Prøv avisen
Bog

Redningsmanden, der blev kendt som den danske Schindler

4 stjerner
Det er nok ret få, der har hørt om danskeren Bernhard Arp Sindberg, men det rådes der nu bod på med bogen af Peter Harmsen og denne statue, der netop er afsløret i Aarhus. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En fascinerende skæbne er reddet fra glemslen, men desværre forsvinder hovedpersonen selv lidt fra denne fine bog

Få danskere har et forhold til de krigshandlinger i det fjerne Østen, der gik forud for Anden Verdenskrig. I bedste fald optræder de som en uklar forhistorie til de mange skildringer i bøger og på film af den amerikanske krigsindsats mod Japan i krigen.

Endnu færre har hørt om danskeren Bernhard Arp Sindberg, hvis skæbnetråd blev vævet sammen med tusindvis af kinesiske flygtninge for en kort periode på fire måneder fra 1937-1938.

En ny og spændende bog af historiker og journalist Peter Harmsen trækker både Sindberg og krigens uhyggelige helvedeslandskab frem af den tunge glemsel, der nemt rammer det, der foregår tilpas langt fra de hjemlige kyster.

Sindberg var ifølge Harmsen en dansk Schindler. Han reddede henimod 10.000 kinesere på flugt fra de omfattende japanske myrderier i og omkring den daværende kinesiske hovedstad, Nanjing.

De desperate flygtninge fandt et frirum i flygtningelejren omkring den cementfabrik, hvor Sindberg i december 1937 var blevet en slags opsynsmand.

Fra de første flygtninge ankom, lykkedes det Sindberg at holde de japanske soldater ude. Når de bankede på porten på jagt for at bortføre unge piger og stjæle, trådte han uforfærdet – ja, måske nok dumdristigt – frem med et jagtgevær i den ene hånd og et dannebrogsflag i den anden. Som en – efter østasiatiske forhold – høj mand, med tykt blond hår og så dette mærkelige flag med de stærke farver, vovede japanerne ikke at trænge ind, når de så ham.

Snart talte de om danskeren så langt væk som i Shanghai. Og mens rygtet om Sindberg spredte sig blandt de japanske arméer, voksede hans ry ikke mindre blandt kineserne. Lige dér, midt i al vanviddet, var der sikkerhed hos ”hr. Xin”.

Snart voksede flygtningelejren omkring fabrikken og blev til en by med 10.000 indbyggere.

Desperate mennesker lærer hurtigt, hvor de kan søge sikkerhed. Og de glemmer ikke, hvor de fik den. Mens Sindberg blev glemt i Danmark, levede mindet om ham videre i Kina. Billedet af ham brændte sig ind på mange kineseres nethinder.

I 2017 blev der i Nanjing i Kina rejst en statue af Sindberg, hvor han står med sit ikoniske dannebrogsflag, og for få uger siden blev der også rejst en statue af ham herhjemme, i Aarhus.

Før Sindberg trådte ind i historien og blev hædret med statuer, var han mest kendt som en ballademager og en stridbar skikkelse, der voldte det danske konsulat i Shanghai problemer, lige fra han ankom første gang i 1934. Sindberg var sømand, men blevet sat fast på skibet ”Falastria” efter et voldsomt slagsmål med førstestyrmanden, som han angiveligt havde truet på livet. Forinden skulle han have taget kvælertag på en af skibets kinesiske besætningsmedlemmer, ”Kineserboy 3” kaldet.

Nuvel, der er altid to sider af en sag, og det gjaldt også her. Men affæren er alligevel symptomatisk. Sindberg levede et rastløst liv, der, inden han kom til Shanghai, havde ført ham ind i fremmedlegionen – og ud igen – til Grønland og ind og ud af småjobs. (Han havde det ikke fra fremmede. Hans far var en stridbar ostehandler i Østjylland). Mønsteret fortsatte i Kina. Gang på gang ragede Sindberg uklar med kolleger, og ofte endte det i håndgemæng. Han var ikke nem at omgås. Da han i 1937 fik den vellønnede tjans som opsynsmand på cementfabrikken, havde han næsten ikke flere broer at brænde.

Det var F.L. Schmidt, der havde bygget fabrikken tæt ved Nanjing. Det mest ambitiøse projekt for den danske ingeniørvirksomhed i Kina. Men siden var konflikten mellem det ekspanderende, moderne Japan og det underudviklede Kina blusset op. Japanerne skred frem med uhørt brutalitet, og Sindberg havde i Shanghai på første hånd oplevet de hensynsløse myrderier.

Nu var krigen nået til Nanjing. Her blev det kun værre. Den kinesiske hovedby blev scene for en af nyere histories værste massakrer, der udspillede sig i månedsvis. Sindberg beskrev selv egnen omkring byen sådan: ”Alle Landsbyer er afbrændt … Hvor man end ser hen, ligger Ligene af dræbte Bønder og kinesiske Soldater og tjener som Maaltid for de omstrejfende Hunde og vilde dyr.”

I alt regner man i dag med over 300.000 dræbte – dertil et uhyrligt antal voldtægter af kvinder og børn.

Bogen har mange af sine stærkeste og mest velfungerende passager i skildringen af de japanske overgreb og krigens mareridtsscener. Den formår at indlejre Sindbergs gerninger ikke alene i dette udpenslede vanvid, men også i det større politiske og militærstrategiske spil. Det bliver for eksempel klart, at der hele tiden var en modsætning mellem Sindberg og de kinesiske ejere af fabrikken, som efterhånden var mest interesserede i at sikre deres investering end i at have Sindberg til at rage uklar med japanerne.

Det er alt sammen særdeles overbevisende vævet sammen og vidner om forfatterens stærke kompositoriske sans.

Til gengæld kan man ikke undlade at bemærke, at selve hovedpersonen ofte forsvinder helt ud af historien. I bogens hoveddel er han således noget fortrængt af de omfattende beskrivelser af sceneriet. Selvom dette antageligt også skyldes kildesituationen, er det nu alligevel som om, læseren – om ikke forfatteren – indimellem står i fare for at tabe tråden.

Men bogen er god og skal læses. Her ligger i øvrigt også stof til en fremragende film.