For nogle år siden udkom en bog om skuespilleren Henning Moritzen i samtale med Niels Birger Wamberg på forlaget Gyldendal. På bagsiden af den læser man, at Moritzen på et spørgsmål, om han har haft forbilleder, svarer sådan: Nej, det må jeg sige dér har jeg altid været tilpas højrøvet, og det tror jeg i og for sig også, man skal være. Jeg mente nok, at jeg var bedre end mine forbilleder, ha, i hvert fald de gange, hvor rollen lykkedes.
LÆS OGSÅ: Livet kræver en kaffepause
Ved at sige tilpas højrøvet udtrykker Moritzen, at graden af højrøvethed er den rette, samt at der faktisk er brug for den. Det forstår man godt. For overhovedet at give sig i kast med en karriere som skuespiller i første geled er der utvivlsomt brug for en stor portion selvtillid sommetider grænsende til storhedsvanvid. Højrøvet er jo et decideret minusord, men ved at sætte tilpas foran det og sige det om sig selv tager man brodden ud af det og kommer til at fremstå som klædelig selvironisk. Samtidig har man fundet den perfekte bogtitel.
Den navnkundige socialdemokratiske politiker K.K. Steincke, ham der stod bag Socialreformen af 1933, var kendt som en yderst selvbevidst herre. Da han holdt foredrag for en stor forsamling i Studenterforeningen, råbte en irriteret tilhører fra en af de bageste rækker: Er De ikke meget selvglad, hr. Steincke? Herpå svarede Steincke: Ikke nær så selvglad, som enhver anden ville være i min situation. Denne rappe replik illustrerer hans evne til lynhurtigt at markere en selvironi, som i virkeligheden udtrykker stor selvtillid: Her stod en mand, der faktisk ikke pralede så meget, som han havde gjort sig fortjent til.
Selv har jeg det dårligt med højrøvede mennesker, især, naturligvis, når de ikke har ret meget at have deres arrogance i. Det hænger nok sammen med, at selvudfoldelse ikke stod øverst på dagsordenen i den opdragelse, man fik i en sønderjysk præstegård under og efter besættelsen. Dér var det ikke så meget en dyd for et barn at bemægtige sig scenen som at være beskeden. Men det kan jo også blive for meget. Uden et passende mål selvtillid kan det blive svært at blive respekteret, for ingen har en høj mening om et menneske, der har en lav mening om sig selv. Som min holstenskfødte mormor udtrykte det: Vor Gott ein Wurm, vor Menschen ein Adler (Over for Gud en orm, over for mennesker en ørn).
Winston Churchill sagde om sin politiske hovedmodstander, Clement Attlee (1883-1967), at han var en meget beskeden mand a very modest man. Efter en kunstpause tilføjede han: with very much to be modest about. Churchills uforskammethed over for sin rival kendte tilsyneladende ingen grænser, for med denne tilføjelse udtrykte han, at Attlee, med de begrænsede evner, han havde, faktisk burde være endnu mere beskeden, end han var allerede. En omvendt Stein-cke, kunne man sige.
Højrøvethed, der sikkert ofte bunder i et behov for at stive sig selv af i omgang med andre mennesker, er vist især en mandlig karakteregenskab. Når jeg skal komme på klare eksempler, er det i hvert fald straks mænd, der toner frem på min indre skærm. Men der findes selvfølgelig også højrøvede kvinder. Et særligt ondskabsfuldt portræt af en højrøvet kvinde finder vi i Jane Austens roman Stolthed og fordom.
Lady Catherine de Bourgh, den mandlige hovedperson Mr. Darcys tante, er ekstremt hoven og uforskammet. En snobbet præst, Mr. Collins, som hun har skaffet en præstegård i nærheden af sit gods i Kent, fortæller, at han hos en person af rang aldrig har været vidne til en sådan elskværdighed og nedladenhed, som han har mødt hos Lady Catherine. Den krybende Mr. Collins bruger her ordet nedladende (condescending) som et rent plusord. Og når man tænker på den sociale rangorden, der rådede i England omkring år 1800, giver det jo også mening at anerkende mennesker højt på strå, der taler høfligt til småkårsfolk. Disse kunne efter samtalen så touch their forelock, dvs. føre hånden op til deres pandelok som tegn på agtelse for en person, der var højt hævet over dem.
Mr. Darcy, der er blevet interesseret i den livlige og tænksomme, men socialt laverede rangerende Elizabeth Bennet, er også ganske højrøvet. Heller ikke han har meget andet end sin stand at have sin stolthed i, og gennem det meste af bogen er han faktisk ganske usympatisk. Han optræder overlegent ved et bal, og da han senere frier til Elizabeth, lægger han ikke skjul på, at han derved må gøre vold på sin stolthed. Han modtager derfor et indigneret nej. Først i slutningen af bogen begynder han at opføre sig ordentligt, og det ender derfor med, at han og Elizabeth får hinanden.
Den 17. april udkommer en erindringsbog, der ligesom Moritzens er forsynet med en slående og selvironisk titel. Den er skrevet af skuespilleren Bent Mejding og hedder Mit liv som papegøje. Heri ligger jo, at Mejding har valgt det modsatte af Moritzen, nemlig kun at gøre og sige, hvad andre har fortalt ham. Sådan forholder det sig garanteret ikke. Der er sikkert tale om en anden type omvendt Steincke.