Rane Willerslev er fascineret af en video fra det ærværdige gamle hollandske kunst- og kulturhistoriske museum Rijksmuseum i Amsterdam. Videoen er klippet, så nutidige mennesker, der er klædt ud som personer fra renæssancen, bevæger sig ind i en svingdør og ender som motiver på lærrederne på museets vægge.
"Rijksmuseum har været igennem en ombygning og har skiftet profil. Udadtil fremstår museet noget tivoliagtigt, men indadtil har de den vildeste forskning og den vildeste formidling med brug af ny teknologi," siger Nationalmuseets direktør, som gerne så den institution, han selv leder, bevæge sig endnu mere i denne retning.
"Et museum er viden, men det er også underholdning. Det behøver ikke gå imod hinanden. Forskningen viser, at både børn og voksne lærer bedst gennem leg. Og den, der som barn har oplevelsen af, at det er kedeligt at gå på museum, går heller ikke på museum som voksen," siger museumsdirektøren ivrigt.
Stenalder eller mediecenter
Debatten om forholdet mellem formidling og forskning, mellem museet som oplevelsessted og videnssted er rødglødende lige nu. Måske er det rigtigt, at det aldrig skal være et enten-eller, men altid et både-og. Men beskæringer i de offentlige bevillinger ledsaget af styrtdykkende billetindtægter under coronakrisen har tvunget Rane Willerslev og Nationalmuseet til at nedlægge 50 stillinger over fire år, herunder ni forskere. I samme periode er seks nye forskere ansat, men det har alligevel bragt Nationalmuseets førstemand i skudlinjen fra historikere og museumsfolk, som synes, han svigter ekspertisen i blandt andet ældre stenalder og besættelsestiden.
"Det er da et problem med de manglende eksperter, især i stenalderen. Men hvad skal vi gøre? Det er jo nogle sindssygt svære prioriteringer, vi står med. Nogle kunne sige, at vi bare kunne skære hele vores marketingafdeling væk, men hvem skal så sørge for, at vi når ud til publikum?" spørger direktøren.
Hvor længe kan Nationalmuseet forsvare eller overleve ikke at have en ekspert i for eksempel Ældre Stenalder, som det nu er tilfældet? Et år? To år?
Rane Willerslev trækker vejret.
"Ikke særligt længe, kan jeg sige."
Der har i samme omgang været kritik af, at man har vægtet formidlingen højere end forskning og faglighed. Hvor mange publikummer vil du vurdere at en forskerstilling er værd at blive ofret for? 100.000?
Rane Willerslev overvejer spørgsmålet.
"100.000 besøgende er rigtig mange mennesker. Og de er desuden en forudsætning for, at man kan finansiere den vigtige forskning. Jeg ved ikke, hvor den konkrete smertetærskel den ene eller den anden vej kan skæres.
I forbindelse med den nylige fyringsrunde er det nye mediehus ikke blevet beskåret. Er det en forsvarlig prioritering af formidlingen over fagligheden?
"Først og fremmest er der kun to ansatte i vores mediehus, og de podcast, vi producerer, bliver downloadet over en million gange og er en vigtig platform for samarbejde med andre museer ude i landet. Jeg tror, andre direktører end mig havde handlet anderledes og ladet mediehuset få kniven, men jeg anser det som en fremtidssikring for Nationalmuseet. Det er en måde at være i øjenhøjde med befolkningen. At være relevant for den almene borger er en vigtig legitimering af Nationalmuseets betydning og den rolle vi opfyldet i samfundet. Så jeg kommer til at forsvare det med næb og kløer, så længe jeg er direktør."
Et helt nyt museum
Det er ikke kun på grund af forskningen og den digitale formidling, Rane Willerslev misunder det hollandske museum. Mest af alt er det nok på grund af ombygningen. Han drømmer nemlig om et helt nyt museum, fordi det, han har, er utidssvarende.
"Meget af det, vi gerne vil lave, kan slet ikke lade sig gøre i de bygninger, vi har nu. Egmonthallen er det eneste rum, vi har, hvor vi kan udstille mere fleksibelt. Mange af udstillingerne har stået i 30 år og det er for svært at lave om på dem, fordi rummene ikke er klimasikrede og vi derfor skal klimasikre hver enkelt montre. Jeg ville gerne lave verdens mest fleksible museum med omskiftelige udstillinger," siger museumsdirektøren, som betoner, at museet absolut ikke skal flytte væk fra sin nuværende beliggenhed næsten lige over for Christiansborg ved Frederikholms Kanal i det indre København.
Tværtimod vil Rane Willerslev gerne bygge om og sammen med nabomuseerne skabe et helt Museumsinsel-kvarter, som man kender det fra Berlin. Et byggeri i en størrelsesorden som Operaen, men med inddragelse af den fine eksisterende bygning, Prinsens Palæ.
Ideelt set kunne han også godt tænke sig, at Nationalmuseet ikke bestod af i alt 18 museer og besøgssteder spredt ud over hele landet, hvoraf flere er et rent underskudsforetagende. Men det står ikke til at ændre for en museumsdirektør, der ikke som de andre er underlagt en bestyrelse, men derimod et ministerium og en offentlig styrelse.
"Jeg har ikke noget imod, at Kronborg hører under os, men der er mange besøgssteder, der ikke er rentable, selvom dem, der er på stedet, gør det mega godt," siger Rane Willerslev og nævner Liselund Slot og Kommandørgården på Rømø.
Hvem er vi som danskere?
Der er kritikere, som mener, at det er et levn fra enevælden, at Nationalmuseet skal være overmuseum for de andre kulturhistoriske museer. Ville det ikke være lettere at lede et nationalmuseum, som ikke har denne status? Og ville Frihedsmuseet og Frilandsmuseet ikke have beholdt deres fageksperter, hvis museerne var selvstændige og ikke underafdelinger under Nationalmuseet?
"Jeg tror, der er mange områder, herunder registrering af fund, hvor det er fornuftigt, at Nationalmuseet har centralt ansvar for det hele. Jeg tror, man overser, hvor dyrt det vil være for Frilandsmuseet, hvis de skal have deres egen administration. Men jeg synes, Nationalmuseet er for stort i antal museer, og den bedste reform, jeg har været med til, var da vi indførte øget selvstyre for de enkelte museer. Desværre skete dette, lige inden coronakrisen kom og forstyrrede det hele," siger Rane Willerslev, som tydeligt lader forstå, at den danske museumsverden blev slået grundigt omkuld af pandemien.
"Under en pandemi viser markedsøkonomien sine svage sider. Men jeg er egentlig tilhænger af markedsøkonomi i den forstand, at vi som museer skal tilbyde noget, folk gerne vil ind og se. Det er vigtigt, at Nationalmuseet ikke er passivt, men har danskerne med sig. Der er meget få ting tilbage i samfundet, som kan fortælle os, hvem vi er som danskere. Der er kongehuset, Folketinget og måske Danmarks Radio. Og så er der Nationalmuseet. En nation er ikke meget andet, end de fortællinger den har om sig selv. Det er de fortællinger, vi skal holde i hævd, basere på viden og inddrage underholdende elementer til at formidle, så de forbliver inspirerende