I Europa udviklede covid-19 sig først og værst i Italien, hvor fysikeren Paolo Giordano har gjort sig sine iagttagelser og overvejelser. Han både bemærker det hverdagsagtige, som vi andre også kender, og bruger sin matematisk-fysiske faglighed til fine reflektioner.
”Vi er underlagt en mikroskopisk magt, der er så hovmodig at bestemme over os,” skriver han, og han husker det første selskab, hvor vi ikke gav hånd eller knus, og han befinder sig dårligt i et offentligt rum med ”blikke fulde af mistænksomhed”.
Han mærker som os alle den besynderlige modsætning mellem, at vi alle skal være med til i fællesskab at bekæmpe smitten, og at den på den anden side gør mange mennesker ensomme. ”Den eneste vaccine, vi har til rådighed, er en lidt utiltalende form for forsigtighed.”
Paolo Giordanos faglighed møder vi, når han tænker på epidemiens væsen, som er fremmed for os. Vi er vant til lineær vækst i økonomien eller vores alder. Men sådan er naturen ikke. ”Naturen foretrækker svimlende vækst eller langt blødere forløb, eksponenter og logaritmer. Naturen er ifølge sin natur ikke-lineær.”
Sidst i bogen er der nogle mere almene overvejelser om epidemiens dybere årsager: afskovning, dyrearters uddøen og intensivt husdyrhold tvinger vira og bakterier til at skifte levevis og -sted og gør det nemt for dem at sprede sig: ”Hvis vi formåede at skyde lidt af vores egocentrisme til side, ville vi kunne se, at det ikke så meget er de nye mikrober, der opsøger os, som os, der jager dem frem.”
Men vi har skabt et samfund med en økonomi, som ikke bare lader sig skubbe til side: ”Vores civilisation kan tillade sig hvad som helst undtagen at sætte farten ned,” skriver Paolo Giordano ganske træffende. Den er som en flyvemaskine, der styrter, hvis den taber fart, og vi sidder i den. Enkelte steder mærker man, at Paolo Giordano skriver i en italiensk sammenhæng, på godt og på ondt. På ondt, når han forklarer, at institutionerne stoler på eksperterne, men eksperterne stoler ikke på borgerne, og borgerne stoler hverken på institutionerne eller eksperterne: ”I smittens tid har videnskaben skuffet os.” Det billede kender vi heldigvis ikke i Danmark. Berlingske Tidende har ganske vist prøvet at angribe Statens Seruminstitut hårdt, men det endte med, at avisen står tilbage med vådt hår og lidt pjusket i tøjet. På godt, når han bruger sin brede humanistiske dannelse – den får alle uddannede italienere stadig kendskab til i skolerne – og skriver om den corona-panik, vi også har oplevet:
”Panik er i øvrigt en cirkelformet opfindelse gjort af guden Pan. Sommetider udstødte guden så høje skrig, at han blev bange for sin egen stemme og løb sin vej, skræmt fra vid og sans af sig selv.”
I den henseende minder en del ”debattører” på Facebook om Pan.
”I smittens tid” er oversat til et nuanceret og letlæst dansk af Thomas Harder, som er en af vores bedste oversættere fra italiensk, og bogen er et godt valg for alle læsere, der har lyst til at følge Paolo Giordanos råd, at ”gøre bedre brug af denne tid, anvende den til at overveje dét, som normaliteten forhindrer os i at overveje: Hvordan er vi nået hertil, og hvordan ønsker vi at fortsætte?”.