Amerikanske Todd Haynes instruerede en af forrige års bedste film, ”Carol”. Cate Blanchett hengav sig fuldstændigt i det både højstemte og nedtonede sublime drama om forbudt kvindelig kærlighed i 1950’ernes USA. Før bjergtog Haynes med ”Far From Heaven” og Bob Dylan-montagen ”I’m Not There”. Todd Haynes træder – ellers – ikke forkert. Men med ”Wonderstruck” er instruktørens fine evne til at ophøje et levet liv til cinematisk kunst blevet kunstlet.
”Wonderstruck”, der bygger på en bog af Brian Selznik, udforsker rækkevidden af Oscar Wilde-citatet: ”Vi er alle i rendestenen, men nogle af os kigger mod stjernerne.”
Filmen følger to spor. Det ene foregår i 1920’erne, hvor 12-årige Rose (Millicent Simmonds), døv og fortabt i en parallel fantasiverden, stikker af fra Hoboken til New York for at komme overens med sin fortid og fremtid. Filmens anden del handler om 12-årige Ben (Oakes Fegley), der forlader 1970’ernes Minnesota for at finde sin forsvundne far i en boghandel på Manhattan. De to historier væves sammen, tematisk som jagten på at høre til og også helt håndgribeligt i menneskelige møder.
”Wonderstruck” vil hylde Wildes søgen efter stjernerne, men fantasien bliver plastisk og forstilt. Todd Haynes’ faste fotograf, Edward Lachman, leverer igen dragende, stoflige billeder af New York. Den hårfine balance mellem akkuratesser og auteurens nostalgi i den historiske iscenesættelse er Haynes’ særkende. De personbårne portrætter af tidslommer i amerikansk historie er da også delvist vellykkede. Roses verden uden lyd er filmet i sort/hvid med ekkoer af stumfilmenes lettere manierede lydside, men komponisten Carter Burwell mikser en romantisk piges ballerinaspilledåsemusik ind i den handlingsmimende klaverklimpren.
1970’ernes Manhattan er derimod sexet og genlyder af disco, byen er farlig og fuld af eventyr. Historierne om Ben og Rose starter ud som et ødselt epos af skæbne, fantasi og følelser. Afdæmpet og kultiveret som Haynes’ øvrige oeuvre, vævet sammen som af usynlige silketråde. Men efterhånden bliver det opulent, og fantasien knægtes af en overlæsset sødme. Rose og Ben ender begge på New Yorks imponerende naturhistoriske museum, dette gigantiske raritetskabinet, i jagten på en plads i verden. Selv i de imponerende sale, hvor myterne om muligheder og verdens fantastiske fakta væver sig sammen, lader Haynes det opstyltede og næsten følelsesforulempende vinde. Resultatet er fladt, forceret og mainstream. Så langt fra Haynes’ øvrige film, man kan komme.
”Wonderstruck” er en montage, både underligt ufærdig og overkonstrueret. Millicent Simmonds, der spiller Rose, er døv i virkeligheden. Hun spiller med en sart sensibilitet, der er oprigtigt rørende. Hendes ansigt er den magi, resten af filmen forsøger at finde.
Julianne Moore, der ellers er en af vor tids største skuespillerinder, føles fjern og uægte. Klipningen er både flydende og abrupt. Virkelig vellykket i kærlighedserklæringen til New York på tværs af generationer, men underligt usammenhængende i sammenkitningen af det samlede værk.
”Wonderstruck” er ofte en visuel og musisk nydelse, men harmonien mases af oversød tematik. Et uventet fejltrin fra Todd Haynes.