"The Dig" med Ralph Fiennes og Carey Mulligan graver i fortidens betydning for nutiden

Netflix-dramaet ”The Dig” skildrer de sensationelle udgravninger ved Sutton Hoo i 1939 og er en sine steder undersmuk fortælling om arkæologi, venskab og identitet

Ralph Fiennes spiller den stovte Brown med mild resignation i ”The Dig”, mens Carey Mulligan portrætterer den sygdomsramte Pretty med udkørt venlighed. – Foto: Larry Horricks/Netflix.
Ralph Fiennes spiller den stovte Brown med mild resignation i ”The Dig”, mens Carey Mulligan portrætterer den sygdomsramte Pretty med udkørt venlighed. – Foto: Larry Horricks/Netflix.

I 1939 gjorde Edith Pretty omsider noget ved sin fornemmelse af, at højene på hendes marker gemte på noget vigtigt, og bad amatørarkæologen Basil Brown om at forestå udgravningen.

Det viste sig, at hun havde ret. Fundene ved Sutton Hoo fra tidlig engelsk middelalder blev nogle af de vigtigste i historien og kastede lys over en tid, der op til da havde været indhyllet i sagntåge. Og med udgravningen af et skib og en stor mands gravgods viste det sig, at samfundet havde befundet sig på et højere, langt mere sofistikeret stade end hidtil antaget.

I Netflix-filmen ”The Dig” er udgravningen både en konkret begivenhed og en metafor. Men først nogle ord om den, undskyld udtrykket, jordnære historie om Pretty, der sætter Brown på sit livs opgave. Udgravningerne rygtes også til The British Museum i London, der sender eksperter mod højene i det østlige England, hvor de vil overtage ledelsen og også tage æren for fundene. Men Pretty insisterer på, at Brown fortsætter arbejdet, der jo finder sted på hendes jord, og det udvikler sig til en større diskussion. Til sidst indgår de dog et kompromis, og museets folk får lov at rykke ind og arbejde side om side med Brown – der, da fundene endelig udstilles, ikke nævnes med ét ord. Heller ikke Pretty.

”The Dig” er på den måde en fiktion om virkelige begivenheder. Men manuskriptforfatter Moira Buffini og instruktør Simon Stone har også blik for, hvordan den tålmodige graven i jorden spejler måden, hvorpå vi forsøger at forstå vores medmennesker. Hvordan vi med vores spørgsmål og tanker søger efter noget sandt; noget, som fortæller om, hvorfor de er, som de er.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men der er også en anden pointe at udlede af ”The Dig”, og den handler om national selvforståelse. I 1939 var Hitlers krigsmaskine ved at komme op i fart og truede med at smadre alle andre identiteter end den tyske. På den måde bliver fundet i jorden et udtryk for, hvordan fortiden er dét, der giver os karakter, selvtillid og vilje til at stå imod.

Alt dette træder subtilt frem af ”The Dig”, hvor Ralph Fiennes spiller den stovte Brown med mild resignation, mens Carey Mulligan portrætterer den sygdomsramte Pretty med udkørt venlighed. Og begge iscenesættes eminent af fotograf Mike Eley, der også evner at oplade højene og fundene under den overskyede, regntunge himmel med sanselighed og poesi.

”The Dig” er nu ikke uden problemer, og havde den bare holdt sig til at skildre Brown og Prettys tiltagende fortrolighed under udgravningen i Sutton Hoo, så havde seerne haft endnu bedre plads til at nyde den lyriske, ofte Terrence Malick’ske atmosfære. Men i den sidste tredjedel åbnes der for en kærlighedshistorie mellem en kvindelig udgraver fra British Museum og en ung mand fra Prettys familie og desuden for en historie om undertrykt homoseksualitet. Det får filmen til at minde om en gennemsnitlig engelsk tv-serie og er fuldkommen unødvendigt.

Relationen mellem Brown og Pretty i Sutton Hoo havde snildt kunnet bære hele filmen. Men inden den løber ud i for mange spor, er der flere uforglemmelige scener. Som da Brown graver sig stadig længere ind i højen og fortiden for pludselig at mærke jorden skride og være ved at blive levende begravet. Der er så meget i den scene. Ja, nok til en hel film.