Hvor kender man det dog godt. Især hvis man har sin gang i medie- og universitetsverdenen: Alle brokker sig. Den evige klage fulgt af det maniske grin som kamuflage over et nært forestående psykisk sammenbrud.
I den svenske forfatternestor Horace Engdahls nye aforismesamling lyder det sådan her: ”Når Mahuro hører de stadig flere kvindelige stemmer i radioen, tænker han: ’Her taler besættelsesmagten!’ Men deres opskruede toneleje tyder på nervøsitet. Måske kontrollerer de ikke hele landet selv om det er det de foregiver?”.
Sammenhængen mellem nervøsitet og moralisme temmelig præcist identificeret. I Engdahls univers er det ikke blot et ulideligt fænomen, det er også paradoksalt: Hvordan kan disse banale mennesker være kommet til magten og være så dæmonisk ulidelige, når forudsætningen for deres eksistens er så gold, at Djævelen naturligvis aldrig ville gide interessere sig for dem?
Her kommer endnu en aforisme, der slår temaet an i legato: ”Som menneske ser man aldrig mere tåbelig ud, end når man er moralsk indigneret. Det skulle da være når man opdager, at en anden festdeltager har valgt et maskeradekostume magen til ens eget, hvilket er nogenlunde samme sag.”
På overfladen behandler Horace Engdahl (født 1948) i vanlig fragmentstil tidens totalitarisme i form af den nye puritanisme og dens væmmelse ved den fundamentale menneskelige frihed. Nede under dette indlysende tema er der samtidig tale om et ældgammelt forsvar for sammenhængen mellem fiktion, skønhed og frihed. De findes ikke uden hinanden. Deraf samlingens titel: ”Det jeg skriver er ikke tiltænkt inkvisitionen, men henvender sig til de ubekymrede. (…) Først når det er glædesfyldt at slippe de stemmer ud, der taler i vores indre rum, lever vi i et frit samfund.” Den slags tankefigurer beslægter Engdahls anliggende med så fremtrædende intellektuelle som Botho Strauss og Peter Sloterdijk.
Bogen er delt op i to mellem den fiktive Mahuros 30 ”variationer” – hør det i legato – samt en afdeling med et mere traditionelt ukendt jeg, der udfolder sine aforismer.
Hvis et dominerende tema er den overbevisende skildring af mediekastens unisone maskerade, er et gengående motiv forskellen på mænd og kvinder. Det lyder sådan her:
”At sidde tavs er ifølge Mahuro naturlig mandig adfærd, et tegn på velbefindende. En mand har ingen fornemmelse af, at ord egentlig kan urette noget. Handling, så kraftfuld, som situationen fordrer, er, hvad der behøves. Kvinder handler derimod gennem ordene og fylder dem undertiden med en sådan voldsomhed der uvægerligt misforstås af det modsatte køn, som sjældent når længere end til den bogstavelige betydning. Mandens hemmelige suk lyder: ’For fanden, hvor hun snakker.’ I modsætning til kvindens suk: ’Hvorfor siger han ingenting?’”.
Inkvisitionen vil selvsagt ikke forstå, at der netop er tale om musikalske variationer over et motiv, men det er faktisk tilfældet: ”’Kvindens største begær er at blive set, mens mandens største begær er at se,’ forklarer Mahuro. Derfor er det så snedigt indrettet, at mandens udseende sjældent er værd at tale om, mens kvindens udseende kan fylde et helt liv med virkelyst.”
Dette er en sublimering af kvinden og bliver i øvrigt bundet til vækkelsesbevægelsen #MeToo i bogens anden halvdel: ”Jeg har ingen medlidenhed med kvinder. Det hænder, at jeg elsker dem, men jeg har ikke ondt af dem. Jeg ved, at de kan lyve. Det er kun maskiner, der ikke kan lyve, og jeg ser dem som mennesker. Måske er jeg alene om at respektere dem.”
Hvad den skandinaviske offentlighed angår, lyder det ikke helt forkert. I alle fald er der tale om en dyrkelse af kvinden. For: ”Man kan ikke hævne sig på nogen, der keder en. Det er umuligt.”
Dermed ophæves kvinden på samme måde, som manden altid har været det, til en, der er dæmonisk og magtfuld nok til at vinde Djævelens interesse. Og det er godt.
Mahuro-figuren er en slags gnostiker, der nok kan lide spillet og drømmer sig tilbage til den tid, ”’da Stockholms unge damer og koketter’ fyldte gaderne i skumringen.” Alligevel gør det også Mahuro sardonisk: ”Guderne leger med os,” som han i anledning af nyfeminismen bemærker.
Deroverfor står det ubestemte jeg, der tror på ubekymretheden som forudsætning for frihed og skønhed: ”Jeg forestiller mig en skare ubekymrede, som ikke læser for at samtykke eller fordømme, personer som instinkt følger Stendahls råd om ikke at bruge sit liv på at hade og være bange.”
Dette er kunstens sande evangelium, litteraturens ”frygt ej”. Det er opfyldelsen af den lov, som gnostikeren Mahuros formulerer med et retorisk spørgsmål: Vil du, som de mænd omkring ham, der panisk lærer at lire godkendte fraser af om køn og ligestilling, styrte omkring på Titanics dæk for at få plads i redningsbåden. Eller vil du være den tapre sjæl, der bliver ved med at skåle i champagne i salonen på første klasse med iskoldt havvand om fødderne?
Engdahls lille bog er frihedsskrift og poetik i ét. Og perlende bobler har altid gjort Vesten godt.