Munken sludrer i min have. Den bliver bare ved og ved med sin snak. Men man ser den sjældent, den lille lysegrå fugl med den sorte kalot. Holder den en lille pause, kan man høre gransangerens ”tjip, tjap, tjip, tjap”. Det er fugle, der fylder foråret med toner og lyd, men det er også ubetydelige fugle at se på, og man ser dem sjældent. Måske er det bare derfor, der ikke er skrevet om dem i litteraturen. Man skal gøre et større og mere synligt væsen af sig.
Så er det lettere med solsorten, som man ser og hører hele tiden. Og ravnen, selvom man ikke ser den så tit, medmindre man bor i Nuuk, hvor den er alle steder ligesom vores skade. Ravnen har kastet historier og digte af sig, og den har haft stor symbolsk betydning helt tilbage i nordisk mytologi og middelalderens viser.
Hugin og Munin kender man. Det er de to fugle, som Odin sender ud hver morgen, og som vender tilbage om aftenen og fortæller ham, hvad der sker i verden. De overvåger verden, som var de to moderne droner. Ravnen er en budbringer ifølge mytologien. I den moderne mytologi, som den er skabt af George R.R. Martin i ”Game of Thrones”, findes der en treøjet ravn, som kan se ind i både fortid og fremtid. Den er halvt fugl og halvt menneske. Et magisk væsen fuld af magt.
Ravnen er i familie med de sorte fugle: allike, råge og krage. Heller ikke de er just nogle forårsbebudere eller ”sommerfugle”. Vi glemmer dem her om foråret og forsommeren, når alle de andre fugle giver sig til at synge. Men de er her hele tiden, året rundt. Ravnen er sommerens skygge og alt det, vi ikke orker at tænke på midt i lykke og lyse nætter. Folkevisen fortæller:
Ravnen flyver om aftenen,
om dagen han ikke må.
Den skal have den onde lykke,
den gode ikke kan få,
Den onde lykke får Irmelin, da hun beder ravnen om hjælp. Hendes onde stedmoder har forvist hendes kæreste til et fjernt land, og hun vil have ravnen til at flyve sig derhen. Hun vil betale guld og sølv, men den listige ravn vil have, hvad hun bærer under livet. Hun tror bare, det er hendes nøgleknippe, men det er meget værre – det viser sig nemlig at være hendes førstefødte søn. Ravnen flyver hende til kæresten, og i den lyse sommer ligger de i brudesengen. Men lykken er kort mellem Irmelin og kæresten. Ni måneder får de, så er det slut. Da står ravnen klar til at tage drengen, for sådan er det i de gamle viser: Man kan ikke komme uden om den skæbne, selvom man er blevet snydt, og det er ”uretfærdigt”.
Et dansk eventyr har dog en noget anden udlægning af historien. Ravnen er her en valravn, det vil sige en forhekset prins. Han er forhekset af sin og søsterens onde stedmoder. Efter at prinsessen er blevet gift, og manden er draget i krig, vender valravnen tilbage og gør krav på det, som prinsessen bærer under sit bælte, og da hun ni måneder efter føder en dreng, gør valravnen krav på ham:
Kongedatter! Husker du?
Vilden valravn kommer nu!
Hvad du under bæltet bar.
Du ham engang lovet har!
Kongedatter! Husker du?
Vilden Valravn kommer nu!
Prinsessens ægtemand trækker dog sværdet og hugger valravnen midt i gennem – og ud af fjerene træder den nu forløste prins. Således ender det hele lykkelig, da forbandelsen løses, og valravnen dør.
Ravnen har ulykken med sig. Det fortæller også den amerikanske digter Edgar Allan Poe om i sit digt ”The Raven” (1845). Her har den unge elsker mistet sin kæreste, og han befinder sig i en stemning af tungsind. Da kommer en ravn til ham fra dødsriget. Han kan ikke finde ud af, hvad den vil ham, og lige meget hvad han spørger den om, siger den ”Nevermore”, aldrig mere. Et øjeblik tror han, at den er sendt af Gud som lindring for hans sorg, men også til det svarer den bare ”Nevermore”. Og når han spørger, om han kommer til at gense sin elskede i evigheden, svarer den også bare ”Nevermore”. Til sidst forsøger han at jage den bort, men det lykkes ikke. Den bliver hos ham, som en påmindelse om, at mørket gror, og at han ikke skal forløses i sin sorg.
En mand i knibe og en ravn. Det er for så vidt også motivet i Thorkild Bjørnvigs ambitiøse digt ”Ravnen” (1968). Heri opstår fuglen som en Føniks i den mand, som ikke kan finde ud af sit liv. Barnet, drengen og ynglingen har han først lagt bag sig, men så ser han, at de er løbet forud for ham, og at de er det, han higer efter at forene sig med. Han vil være hel og beder i sin fortvivlelse:
Stemt imod tavsheden stod han i vaklende
ligevægt med den, skreg: ”Giv mig et navn,
velsign –,” han forstummed, men ud af hans bryst
brød næbbet på en skrigende ravn.
I ravnens billede rejser han sig som født på ny, flagrer og kæmper sig vej ud af splittelse og fremmedgørelse. For så vidt er ravnen en positiv skikkelse i dette digt.
”Nevermore,” sagde ravnen hos Poe.
Anderledes forjættende og positiv er den i Meir Aron Goldschmidts gamle roman ”Ravnen” (1867). Det er en roman om et bedrageri og en splittet familie, der ad skæbnesvangre veje genforenes, da de tre brødre finder sammen og ender med at drive en fabrik i Helsingør båret af idealisme og økonomisk demokrati! Men inden det går så godt, så skal eventyret foldes ud. Goldschmidt lægger ud med et eventyr, der fortæller, at der ”sommetider kommer flyvende en ravn fra Island med en lille sten i næbbet, og den, som kan få fat i stenen, får tre ønsker opfyldte”.
Problemet er selvfølgelig, hvordan man finder den ravn. Før man overhovedet kan gøre sig forhåbninger, skal man opfylde tre ting.
”Man skal være tro mod sin herre, ikke forråde sin kammerat og holde mere af en anden end sig selv.”
Det er, hvad der sker i romanen, og så dukker ravnen op i skikkelse af jøden Simon Levi, der fælder den onde bedrager og gør det muligt for de tre brødre at forenes.
Sådan er ravnen snart en ulykkesfugl, og snart bringer den lykke tilbage til de nødlidende. Men det sidste hører alligevel til sjældenhederne. Det er først og fremmest død og ulykker, der hænger ved ravnen. Ravnemor, ravnekrog, ravneføde – der er ikke noget godt ved det. Det er der heller ikke, når Vagn Lundbye digter om den:
Jeg er Odins tro stafet
og varsler gravens lov og ret
Jeg var – helledusseda
med den dag på Golgatha
Det hjælper stort jeg er i bur
Jeg kalder når du står for tur.
Hvis jeg letter med et skrig
finder du om lidt et lig
Vender skriget om igen
gælder dødens le din ven
Går skriget langsom i sig selv
byd da verden selv farvel.
Man skutter sig ved tanken om ravnens skrig – ”rrork, rrork” – og går ud af dens skygge, ud i solen. Dér kvidrer munken endnu med sin melodiske sang, sludrer ufortrødent, selvforelsket og tilsyneladende ganske sorgløst.
Glemt er den onde lykke, som ravnen flyver med.