Trappen er stejl op til Peter Laugesens hus i Aarhus-forstaden Brabrand. Og dækket som den er af nedfaldne efterårsblade og med et halvtag af store trækroner, giver den en fornemmelse af at være opstigning til noget både hyggeligt og afsides.
Begge dele holder stik. Sådan da. For selvom huset og grunden føles afsides beliggende, så er vi midt i et bakket villakvarter få kilometer fra Aarhus’ centrum og endnu færre kilometer fra beton-højhusene i Gellerup. I denne oase tæt på byen, hvor udsigten over Brabrand Sø kan nydes fra store vinduespartier i 1980’er-villaen, skriver Peter Laugesen sine digte.
”Landskabet som skole/ er den store situation. Det står kridtet op/ helt fra begyndelsen,” skriver Peter Laugesen på en af siderne i sin nyeste digtsamling ”Traveling”, der er udkommet her i jubilæumsåret. Og sådan er det, siger han, og citerer den amerikanske komponist John Cage, der siger, at det drejer sig om at gøre, som naturen gør i sin måde at være natur på.
”Det handler ikke om at gengive naturen, men om bare at forsøge at gøre, ligesom et træ, en fugl eller en mark gør. At få det kunstneriske udtryk til at være lige så enkelt. At få det til at stå, lige før det falder fra hinanden og er væk. Det foregår alt sammen i sproget,” siger Peter Laugesen.
Digteren befinder sig ved en milepæl i sit liv. Netop i dette efterår er det 50 år siden, han debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Landskab”. Han duplikerede den selv på stencil, fordi ingen forlag ville have den. Det tog to år. Tre år efter, i 1970, genudgav Borgens Forlag den.
”Dengang var der jo ikke noget, der hed forfatterskole, eller kurser for folk som mig. Jeg var overladt til mig selv, og det var faktisk et helvedes bøvl. Man skulle virkelig ville det dengang, og det ville jeg så altså,” siger Peter Laugesen, da vi har fået os anbragt ved hans arbejdsbord med stempelkaffe og søudsigt.
Ja, han ville, og det samtidig med, at han arbejdede som trykkeriarbejder om dagen og i reglen skrev hver nat mellem klokken 23 og 02. Sådan var det også, da han stod i lære som håndsætter og siden blev udlært typograf.
”Nu om dage skriver jeg på alle mulige tidspunkter af dagen. Dels herhjemme og når jeg er på farten,” siger Peter Laugesen, der har fyldt hundredvis af notesbøger med ord.
Produktiviteten er ikke blevet mindre med årene, og metoden er fortløbende den samme: Han skriver, hvad han ser og tænker. I en grad så nogle anmeldere indimellem finder på at beskylde ham for at medtage revl og krat. Men de skulle, ifølge Peter Laugesen, bare vide, hvor meget han undervejs sorterer fra. Hans værk afspejler hans liv – og omvendt. Og han opfatter forfatterskabet som både cyklisk og fragmenteret, når han bliver bedt om at sætte ord på det.
”Det er billeder på naturens gang, årenes gang, livets gang,” siger han. Det er på en måde en cyklus, men ringen er ikke sluttet, og der vil aldrig blive sat et endegyldigt punktum,” siger han og refererer til kollegaen Kirsten Thorup, der for nylig modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Hun sagde ved den lejlighed, at hun er i gang med at skrive på en bog, der nok bliver den sidste.
”Sådan bliver det ikke for mig. Jo ældre jeg bliver, jo mere ligger der, som jeg ikke bliver færdig med. Når jeg engang ikke er her mere, vil der være massevis af notesbøger og løse ender,” siger Peter Laugesen.
En af de løse ender er der imidlertid allerede slået en knude på. Det drejer sig om digtsamlingen ”Tohuvabohu” (hebræisk for øde, mørke, tomhed), som Peter Laugesen indsendte til Borgens Forlag i 1979, og som af en eller anden grund forsvandt. En kopi fandtes ikke. Den er genfundet af litteraten Asger Schnack i et antikvariat i Næstved og udgivet denne sommer. Af den vil forfatteren læse op på Bogforum i denne weekend.
Kragen fra Brabrand, en vending han brugte om sig selv i et digt engang, er ikke interesseret i at blive sat i en bestemt litterær bås. Ifølge digteren har han i hele sin nu 50-år lange forfatterkarriere arbejdet med det, der er faldet ham for. I begyndelsen foregik det blandt andet i selskab med Dan Turèll. De to boede i en længere årrække dør om dør i en ejendom i Lyngby nord for København, men deres samarbejde og nære venskab fortsatte også efter, at Peter Laugesen var flyttet til Brabrand. De to udgav sammen blandt andet ”Dobbeltskrift”, der er en kunstbog snarere end en tekstsamling. Sammen var Turéll og Laugesen også foregangsmænd for det at sætte lyrikken ind i musikalske rammer. Dan Turéll gjorde det med ”Sølvstjernerne” (jazzpianisten Jan Kaspersen, rockguitaristen TømrerClaus og percussionisten Flemming Quist Møller), og Peter Laugesen gør det med musikere af mange forskellige musikalske observanser.
”Mange mennesker har den opfattelse, at de ikke kan forstå digte, eller at de skal kunne forstå dem på en bestemt måde. De fleste mennesker er derimod vant til at høre musik og modtage teksterne dertil på en mere umiddelbar måde. Når jeg læser op til musikledsagelse, går digtene auditivt ind, og der er ikke den barriere, som en bog kan være for mange mennesker. Det samme sker, når jeg eksempelvis skriver digte som billeder på vægge. I den form oplever folk heller ikke, at de ikke kan forstå dem,” siger han.
Selv er Peter Laugesen umådelig glad for bøger, hvilket hans hjem bærer tydeligt præg af. Her er bøger alle vegne. I reolerne, i stakke på gulv, borde, hylder og overalt, hvor der er en vandret overflade. I hans barndomshjem i Odder, syd for Aarhus, var der derimod ikke mange bøger – og heller ikke noget klaver.
Hans far, der var kontorist, og moderen, der var hjemmegående, levede et liv, der var meget anderledes end det, han selv har fået.
”For mig, og andre i 1960’erne, gjaldt det om at finde sin egen autentiske, kunstneriske stemme. Vi ville sige tingene, som de var, og det har jeg egentlig bestræbt mig på at gøre hele vejen igennem”, siger Peter Laugesen, hvis praksis har dybe rødder i beatgenerationen. Det skønne og det grimme hverken kan eller skal adskilles i hans univers.
Han er dog med på, at det er længe siden, han var en rebelsk stemme i dansk litteratur. I 1992 modtog han Det Danske Akademis Store Pris, og fem år senere blev han selv medlem af Det Danske Akademi. Om vejen fra rebel til det fine, litterære selskab, siger han:
”Jeg accepterer ikke at være finkulturel, men jeg kan ikke gøre noget ved det, hvis nogle opfatter det sådan. Men jeg vil fortsat bestræbe mig på at bidrage til, at litteraturen ikke kommer til at lukke sig om en bestemt opfattelse af, hvad der er smukt, og hvad der er grimt.”
Peter Laugesen er ejer af seks skrivemaskiner. De er ikke til pynt eller henstår som et vidnesbyrd om forfattertiden, før computeren blev opfundet. Han bruger mindst en af dem hver dag. Og han har sikret sig et betragteligt forråd af farvebånd.
”Jeg er afhængig af lyden og den kropslige fornemmelse. Skrivemaskinens tangenter er ligesom et klaver, hvor jeg spiller ordene frem,” siger digteren, der i øvrigt også mestrer flere musikinstrumenter.
Han har dog en computer i huset. Den er en julegave og bruges primært, når han skal sende tekster ind til Dagbladet Information, som han har skrevet samfundskommentarer til i mange år, eller andre, hvor man helst vil modtage tekster digitalt. I reglen skriver han dog først teksterne på skrivemaskinen. Han erkender, at det er dobbelt arbejde, men sådan fungerer den skabende proces nu engang bedst for ham.
68 lyriske udgivelser er det foreløbig blevet til, men Peter Laugesen skriver betydeligt mere end det. Han oversætter og gendigter også kollegers værker, og det er blandt andet hans fortjeneste, at amerikanske Gertrude Steins (1874-1946) ”Tender Buttons” nu kan læses på dansk som ”Ømme dupper”. En anden international litterær sværvægter, han tager livtag med, er James Joyce. I 20 år har han arbejdet med at fordanske værket ”Finnegans Wake”, og nu har han planer om, at det arbejde snart skal gøres færdigt.
”Jeg påtager mig lidt for mange ting, men det ser ud til, at jeg i foråret kan få en længere periode, hvor jeg udelukkende kan arbejde med ”Finnegans Wake”. Det er helt nødvendigt at arbejde koncentreret med det, for værket er så foranderligt i sit sprog, at enhver afbrydelse af arbejdet er en alvorlig forstyrrelse i bestræbelsen på at få det forankret i dansk,” siger Peter Laugesen.
Det vil i givet fald være første gang, at ”Finnegans Wake” udgives på dansk.
I den mere lokale afdeling udgav Peter Laugesen sammen med fotografen Poul Ib Henriksen for nogle år siden en slags Aarhus-guide. På forsiden af bogen troner Aarhus Domkirkes kobberspir mod en dybblå himmel, og de første mange sider af bogen er fyldt med billeder af byens store kirke. Motivet er ikke tilfældigt valgt, for domkirken er Peter Laugesens absolutte yndlingsbygning i hjembyen.
”Man behøver ikke gå på museum, man kan bare gå ind i domkirken,” som han siger.
Men hensyn til det, der prædikes i det imponerende kirkerum, er han mere skeptisk. Hans barndom hvilede på et kulturkristent grundlag, og i hele sit voksenliv har han forholdt sig til de religiøse skrifter på en, som han selv siger, fri måde.
”Det er klart, at Bibelen, salmerne og de kristne skrifter i det hele taget spiller en stor rolle i litteraturen, og derfor spiller de også en stor rolle for mig. Blot har jeg svært ved at se en sammenhæng mellem skrifterne og den måde, kristendommen opfører sig på,” siger han og tilføjer, at tro for ham er en privat sag.
”Tvivl er en forudsætning for tro, og ja, jeg tvivler på, hvad det hele er for noget.”