Stine Pilgaards nye roman er eminent velskrevet

Stine Pilgaards nye roman om Vestjylland og højskolelivet får læseren til at se verden på nye måder

Som det fremgik af det store interview med Pilgaard i avisen i lørdags er der mange selvbiografiske træk i romanen. Det sjove er, at den samtidig er så sprogbevidst. Igen og igen ser hovedpersonen litteratur, hvor vi andre ser virkelighed eller biografi. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Som det fremgik af det store interview med Pilgaard i avisen i lørdags er der mange selvbiografiske træk i romanen. Det sjove er, at den samtidig er så sprogbevidst. Igen og igen ser hovedpersonen litteratur, hvor vi andre ser virkelighed eller biografi. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Man blæser igennem Stine Pilgaards nye roman, ”Meter i sekundet”. Den er så eminent velskrevet, fyldt med finurlige udtryk og nye måder at se verden på, og dertil elementært interessant: Hvad er det, det unge par i hovedrollerne skal i Vestjylland, og hvorfor er det, at højskolelivet trækker så stærkt?

Handlingen udspiller sig i og rundt om landsbyen Velling ved Ringkøbing Fjord, og der er masser af egnsmarkører i teksten. En typisk sætning lyder: ”Kørelærerne har deres eget kongerige, en grillbar mellem Videbæk, Spjald og Ringkøbing”. En anden lyder: ”Jeg ser Anders Aggers bil uden for biblioteket og parkerer min cykel ved siden af.” Som det fremgik af det store interview med Pilgaard i avisen i lørdags, er der mange selvbiografiske træk i romanen. Det sjove er, at den samtidig er så sprogbevidst. Igen og igen ser hovedpersonen litteratur, hvor vi andre ser virkelighed eller biografi. Kort efter at læseren har hørt om kørelærernes foretrukne grillbar på Spjald-Videvæk-Ringkøbing-aksen, står der: ”Kørelærerne bliver en roman, og jeg glæder mig altid til næste kapitel.” Liv bliver litteratur.

Et andet sted harmes hovedpersonen over alle de grimme sammensatte ord, hun påtvinges, fordi hun er blevet mor: Babysele, modermælkserstatning. Og så er der de vestjyske pauser. Og opgaven med at forstå, at vestjyder ikke forventer bogstavelige svar på spørgsmål som ”Nå, er I så ved at falde til?”

De mange præcise sproglige observationer og den overbevisende realistiske skildring af Vestjylland og højskolelivet er virkelig en ganske særlig cocktail. Pilgaard er ikke satiriker, der vil udstille de lokale. Men hendes blik fokuserer ofte på det disharmoniske, den lille sprække i andres fortælling om dem selv. Hun – og hovedpersonen – har en udviklet evne til at demaskere livsløgne.

Det kommer herligt og humoristisk til udtryk i de mange brevkassesvar, der bryder bogens handling. Hovedpersonens kæreste er leder af skrivelinjen på højskolen, og det er tydeligvis ham, som både elever og lokalsamfundet finder interessant. Hvad skal ”påhænget” så lave? En problematik, der bestemt ikke er ukendt fra det virkelig højskoleliv.

Hovedpersonen slår sig ned som selvbestaltet orakel i lokalpressen og svarer på spørgsmål fra læserne. Her bliver bogen en slags blanding mellem ”Nynnes dagbog” og amerikanske Nathaniel Wests klassiske brevkasseroman ”Miss Lonelyhearts” (1933). Til stor og ofte perspektivforskydende morskab svarer hovedpersonen nemlig aldeles ukonventionelt på læsernes konforme spørgsmål.

Parret med en række nyskrevne højskolesange på klassiske melodier får bogen derfor et sjovt, opsplittet og genreblandende præg, og man tænker: Nå, sådan kan en roman også se ud, stykket sammen af brevkassesvar, klummelignende hverdagsobservationer, gamle sange og en fremadskridende handling.

Slutningen? Den kan man sagtens røbe: Det er en ny tekst til høj- og efterskolehittet ”Kære linedanser”. Nyskabelse i dansk litteratur. Og nå ja, generationsforskelle og selvironi er der også masser af. Eksempelvis siger hovedpersonen om sig selv en aften, hvor der er westerntema på højskolen: ”Måske fordi jeg er enebarn, forvirrer det mig altid, hvis jeg ikke vækker applaus, hvor end jeg ankommer.” Senere undrer hun sig over, at en 20-årig elev ikke kan påskønne forspillet til ”Wish You Were Here”. Ak ja.

Der er masser af livagtig genkendelighed og arrangeret kultur i ”Meter i sekundet”, der er nem at læse og som gør ophold i hovedet på kildrende vis.