Prøv avisen
Bog

Reformationen belyst historisk og aktuelt

Luther- og reformationsfejringen fortsætter – her med en bog, der henvender sig til de fagligt indviede, og en bog af mere folkelig karakter

Som det fremgår af kolofonen i dr.theol. Thorkild C. Lybys bog ”Kirkesprængningen og Danmark”, er den fagfællebedømt, og det er nok også mestendels fagfæller, der vil læse hans bog.

Kendere af reformationstiden vil ikke være i tvivl om, at forfatteren på sin egen underspillede facon polemiserer mod, at Reformationen fremstilles som et brud eller en revolution.

”I stedet for at betone reformationens karakter af brud med fortiden kunne man (…) lige så godt se den som en ikke særlig overraskende konsekvens af udviklingen.”

Citatet er nøglen til forståelsen af Lybys anliggende og forklaringen på, at han begiver sig ud i en let formummet holmgang med reformationseksperten Martin Schwarz Lausten, som i højere grad opererer med brud og klare skillelinjer. Lyby er imidlertid overbevist om, at vi ville have fået reformation også uden Luthers indsats.

Lyby leverer en gedigen redegørelse for de internationale forhold op til Reformationen, og i forlængelse af sin disputats ”Vi evangeliske” belyser han den danske reformationstids politiske forhold. I den sammenhæng er der særlig grund til at fremhæve Lybys detektiviske kortlægning af, hvorfor den reformkatolske biskop Joachim Rønnow som den eneste af de biskopper, der blev fængslet i 1536, døde bag tremmer.

I en diplomatisk strid med England havde Rønnow i et brev understreget, at som følge af Frederik I’s død havde det samlede rigsråd overdraget ham magten. Det var en udmelding, der ikke bekom tronfølgeren Christian III vel, og han insisterede på, at Rønnow forblev fængslet, så man undgik ”bagholdsintriger”.

Dette kapitel er langt mere spændende end Lybys gennemgang af bibelhumanisme og lutherdom i Danmark, idet det samme emne allerede er blevet grundigt behandlet af Rasmus H.C. Dreyer i Dansk Teologisk Tidsskrift i 2011.

Hvis Lybys udgivelse ikke er nogen folkebog, så er professor Jørn Henrik Petersens ”Luthers socialetik og det moderne samfund” det til gengæld. Han har evnen til at skrive enkelt om det komplicerede – en højst værdifuld evne blandt universitetsfolk, hvor de fleste skriver kompliceret om det enkle.

Man mærker sig mange formidable formuleringer, som snildt kunne indgå i prædikener: ”Den kristne lever ikke i sig selv, men i Kristus og i sit medmenneske. I troen lever han i Kristus. I kærligheden lever han i sit medmenneske.”

Jørn Henrik Petersen præciserer, at Luther i sin forkyndelse ikke arbejdede for, at de kristne skulle blive duknakkede undersåtter. Tværtimod:

”Trædes næsten under fode, har de ikke kun ret, men pligt til at sige fra.”

Ja, det er en blændende fremstilling af Luthers social-etik, den odenseanske professor har skrevet, men man spørger sig selv undervejs, om den ikke også strejfer det forblændende.

Petersen angriber P.G. Lindhardt for i hans syn på velfærdsstaten ikke at være på fast luthersk grund, men spørgsmålet er, om Lindhardt ikke netop var på luthersk grund, da han for eksempel gjorde op med Den Blå Betænkning fra 1960, hvor skolens opgave blev beskrevet som den at sørge for, ”at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker”.

Uforglemmelig er i alt fald P.G. Lindhardts replik til hele denne fromme svada:

”Jamen, så vil vi jo slet ikke kunne kende dem igen!”.

Lindhardts lutherske baggrund gjorde ham kritisk over for statsmagtens omfang, mens Petersen i en vis forstand går den modsatte vej. I bogen prøver Petersen nemlig at knytte en linje fra Luthers ord til socialdemokratisk velfærdsstat.

Det er næppe sandsynligt, at velfærdsstaten vil kunne blomstre i lande, hvor næstekærlighed ikke har været prædiket i generationer, mener forfatteren, og derfor pointerer han, at næstekærligheden hos Luther både handler om jeg-du-forholdet og statens behandling af borgerne.

Petersen anpriser derfor de finske biskopper for deres socialpolitiske engagement, samtidig med at han anklager den danske folkekirke for politisk impotens. Teologer af Lindhardts støbning ville til gengæld indvende, at en forsamling VVS-montører ville være lige så repræsentative for folkekirken som en forsamling af biskopper.

Men med en bog er det jo som med en prædiken: Hvis alle kan tilslutte sig den, så er den stendød.