Forleden stillede en konfirmand mig en gåde. Hvorfor bør man sænke alle advokater ned på havets bund? Aner det ikke! Jo, for jeg har hørt, at de alle sammen er gode nok på bunden!
Omtrent sådan anskuede Martin Luther også juristerne, hvis man skal tro Ditlev Tamms lille bog om Reformationen og retten. Det var ”juristeriet” i kirken, Luther reagerede imod. Tamm nævner et kendt eksempel, hvor en student til eksamen bliver spurgt, om man måtte anvende suppe til en barnedåb, såfremt man ingen vand havde til rådighed. Hvis der var tale om studenternes spartanske suppe og ikke biskoppernes næringsrige ditto, fandt studenten det uproblematisk.
Luther væmmedes over denne retsliggørelse af teologien, som juristerne bidrog til. Men kun dumme og døde ændrer ikke mening, og Luther fik med tiden et mere positivt syn på juraen, når blot juristerne begrænsede sig til at beskæftige sig med det verdslige regimente, det vil sige samfundsspørgsmål.
I modsætning til katolikkerne mente Luther ikke, at kirken skulle påbyde ægtepar at forblive i ægteskabet for enhver pris. Og således blev muligheden for skilsmisse et direkte resultat af Reformationens skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente, lader Tamm forstå. Tamm gennemgår den nye danske ægteskabslov fra 1582, der eksempelvis tillader skilsmisse, hvis det viser sig, at manden var impotent, før brylluppet blev indgået. Men 15 linjer forinden har Tamm understreget, at samme lov gjorde sex før ægtskab strafbart. At loven på det punkt virker ganske ulogisk, leverer Tamm ingen forklaring på.
Til gengæld gør han en del ud af at forklare, at da teologi og jura blev skilt under Reformationen, førte udviklingen til en stærk stat i protestantiske lande som Danmark, idet ”staten påtog sig opgaver i forhold til borgeren, som hidtil først og fremmest havde været varetaget af kirken”.
Ditlev Tamms omfattende kundskaber er legendariske, men måske vanskeliggør de også læsningen for den, der ikke er fagligt forpligtet på at vide besked om Reformationen? Tamm refererer med største selvfølgelighed til ”romerretten”, som han selv har begået et større værk om, men i denne lille introduktion gør forfatteren sig ikke umagen at forklare, at romerretten blandt andet består i principper som: ”In dubio pro reo”. Det betyder på dansk, at man bør lade tvivlen komme den anklagede til gode.
Måske Tamm også skulle have ladet tvivlen komme læseren til gode? Kravene til elementærviden forekommer overvældende i bogen, som når forfatteren beskriver, hvordan ”naturretten fik en renæssance efter Anden Verdenskrig”. Hermed mener Tamm blot, at menneskerettighederne indledte deres sejrsgang i den vestlige verden, men hvorfor så ikke være læservenlig og meddele det i rene ord i stedet for at henvise til begreber fra det juridiske auditorium?
Det er jeg sikker på, Luther ville have foretrukket.
kultur@k.dk