fem stjerner, men journalist Jens Thomsens slatne stil og slappe argumentation er til en stjerne. Så det bliver tre.